…. det var i hvert fald ikke min røv. Den forsvandt. Jeg troede, at den ville blive større, at jeg ville tage nogle kilo på og få bredere hofter. I stedet for blev jeg et siv uden former, whatsoever, som jeg ellers har brugt de sidste gode 5 år på at træne mig frem til.

Nå, det her blogindlæg skal ikke handle om min numse. Det ville blive et meget kort ét af slagsen. Det her indlæg skriver jeg faktisk, fordi jeg et blevet spurgt af jordemoderhuset, Babyteamet, om jeg vil skrive et indlæg til deres hjemmeside, fordi de gerne vil hylde mig som månedens mor.

Hallå. Hvem vil ikke gerne hyldes? Jeg ved ikke helt, om jeg fortjener at blive månedens mor i nogen kategori, men jeg synes det var en god idé at skrive et indlæg om nogle af de ting, som har overrasket mig i mine over 9 måneder som mor. Soooo let’s begin.

1. Undskyld, men skal jeg kaste op eller skide?
Ja, parton my french. Men jeg havde hørt en masse om fødsler inden jeg selv var i den. Jeg gik til Smertefri fødslen og alle andre forberedelser på Riget. Men hvad jeg ikke kunne have forberedt på (og som ingen havde fortalt mig), så var presseveerne simpelthen det mest voldsomme, jeg nogensinde har prøvet. Måske fordi jeg er så kontrolleret i alt, hvad jeg gør, var det virkelig en fase, som jeg i mange måneder efter skulle fordøje. Min krop tog over, og jeg sagde lyde, som jeg aldrig har sagt før og aldrig kommer til at sige igen (før næste gang – og course). Min krop ville have alt ud af mig, og jeg kunne ikke gøre andet end at følge med. I mine forberedelser havde jeg kun hørt: “Det er en lettelse, når presseveerne kommer. Så kan du gøre noget ved det”., eller den milde: “Så skal du bare presse, som om du virkelig havde hård mave”. Nej nej. Det her havde intet med toiletbesøg at gøre. Sammenlign ALDRIG en fødsel med noget så vattet, som et maraton eller en omgang hård mave.

2. Min krop er awesome!
Så lad os da kort vende tilbage til min numse. Og alt det andet, som ikke er, som det var. For hvor er jeg ligeglad. Det overrasker mig egentlig, at jeg ikke går mere op i min krop – det har jeg trods alt brugt rigtig mange år på at gøre. Også på grænsen til det usunde. Jeg var også fuldstændig ligeglad som gravid. Det er ikke så tit i livet, at man alligevel vokser derudaf, så man kan sgu lige så godt spise lidt ekstra sovs. Hell, man kan alligevel ikke se om det er baby eller bearnaise. Kort sagt, jeg har groet og spyttet en baby ud af den her krop. Så bliver min krop ikke bedre!

3. Hvorfor er det så ukontrolleret?!
Jeg har skrevet det her på instagram før. But it still blows my mind. Mængden af mælk, mine bryster sprøjter med i tide og utide… Jeeez. Når han først er lagt til det ene, så begynder det andet at sympatisprøjte. Og når Gustav liiige skal have vejret, så får han det ubarmhjertigt i øjne, ører og hår. “Du skal bare trykke ind på nipple, så stopper nedløbsrefleksen”. Nej, intet stopper dette vanvid.

4. Hvad er det jeg kan mærke helt ned i maven?
Jeg har aldrig rigtig været bange for noget. Jo, altså edderkopper og slanger og krybdyr i den dur. Men med Gustavs ankomst kom også en frygt for at miste. For at miste ham og miste min familie. På 3. dagen, da vi kom hjem fra hospitalet, sad jeg med ham i skødet og HULKEDE så jeg rystede, mens Mads sad med armene om mig. Det er den klassiske tudetur på 3. dagen, men den bundede blandt andet i den angst og frygt for at miste og fejle, som pludselig er sneget sig ind i mit liv – og nok vil gøre det fremover også. Den bliver nemmere (tror jeg?) at håndtere, og ansvaret føles nok ikke så tungt. Men der er godt nok længe til, at han er i stand til at passe på sig selv og stå på egne ben!

5. Er han ikke bare sød?
Jeg har snakket om det her med mine veninder flere gange. Hvis man får en grim baby, så ville vi KLART være i stand til at erkende, at baby er grim (jo jo, man elsker stadig sit barn, men det må man kunne se). Wrong. Fra naturens side tror jeg, at man er indstillet på, at ens eget barn er det mest nuttede i verden. Set i bakspejlet, på nogle af Gustavs billeder fra 1-2 måneders alderen, så var han altså ikke særlig cute. Han var halvskaldet og havde munke-fritsen. Han havde hormonknopper og var stadig lidt…. rynket. NU er han selvfølgelig det sødeste ever 😉 Men hvor er det skønt, at man er fløjtende med babys udseende og bare synes, det er den mest fantastiske skabning uanset bumser og bræk.

6. Hvorfor tager de ikke bare baby med?
Pff, så naiv jeg var. Det er et kæmpe projekt at have baby. Især hvis vi skal ses med venner. Seriøst. Når min veninde (uden baby) spørger: “Vil du ikke komme herhjem med Gus og spise kl. 19?”. Øh, det går bare ikke i min lille, skemalagte verden. Jeg har skrevet om det før; om at være uncool mor, men Gustav skal jo spise klokken 18 og puttes i sin seng 19.30 og jeg magter ikke at gøre tingene anderledes (!). Jeg glæder mig lidt til, at han bliver i den alder, hvor man kan putte ham i hvilken som helst seng, men lige nu er det vigtigt for mig (og ham), at han får rigtig mad og bliver puttet i sin rigtige seng, på det rigtige tidspunkt. Jeg er dybt misundelig på dem, som kan slippe kontrollen og bare skide hul i ‘plejer’ og kedelige (men i min verden så vigtige!) rutiner.

7. Hvor blev maden af?
Jeg er begyndt at sluge min mad. Jeg spiser rætti hurtigt og rætti meget – for man må jo smede mens jernet (eller maden) er varm! Selv når Mads og jeg er ude alene, så spiser vi sindssygt hurtigt. Det er bare blevet et must, hvis vi gerne vil have nogenlunde varm mad – eller bare mad i det hele taget.

8. Undskyld, jeg hørte ikke lige efter?
Der var ingen, der havde fortalt mig, hvor svært det er at fokusere på en samtale, når ens baby er vågen. Eller måske er det bare mig, der har mistet evnen til at multitaske. Så skal baby op, så vil baby ned, så er baby sulten eller tørstig, så skriger baby, fordi jeg ikke snakker til ham. Så flitsbuer han den, river i håret eller slår hovedet ind i bordbenet. Alt imens mine (børnefrie) veninder kvidrer videre og jeg lader som om, at jeg hører efter. Blandt andet derfor er timing essentielt, når jeg skal mødes med veninderne, så han i det mindste sover første halvdel af vores date og jeg får lidt ud af vores kvidretid.

9. Kan han ikke bare få rugbrød med leverpostej for 8. dag i træk?
Tænk, jeg syntes det var besværligt det dér med mad, inden Gustav kom. Åh, if I only knew. For det første rækker min fantasi til, hvad Gustav kan spise, ikke særlig langt. Det inkluderer: broccoli, blomkål, rugbrød, leverpostej, torskerogn og diverse købegrød. Så siger sundhedsplejersken til mig: “Men han skal jo bare spise det, som I spiser til aften”… Men vi spiser jo for helvede takeaway tre gange om ugen! Jeg tror ikke hun mener, at jeg skal stikke kebab, pizza eller bagel i ham? Jo jo, på papiret har jeg mere tid til at handle. Men i praksis, når Mads først er hjemme ved 18-tiden (og det er jo der, vi skal spise i vores nye strukturerede liv) så er det en kraftanstrengelse at handle (og allerførst google hvad vi overhovedet skal ha’) OG lave maden, mens Gustav (der nu kravler) vælter kettlebells og hiver i ledninger inde i stuen. Hvornår blev jeg så voksen, og hvorfor var der ingen, der fortalte, at det er meget nemmere bare at blive boende hos de gamle <3.

10. Hvad alle havde fortalt mig….
…var, at man glemmer smerten og fødslen med tiden. Jeg har grint og tænkt, at det var en fed løgn og det kommer jeg ikke til. Det gjorde jeg. Altså, ikke helt (læs punkt 1). Men oplevelsen er ligesom ude af min krop. I ugerne efter fødslen tænkte jeg, at der skulle gå RIGTIG lang før det skulle ske igen. Ikke fordi jeg er klar til at være gravid igen, men jeg glæder mig lidt til oplevelsen igen og det er slet ikke så skræmmende længere.

Især ikke, når man hører baby grine til dig. Når baby rækker armene ud efter dig, når baby lægger sin pande mod din. Så kommer det bag på mig, hvor stort det er at blive mor.