Jeg er pludselig blevet meget voksen. Eller mit liv er et meget voksent sted, om ikke andet.

Der er et eller andet ‘sødt’ og ‘ungt’ ved at trille rundt med sin flotte mave eller på barsel med sin lille-bitte bebs. Og så rammer det: Gustav har fået en vuggestueplads. Han starter om under 2 uger. Og jeg starter på arbejde om under 3! Det er alt andet end nuttet. Det er meget voksent, meget virkeligt og faktisk også lidt skræmmende.

Den famøse boble, som jeg troede, at jeg kun befandt mig i med en nyfødt, den lever i bedste velgående. Og den skal til at brydes. Ikke som i “jeg lader lige luften sive stille og roligt ud”. Mere som i “jo hurtigere plastret hives af, jo mindre gør det ondt”. Slam, og et nyt kapitel skal starte.

Og det er jo egentlig også fint nok. Der er jo det ved dagpenge, at det er hyggeligt at ‘holde fri’ og få penge på kontoen. Men kun hvis man ved, at det ender. Ellers er det svært at leve i nuet og trisse rundt ubekymret. Og jeg er heldigvis så heldig, at jeg vender tilbage til et job som jeg kan li’ og kollegaer, som gør min hverdag bedre. Jeg er uddannet cand.merc.(kom)’er fra CBS og arbejder med kommunikation i Deloitte. Det er et job, hvor jeg sjældent arbejde 37 timer på en uge. Så var den i hvert ret stille. 

Men everything must come to an end – og heldigvis stopper jeg på barslen mens legen er god, og ikke fordi jeg er træt og ked af at gå herhjemme. ærlig talt synes jeg, at det er svært at starte på arbejde igen. Ikke fordi, jeg ikke vil arbejde igen. Og ikke fordi jeg vil blive ved med at gå hjemme. Men fordi det betyder, at jeg ikke længere skal være fuldtid med Gustav (på godt og ondt) og kommer heller ikke til at være det igen foreløbigt.

Jeg er en tryghedsnarkoman, og jeg stortrives i struktur og rutiner. Sådan fungerer jeg bedst. Netop derfor har jeg haft det rigtig svært de første par måneder på barslen. Der var ingen struktur, fordi små babyer nu engang ikke er særlig strukturerede. Jeg kunne intet tage på rutinen, for alt var nyt og jeg var på udebane og ude af min comfort-zone. Stille og roligt skabte vi en hverdag sammen, og så går det hele meget nemmere. Nu skal jeg til starte på en ny slags hverdag. Sådan en “hente-bringe-ulvetime-indkøb-madlaving-puttetid”-hverdag. Og det skræmmer mig faktisk, for nu har vi fået den her installation til at virke så godt! Og Mads vil gerne gøre karriere, og jeg vil gerne gøre karriere og samtidig vil vi begge gerne være sammen med Gustav hele tiden. Jeg ved, at det ikke er en ligning, der går op, men vi må gøre vores bedste – ligesom de tusindvis af andre børnefamilier, som i sidste ende får det hele til at gå op.

Men tænk engang. Jeg er ved at lede efter en ny cykel – med børnesæde! Overvej lige, hvis jeg skal i byen med pigerne og skal cykle halvfuld hjem på min cykel – med børnesæde!

Shit just got real, venner. 

Men lad mig lige slutte af med en sød kommentar fra en kollega, da jeg skrev, at Gustav skulle starte i vuggestue. Hun svarede mig: “Tænk, hvor mange nye, søde venner han får”. Og hvor har hun ret. Vuggestue er ikke kun for mors og fars skyld. Det er også for Gustavs, så han kan spejle sig i andre børn, udvikle sociale kompetencer og forhåbentlig en dag blive et omsorgsfuldt og kærligt lille menneske 🙂