Mads og jeg havde været kærester i 10 år, da vi fik Gustav. Siden 2006 (hvor jeg som 17-årig og med (for) langt pandehår og ring i næsen forelskede mig i Mads), har vi spist på alverdens restauranter, arbejdet en masse, spist brunch over hele København, brugt vores løn på rejser, haft VIP-kort til biffen, spillet golf – og alt det, som er nemt, når man kun er to.

Så vi havde fået en masse oplevelser ud af systemet og ind på mindekontoen, da jeg blev gravid. Og det er jeg glad for i dag, så vi har kunne give plads til nye af en anden slags. Ikke at man behøver vente 10 år med at få en baby 😀 Men på barsel bliver det liv, du engang havde, sat på pause og udskiftet med bleer og babymos. Det er ikke for sjov, at man er gravid i 9 måneder! For det er ikke kun kroppen, der skal udvikle sig. I min verden skulle hovedet følge med. Den pause og tilsidesættelse af egne behov og lyster, skulle jeg være mentalt indstillet på – ikke kun mig, men også Mads, fordi vi sammen skal kunne acceptere vores nye hverdag. Det driller stadig en gang imellem, når vi bare gerne vil kunne shoppe i fem timer, hoppe spontant i biffen eller nyde en brunch, når det passer os. Vi har været så vant til altid at sætte os selv først, og det kan tage tid at ændre gamle vaner. Og det kan tære lidt på det parhold, man kendte.

Bevares. Dit liv slutter ikke idet du bliver mor eller far. Det bliver bare anderledes i en periode. Nu har jeg ikke tænkt mig at skrive et indlæg med gode råd til parforholdet – for jeg er lige så meget på udebane, som alle andre. Udebanen bliver dog mere og mere velkendt og tryg, og med tiden bliver det vores nye hjemmebane. Men vi har vi også været igennem de klassiske udfordringer og har (efter lidt råben og rullende øjne) talt os vej gennem dem. Vi falder stadig i, selvom vi ved bedre. Selvom vi ved, at det er loose-loose. Her får I de to klassikere, som (forhåbentligt) ikke kun Mads og jeg døjer med:

Hvem har det hårdest?

Åh. Jeg tror, vi har den oppe og vende hver dag. Jeg synes selv, at jeg slider og slæber en hel dag med Gustav. På en dårlig dag er jeg pissetræt efter en nat med 5 amninger. Jeg er pissetræt af en baby, der hverken vil spise eller puttes. Jeg har gjort rent, handlet, vasket tøj, hængt tøj op og lagt det rene ind i skabet. Puttet baby tre gange. Fodret baby tre gange – og gjort rent derefter tre gange. Og indimellem har jeg snakket babysprog og skiftet ble.

Så kommer Mads hjem fra arbejde. Og i et ukoncentreret øjeblik kan han finde på at sige ‘jeg er så mega træt’. Hvilket jo er helt fair – men det er ligesom om, at jeg har taget patent på den sætning på barslen og ingen andre må tage den i deres mund! Og jeg kan aldrig dy mig. “Nåh, du har da ellers ikke været oppe fem gange i nat. Det lød da som om du sov strålende”. Stop dig selv, Sofie.

Mads står op kl. 7 med Gustav. Og mens han gør sig klar til arbejde, passer han Gustav og gi’r ham dagens første grød, så jeg kan sove til 8-8.30. Han suser på arbejde. Et arbejde, der kræver, at han er på hele dagen. Præsentationer, medarbejdere, kunder, chefer – I kender rumlen. Han er hjemme tidligst 17.30, hvor han typisk får stukket G i hænderne, så jeg kan lave mad. Derefter tager han opvasken, mens jeg putter Gustav. Og så har vi lige to timers tid foran fjerneren før jeg går omkuld.

Det er jo ikke fordi manden klør røv, mens jeg render rundt og leger husmor. Men jeg hungrer efter anerkendelse af, at jeg gør det godt som mor. At jeg slider og sætter mine behov til side. Men stop nu jer selv, hvis I kender den her diskussion. Den kamp kan ingen vinde. Mads savner samme anerkendelse, fordi hans hverdag er ligeså hård – den er bare anderledes.

Husk nu at klappe hinanden på skulderen. Giv lige et ekstra kys og fortæl hinanden, hvor godt de gør det, og hvordan hverdagen ikke hænger sammen uden den anden. Det er jo sandheden – og husk nu at give hinanden den anerkendelse!

Hvem ved bedst?

Vi bruger rigtig meget tid på: “Tror du han har nok tøj på?”, “Har han fået nok mad?”, “Er han for varm?”, “Hvorfor gør han sådan med hovedet”, “Er det normalt at sige de lyde?”. Vi er stadig så meget på udebane, og det ændrer sig nok først, når vi får en 2’er. Heldigvis er vi sammen om det og føler os frem – sammen. Det er også noget af det fede ved at være forældre. Vi lærer så meget hver dag, og er fælles om en opgave, som vi ikke havde som kærester.

Men nogle gange tror man (jeg), at jeg ved bedre.

Jeg bruger næsten alle 24 timer i døgnet med Gustav. Derfor kender jeg ham rigtig godt, og ved efterhånden, hvad der virker – og hvad der ikke gør. Derfor gør jeg tingene på min måde, fordi det er den hurtigste vej til målet. Men inderste inde ved jeg jo godt, at det ikke er den eneste vej til målet.

Alligevel har jeg svært ved ikke at blande mig, hvis Mads fx en dag kæmper med at give ham mad eller få ham til at sove. Det er ikke, fordi Mads ikke ved, hvordan man gør. Han kender udmærket sin søn. Men nogle gange har jeg bare lige et trick eller to, som jeg så hjertens gerne vil give videre. I mit hoved er det kun i god mening og fordi jeg vil hjælpe min familie. Men for Mads kan det virke, som om jeg ved bedre og retter ham i, hvad han skal gøre med sin søn. Det er en klassiker!

Jeg har lært at vælge mine kampe. Jeg kan jo se, at Mads får det til at fungere, så der er ingen grund til, at jeg skal man-handle ham. Hvis jeg virkelig brænder inde med noget, så er jeg begyndt at spørge, om jeg må komme med et tip – og oftest er det helt okay, så længe det bare er en hjælpende hånd og ikke en belæring.

Det skal også lige siges, at Gustav er en nem dreng. Han vil ammes meget om natten, men græder ellers meget lidt og er lutter smil i løbet af dagen. Når han endelig græder, så kan jeg straks mærke stressniveauet i det lille hjem stige – hurtigt. Måske også, fordi vi ikke er vant til det. Der er det i min erfaring ikke tiden til gode råd 😀

Det lyder så banalt. Men tal med hinanden, vend det hele, snak og diskutér. Gerne når baby sover og tiden er til det. Hvis man er på samme side, så er det nemmere at navigere uden om misforståelser. Det er svært in the heat of the moment, men det har hjulpet os – både som nybegynderkærester i 2006 og som nybegynderforældre fra 2016.