Vores tur til smukke Nemi

Vores tur til smukke Nemi

Mine forældre har købt en part i en lejlighed i italienske Villa Diana, som ligger i Nemi. Hvert år har de lejligheden i de første to uger i maj. I år var første gang, vi skulle besøge den, og vi anede ikke, hvad vi skulle forvente. Nemi er en lille by, som ligger ca. 30 kilometer fra Rom. Når Gustav bliver lidt større kunne vi godt tænke os en dagtur til Rom, men i denne omgang blev det primært chill i nærområdet 🙂

Lejligheden er fin med hems og plads til seks personer (hvis man er komfortabel med at bo tæt). Men det er udsigten, der er værd at skrive hjem om.

Villa Diana, der ligger på en klippeskrænt med udsigt til søen i Nemi.
Udsigten fra lejligheden
Den lille by Nemi er den fineste og autentiske italienske by. I weekenderne er den velbesøgt af turister, fordi der er så smuk en udsigt. Men ellers er den fyldt med lokale italienere, der hænger ud på pladsen, på deres altaner eller på stamcafeen.

Flyveturen derned gik okay – bedre end til Fuerteventura! Jeg kan virkelig godt mærke, at Gustav er blevet ældre – og jeg er vokset med opgaven. Græder han, så græder han. Han kom hurtigt i bæreselen og efter et kvarters skrigeri faldt han i søvn. Der var så meget god karma fra det italienske flypersonale, der slukkede lyset i flyveren “for så kunne baby bedre sove”, at jeg kun kunne ankomme til Italien i godt humør, omend en anelse svedt.

Generelt var denne uges ferie langt mere succesfuld end vores tur til Fuerteventura, som du kan læse om her. Det var den, fordi Gustav er blevet ældre, han spiser rigtig mad, og han kan bedre bevæge sig (selvom han endnu ikke kravler). Han kan underholde sig selv længere og set i bakspejlet var han helt klart i et eller andet spring på vores sidste ferie. Han LARMEDE, og skreg og sagde mærkelige lyde, som ingen gad høre på i længden. Han er begyndt at græde mere den seneste måned, men det er bedre end alle de overtrætte, utilfredse lyde, som vi døjede med sidste ferie. Når han græder kan vi hurtigt stoppe det ved at putte ham, lidt bryst eller lidt underholdning alá Postmand Per. Babyer er jo egentlig ikke så komplicerede 😉

Og nu kommer det helt geniale. Vores lejlighed ligger oven på en (god) restaurant, så hvis jeg ikke kunne overskue en overtræt baby på restaurant, så puttede jeg ham bare i lejligheden og tog babyalarmen med ned på restauranten. Det betød, at jeg havde mindst to timer til bare at nyde min mad og slappe af i hele situationen. Den sidste aften passede mine forældre Gustav, så Mads og jeg kunne tage ud og spise og være mere kærester end forældre, blot for en aften. Men who are we kidding – præsidenten dominerer ikke kun vores liv, men også alle vores tanker og samtaler. Han fylder meget, og det må han også godt.

Ellers brugt vi tiden på at slentre rundt i byen, drikke kaffe, skifte ble, made, putte og skifte og bade i solen. Alt i alt en dejlig ferie, hvor jeg har været meget mere til stede end sidst.

 

 


2 svar til “Vores tur til smukke Nemi”

  1. De der tigerspring er forfærdeligt, jeg slet ikke forestille mig at være ude og rejse midt i et … åhhhh!!

  2. De der tigerspring er forfærdeligt, jeg slet ikke forestille mig at være ude og rejse midt i et … åhhhh!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.