Jeg blev for lidt siden spurgt af én fra familien, hvorfor jeg instagrammer. Hun er af en anden og ældre generation og hun spurgte helt uden fordomme eller kritik. Jeg kunne se hendes forundring og nysgerrighed over at have behov for at dele sit liv med så mange fremmede.Og jeg blev faktisk lidt paf, og havde ikke lige svaret til hende, men det er noget, som jeg har tænkt over siden.

Jeg startede min instagram som “fitbysophy”. Det handlede om min mad, træning og krop. Jeg ville gerne inspirere andre, og i dag kan jeg simpelthen ikke forstå, hvorfor andre synes det er inspirerende at følge med hos en fremmed og hendes træning. I dag synes jeg, at det i høj grad er en kilde til andres dårlige samvittighed. “Har I også trænet i dag?”… Åh, jeg har stadig en del træningsprofiler, som jeg følger. Men hvis jeg finder sådan et spørgsmål i mit feed, så er det da lige før jeg unfollower. Nej, jeg har fucking ikke trænet i dag og det eneste jeg har fået ud af dit billede er, at DU har trænet og jeg føler mig som en strandet hval med en kæmpe hvalunge. Så spiser jeg en flødebolle med hvid chokolade og lakrids og kommer videre. I får lidt billeder her, men I kan jo også scrolle ned i mine billeder på instagram og få en idé om, hvad jeg taler om.

Og det er jo egentlig ikke fordi “se mig, se mig”-tendensen har ændret sig efter Gustav er blevet født. Nu er det bare “se Gustav, se Gustav” 😉 Men jeg får 100 gange mere igen på Instagram efter Gustav er kommet til verden.

Jeg har fået en KÆMPE cybermødregruppe. Og de der følger, som ikke har børn, de synes måske, at mine små hverdagsfails er sjove at følge med i eller også er de skjult skrukke (eller måske skræmte for livet!). Det startede næsten lige efter han blev født, hvor jeg fik brystbetændelse. Min instagram blev lagt ned af gode råd og “jeg har også været der”. Og ja, nogle gange kan gode råd godt blive for meget, hvis man ikke har bedt om det og iøvrigt synes, at man gør det strålende! Men jeg beder jo selv om det. Og tak for alle jeres kommentarer.

Jeg glæder mig til at lægge et billede op, som I har kommentarer til. Af en situation som jeg ved, at mange af jer enten kan grine af eller genkende. Og efterhånden har jeg fået så mange søde beskeder, der takker fordi jeg skriver om en anden side af moderskabet. Men jeg vil ikke skrive om de træls sider bare for at dyrke det. Dengang jeg havde en træningsprofil følte jeg mig ‘fanget’ i træningsbillederne. Det var nu engang konceptet, så jeg følte ikke, at jeg kunne lægge andet op.

Det er en befrielse at skifte navn og at kunne dele alt fra mit liv. Jeg har ikke problemer med, at I skal følge med. I sidder garanteret i præcis de samme situationer.

Kort sagt. Jeg deler mit liv på instagram, fordi det ikke er perfekt – og det er jeres (forhåbentligt) heller ikke (nåh ja, og så fordi Gustav er über-cute). Fordi det er hårdt, sjovt, trættende og generelt rigtig godt. I bund og grund et liv, som mange af jer andre kan genkende – med eller uden børn. Det er ikke altid, at instagram bugner af profiler, der viser andet end designerbørnetøj, designermøbler, perfekte køkkener, flotte numser i træningsbukser, Royal Copenhagen og ryddelige børneværelser. Så nu er det blevet min mission ikke at lægge fingre imellem.

Og så vil jeg bare sige tak, fordi I hjælper, støtter, kommenterer, griner, komplimenterer, driller og trøster <3