
Jeg kan sige så meget, at hvis ikke Mads’ forældre havde bragt og hentet os fra lufthavnen (i to biler…), så ved jeg ikke, hvordan vi nogensinde var kommet ud af lejligheden.
Flyveturen på ca. 5 timer gik semi begge veje. Han havde en fest indtil han blev træt, så græd han i ca. 45

minutter indtil han gav op og faldt i søvn. Da der efter 30 minutter kom turbulens og en stewardesse kom og bad os vække ham og spænde ham fast… ja, der kunne jeg begå mord. Jeg valgte ikke at lytte til hende – det var første gang længe, at jeg valgte at ignorere en autoritet 😀
Min far skulle ikke med os hjem, da han skulle videre til Portugal, så vi havde et sæde i overskud på vejen hjem – og det kan jeg virkelig anbefale. Jeg ved godt, at det kan være dyrt på længere distancer – men jo længere, jo mere guld værd er det sæde. Hvis ikke du har et sæde og baby endelig falder i søvn på dig, så sidder du SÅ STILLE for ikke at vække guldet, at din røv går i kramper og den venstre arm og højre fod begynder at sove. Men fuck det. Bare baby sover.
Jeg blev desuden meget forkølet på vejen derned. Så mens jeg sad der i midterrækken (jeg hader midterrækken) med en grædende Gustav i armene (jeg hader når Gustav græder), som jeg ikke kunne lægge fra mig, så begyndte jeg at hulke med. Jeg var…så….træt og havde mega ondt af mig selv. Min mor sad på den ene side og Mads på den anden. De nussede mig på kinden og klappede mig på håret og lod mig græde lidt i fred. Desuden var alle omkring så forstående. De snakkede lidt med Gustav og sagde til mig, at det hele blev nemmere med tiden. Ikke lige som mig, der før jeg fik børn hatede på både babyer og forældre for fuld damp, hvis de larmede. Gud, en bitch jeg var.
Anyways, det har været dejligt med sol på næsen og familien og manden tæt på mig hele tiden. Jeg tror også det var godt for Gustav (og Mads), at far var der i løbet af dagen. Jeg trives (lidt for) godt i rutiner, så jeg kæmpede fra dag 1 med en rutine. Men Gustav forstod ikke rigtig at sove i klapvognen og kun enkelte lure blev over 30-40 minutter. Det betød, at vi alle var mere på end herhjemme i løbet af dagen.
Når han var vågen og oplagt, så lå vi ved poolen og ledte længe efter et perfekt spot, hvor han fra skyggen kunne kigge på livet, der gik forbi og Mads og jeg kunne nyde solen lige ved siden af – bare i 7 minutter 🙂 Det var skønt! Han er god til at passe sig selv, hvis der er nok at kigge på og masser at smage på.

Vi boede på et kæmpe resort med all-inclusive. Og udover nogle golfrunder, så var vi der i to uger. Det har vi aldrig prøvet før. Hverken at bo samme sted i to uger eller all-inclusive. Det var nu egentlig meget rart ikke at tænke på madlavning eller indkøb, så vi havde endnu mere tid til os. Vi ville måske gerne have set mere af øen eller spist andre steder, men vi havde en tvivlsom autostol i bilen (og en meget nervøs far) og overskuddet efter kl. 18 dalede i takt med at Gustav blev mere og mere træt.


Derfor blev aftensmaden tit indtaget hurtigt og effektivt, så jeg kunne tage min larmende baby med hjem for at putte. Mads sagde flere gange, at jeg bare skulle slappe af i det. Lade Gustav ‘hygge sig’ og bare spise min mad i fred, som om der ikke sad en jamrende måge ved siden af mig. Men jeg kan bare ikke være i det og slappe af, når han ikke rigtig har sovet i løbet af dagen og siger (nye) og meget (irriterende) høje lyde, hvis ikke han sidder på nogens arm. Apropos det dér med at være en uncool mor.
I sidder sikkert og tænker, at jeg bare skal tage en chill-pill og slappe lidt af. Men det her var første ferie med baby. En alder, hvor han stadig ingenting kan selv, men alligevel er meget bevidst om, hvem der tager sig af ham, og hvad man laver. På den anden side har I fuldstændig ret og jeg har trods alt lært, at Gustav ikke tager skade af at komme ud af sin rytme og måske ikke få sovet det han burde.
Det var dejligt med varme i kinderne. Det var dejligt med nogle timers fritid til golf. Det var dejligt med to uger sammen med min familie. Og jeg frygter ikke vores næste ferie – nu er jeg forberedt! Men hvor er det også dejligt at være tilbage 🙂
4 svar til “Vores første ferie med baby”
Åhh, må indrømme at jeg var lidt flad af grin flere gange da jeg læste indlægget. Jeg har selv en datter på 5 måneder og har tit tænkt hvordan folk kan overskue at tage på ferie med deres små børn. Bare vi skal på udflugt herhjemme i Danmark eller besøge nogle, synes jeg det er totalt nervepirrende. Og hvor kan jeg godt sætte mig ind i at du ikke kan nyde maden mens Gustav siger nye irriterende lyde. Det kan jeg ikke engang herhjemme Hilsen en mor der snart skal på ferie med sin datter for første gang – doh bare sommerhus i DK P.s. Blev Gustav passet mens i spillede golf? Vil han tage sutteflaske eller timede du amningen så det passede ind?
Åhh, må indrømme at jeg var lidt flad af grin flere gange da jeg læste indlægget. Jeg har selv en datter på 5 måneder og har tit tænkt hvordan folk kan overskue at tage på ferie med deres små børn. Bare vi skal på udflugt herhjemme i Danmark eller besøge nogle, synes jeg det er totalt nervepirrende. Og hvor kan jeg godt sætte mig ind i at du ikke kan nyde maden mens Gustav siger nye irriterende lyde. Det kan jeg ikke engang herhjemme Hilsen en mor der snart skal på ferie med sin datter for første gang – doh bare sommerhus i DK P.s. Blev Gustav passet mens i spillede golf? Vil han tage sutteflaske eller timede du amningen så det passede ind?
Hej Marie Undskyld, jeg aldrig fik svaret dig! Gustav blev passet de dage, hvor vi spillede golf
Hej Marie Undskyld, jeg aldrig fik svaret dig! Gustav blev passet de dage, hvor vi spillede golf