Først nu, næsten to måneder efter fødslen, har jeg fået taget mig sammen til at skrive om min fødsel. Ikke fordi, jeg havde en kompliceret eller svær fødsel. Det var faktisk en fødsel lige efter bogen og som jeg havde “bestilt” (som jeg har skrevet lidt om i tidligere indlæg). Det var bare så overvældende en oplevelse, at jeg lige skulle have den på afstand ? og derudover er tidsforløbet på de 24 timer fra første ve til Gustavs første suk en smule tåget, så jeg har haft brug for Mads til at hjælpe mig med at huske forløbet.

Netop fordi Mads var så stor en støtte og fulgte fødslen så tæt, så får I også hans små kommentarer på timerne, som vi nok oplevede lidt forskelligt 😉

?Hvordan føles en ve??

Torsdag aften kl ca. 22 får jeg lidt ondt i maven. Det kommer lidt i bølger, ligesom mavekneb, så jeg er ikke helt sikker på, om det er regulær luft i maven eller en fødsel, der er ved at gå i gang. Jeg kunne stikke ?du er ikke i tvivl om, når du har fået veer? skråt op. Jeg går i seng og Googler ?hvordan føles en ve??, for jeg har ikke en anelse om, hvad det er, jeg kan mærke.

Natten er urolig og Mads flytter ud på sofaen, da han har en anelse om, at den efterfølgende dag vil kræve en del energi – og han skal være kampklar! I løbet af natten tager kramperne til, og da jeg næste morgen krymper mig ca. hvert 20. minut, begynder jeg at blive mere sikker på, at der er tale om veer og ikke mavekneb. Jeg tør dog stadig ikke sætte næsen op efter fødslen, så jeg sender Mads på arbejde, da han har et vigtigt møde.

Efter mødet ringer Mads for at checke op ? og nu er ingen af os i tvivl længere. Smerten har flyttet sig til lænden og kommer regelmæssigt. Mads flyver hjem og ingen af os er nu i tvivl om, at fredag d. 16. september vil blive en virkelig spændende dag! Jeg kan huske at mærke glæde, spænding, usikkerhed og nervøsitet over, hvordan mit liv fra den dag af ville ændre sig.

Mads: Det var en lang nat! Jeg kunne ikke finde ud af, om Sofie var ved at gøre sig klar til fødsel eller bare sov let på grund af fuldmåne. Hun vendte og drejede sig og sagde mærkelige lyde i søvne. Til sidst rykkede jeg ind på sofaen for at få et par timers søvn. Om morgenen var vi stadig i tvivl og aftalte, at jeg bare tog på arbejde. Der gik ikke mere end 1,5 time før jeg kunne tage hjem igen.

?I kan bare tage plads i venteværelset?

Så her sidder vi og ser sæsonafslutningen på Bloodline på Netflix. Jeg har taget et langt bad (hvor slimproppen går ? mums) og kører min Laboro-vejrtrækning (fra Smertefri Fødsel) under hver ve. I sommerkjole, med makeup, håret føntørret ? så kan man da ikke blive mere klar til at føde! (don?t judge).

Vi ringer til Riget, når der er ca. 4 minutter mellem veerne. Jordemoderen siger: ?I kommer bare ind, når I ikke kan håndtere det alene mere?? Undskyld? Hvornår kan man ikke håndtere en fødsel alene mere ? og hvad nu hvis jeg venter så længe, at jeg pludselig skal presse!

Da vi ca. kl. 16 står på fødegangen fortæller jordemoderen i receptionen, at der ikke er nogle ledige jordemødre eller fødestuer, så vi kan tage plads i venteværelset (ude på gangen), og så kommer de og henter os (øh, om 5 eller 30 minutter?!). På vej ud på gangen får jeg en ve efterfulgt af et mindre sammenbrud. Jeg hulker i armene på Mads. Jeg er overvældet, træt og utryg over at skulle have veer på en gang, hvor folk render frem og tilbage. Jeg sammenligner det lidt med at skulle kaste op. Der er ikke noget værre end at have det dårligt og skulle kaste op offentligt foran andre mennesker ? det samme gjorde sig gældende med mine veer!

Mads er min helt og hiver fat i en jordemoder, der slet ikke hører til vores gang ? men hun kan høre på Mads? stemme og se på mine øjne, at vi vil have godt af et sted, hvor jeg kan have veer i fred. Vi bliver lagt ind på et akutværelse – her går tiden ellers bare i stå?..

?Lattergas! JA! JA!?

?. for jeg er kun 2 cm åben ? og det bliver jeg ved med at være de næste tre timer! Hold nu kæft. Imellem veerne begynder min krop at ryste helt ukontrolleret, fordi jeg er så træt. Også psykisk træt, fordi der ikke sker en skid.

Vi har stadig ikke fået en jordemoder eller en stue, men vi har hinanden og en seng hver, hvilket er nok indtil jeg simpelthen ikke orker at have ondt mere. Mads henter den søde jordemoder (der stadig ikke burde have noget med os at gøre), og hun spørger, om jeg måske har lyst til noget lattergas?

LATTERGAS! Jaaa, ja for fanden. Jeg får masken på og opdager, at den hurtige, overfladiske vejrtrækning, som jeg har øvet mig på, ikke dur i masken. Mads holder mig i hånden og beder mig flere gang puste ud i selve masken, da han sidder og bliver småskæv af gassen, der ryger rundt i rummet. Det slår mig lidt ud, men jeg finder ud af den dybere vejrtrækning ? og nyder den ro, som lattergassen giver. Ikke under, men mellem veerne.

Og pludselig siger jeg en lyd. Helt ukontrolleret kommer der et dybt støn helt nede fra min mave. Det føles som om jeg skal presse, og Mads løber ud efter en jordemoder.

?Han kommer aldrig ud af mig. Det er umuligt?

Klokken er 21 og jeg har endelig åbnet mig 5-6 cm ? og pludselig går mit vand. Fuldstændig som på film. Mads ser chokeret med fra sidelinjen, da der pludselig lyder et højt SJASK. Som hvis man prikker hul på en kæmpe vandballon og der vælter (hvad der føles som 10 liter) vand ud af mig. Der er helt stille og jeg siger ?Jeg tror, mit vand er gået?. Mads griner og mumler et ?No shit?.

En halv time efter går de rigtige presseveer i gang. Og hold da MAGLE en vanvittig følelse. Alle har sagt til mig, at jeg skal glæde mig til pressefasen, for så kan man endelig bidrage aktivt til fødslen ved at presse. Nej, nej, nej. Jeg hadede pressefasen og den ukontrollerede følelse af, at kroppen bare skal have en baby ud ? om du vil det eller ej.

Pressefasen tog 20 minutter. Den føltes som 2 timer. Jeg siger lyde, som jeg aldrig havde troet, jeg kunne sige. Jeg lyder som et dyr og tror, at alt skal ud af mig på samme tid fra alle ender. Og ikke bare på sådan en ?det føles som om du rigtig skal på toilettet?-måde. Denne følelse kan ikke sammenlignes med noget og undervejs tænker jeg, at det her projekt er umuligt ? han kommer aldrig ud af mig! Lige da jeg tænker det, siger jordemoderen, at hans hoved bliver ved med at komme ind og ud, og at jeg skal presse ordentlig til.

Og pludselig er hans hoved ude. Jeg føler på det inden næste ve. En fedtet kugle på størrelse med en tennisbold ? virkelig syret. Endnu mere syret er, at han begynder at græde ? kun med hovedet ude! What?the?..

Mads: Tiden fra, at jordemødrene (én jordemoder og en jordemoderstuderende) relativt roligt konstaterer, at Sofie kun er 5 cm åben til de pludselig render lettere forvirrede rundt (sådan føles det i hvert fald) og reder op til fødsel, tager ikke meget mere end 30 min. Vi når ikke at få en fødestue, så Sofie skal føde i akutværelset. Jeg tænker, at det er godt at bevare roen, for jeg synes egentlig ikke, at der er meget ro på stuen (to jordemødre, der udveksler informationer, én jordemorstuderende, der skal instrueres og en fødestue, der mangler en del udstyr).

Mens den tanke går gennem mit hoved, så lyder der et højt plask fra Sofies underliv. Øh, eksploderede min kærestes underliv lige?! Syret – men hun smiler, som har hun slået en prut – så jeg kan ikke lade være med at udbryde et kort grin. Kort efter går en bison fra urtiden i gang med at føde vores søn. Lydene er Hitchcock værdigt. Snart popper der en lille tennisbold ud, som ligner, at den er blevet slæbt gennem en vandpyt. Uglet, krøllet, rynket og slet ikke sådan som man troede, ens barns hoved skulle se ud. Gud hjælpe mig, om den lille bold ikke også begynder at græde. Sært syn at se et hoved hænge grædende ud af ens kærestes skød. Det bliver sgu? ikke mere mærkværdigt, fantastisk og fuldstændig surrealistisk.

Hej Gustav

Det er hårdt at presse resten af kroppen ud, da han har sin arm viklet om halsen, så han fylder mere end normalt. Men da det endelig sker, og Mads griber ham, og han bliver lagt på maven? Er jeg mest af alt bare lettet. Lettet og stolt over, at jeg har bragt et lille menneske til verden.

Jeg er overvældet over oplevelsen. Og forundret over, at nogle fortæller mig, at det ikke gør ondt at føde. Bevares, det er en konstruktiv og meget meningsfuld smerte. Men jeg kunne GODT mærke det.

Men til gengæld er det rigtigt, hvad alle siger ? det er det hele værd og jeg gør det gerne igen <3 For der på mit bryst lå Gustav og kiggede med sine skeløjede øjne på mig. Vi græder lidt sammen over, hvor uvirkeligt det er at kigge på vores krøllede, fedtede, blålige, velskabte og helt perfekte søn.

Mads: Halvvejs gennem pressefasen fremstammer Sofie, at jeg gerne vil tage i mod Gustav. Ja, det havde vi aftalt på forhånd. I mellemtiden er der dog sket det, at Gustav har fået elektroder på hovedet, fordi jordemoderen i en periode ikke kunne høre hans hjertelyd. Lettere skeptisk kigger jeg ned på elektroder, ledninger og derefter op på jordemoderen og den studerende som begge ligner et par dådyr fanget i forlys. Jeg siger, at det må vi lige se på. Sofie, der ikke ved, at vi ikke kunne høre hans hjertelyd og at han har elektroder på hovedet, kigger bestemt (som en insisterende terminator) op og siger: ?Hvis du ikke vil, så gør jeg det?. Jordemoderen må have tænkt: ?Så hellere faren? for hun hiver mig ned i fodenden og spørger om jeg er klar. Tjoh, det er jeg vel (selvom jeg ikke havde handsker, kittel eller andet udstyr på). I næste ve hiver den garvede jordemoder TIL, og Gustav kommer flyvende ud og jeg når lige at gribe ham med hjælp fra den studerende. Hold kæft, det var vildt. Op til mor, en tur på 5 sekunder, men hvor han, som en lille Michelin-mand, pustede sig dobbelt så stor op på vejen.

Da han lander hos Sofie ligner den krøllede fyr med tennisbold-hoved pludselig en dreng. Vores Gustav. Gud, han var smuk.