Jeg syntes godt nok, at jeg var lidt svimmel og kvalm den vintermorgen efter spinning. Nu måtte jeg også stoppe med at springe morgenmaden over inden træning, tænkte jeg. Jeg stod i det lille tekøkken på arbejde og panikkede lidt over, om jeg skulle besvime eller kaste op.

I stedet besluttede jeg mig for lidt sukker og lidt dybe vejrtrækninger, og hen ad dagen gik det bedre. Nogle dage efter, da jeg ryddede op i skufferne derhjemme, faldt jeg over en ‘just in case’ graviditetstest, som havde hygget sig i skuffen i nogle år. Jeg tænkte tilbage på episoden i tekøkkenet, men der var også noget andet i hele min krop, der fortalte mig, at noget var anderledes. Jeg havde været forvirret, træt, ked af det og underlig til mode – faktisk følte jeg mig fuldstændig ved siden af mig selv. Så i stedet for at gemme den test til en dag, hvor Mads og jeg rent faktisk var i gang med projekt baby – så kunne jeg sgu lige så godt få den af vejen med det samme.

De to streger kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde ikke vejledningen længere (okay, hvilken idiot har brug for en manual til en graviditetstest, tænker I nu) – men helt seriøst, da jeg sad der kunne to streger betyde alt. Var det egentlig tre streger, der betød man var gravid?! Efter nogle liter vand og endnu to test fra Netto var vi ret sikre på, at der var en lille ært i maven – og jeg var blevet overbevist om, at to streger (på tre forskellige sticks) betød, at jeg skulle være mor.

Men vi skulle jo have været gift i maj! Og hvad med mit nye job! Jeg sad på sofaen ved siden af Mads og hulkede. Mads græd også – ikke fordi vi var kede af det. Vi var chokerede, men forhåbningsfulde helt dybt inde i maven. Mest af alt følte jeg en form for lettelse, fordi nogle ting faldt på plads i mit lille hormonforstyrrede sind. Det har taget sin tid siden da at indse, at livet nok skal flaske sig, selvom alt ikke er skrevet ind i kalenderen og nøje planlagt. Det har faktisk været rigtig sundt for mig at lære, at livet ikke altid kan og skal styres.

Ugen efter fortalte gynækologen os, at det lille mini-menneske i min mave allerede var 9 uger. Der er noget virkelig stort og surrealistisk over den første scanning. Det hele bliver pludseligt 200% mere virkeligt.

Udover den scanning, forbinder jeg ikke de første tre måneder med noget synderligt rart. Måske det havde været anderledes, hvis projekt baby havde været timet og tilrettelagt. Måske de fleste synes, at 1. trimester stinker, men snakker ikke så meget om det. Folk kunne stikke “morgenkvalme” op et vist sted. Jeg havde heldagskvalme. Jeg var uoplagt, træt og påvirket af en million følelser, som kun kan mærkes og ikke forklares. I de tre måneder døjer man med alle bivirkningerne OG bekymringerne uden, at man hverken kan se eller mærke, at baby egentlig er for real. I dag er jeg da lykkelig for, at vi først blev bevidst om baby så sent – det sparede os for to måneder i “hvad nu hvis”-stadiet.

Til gengæld er 2. trimester skønt! Kvalmen var væk, jeg kunne trække min sengetid helt til 21.30 og jeg  genoptog crossfit igen uden de store problemer. Og så begyndte jeg at glæde mig til, at vi skulle have en lille pige. I ved, alle siger jo, at en mor bare kan mærke barnets køn uden at kende det. Jeg overbeviste Mads om kønnet og vi begyndte at kalde den lille ært for Filippa. Nå, det skulle vise sig at være første tidlige tegn på mit utilstrækkelige moderinstinkt. For i uge 14 viste scanningen, at Filippa nok nærmere var en Filip. Vi måtte frem med navnelisten for det modsatte køn, og hurtigt vænnede vi os til tanken om en lille dreng – en Gustav Bøcher Lindquist.

Nu sidder jeg her i 3. trimester med en uge til termin og ser tilbage på en graviditet, som jeg absolut ikke skal brokke mig over. Jeg har ikke haft nogle smerter eller komplikationer, og det er først de sidste par uger, at min ring har sat sig permanent fast på fingeren på grund af væske i kroppen. Men selvom kroppen er fit for fight, så er det ikke for sjov, at man går med en baby i maven i 9 måneder, for hovedet skal lige følge med. Det tager sin tid at forstå, hvad der egentligt foregår derinde blandt den konstant fyldte blære og forstoppede tarm (true story). Og mit hoved er stadig ikke helt up to date trods en lejlighed spækket med nuttede bamser og rene bleer.

Jeg er stødt på mange kvinder på de sociale medier, der allerede to måneder før termin skriver, at de er helt forelskede i baby. De skriver, at de slet ikke kan vente med at holde, nusse og pusse, og at ventetiden ikke er særlig sød. For mig, og sikkert for mange andre, er det slet ikke så entydigt. Jeg er ikke forelsket i lille Gustav endnu – burde jeg være det? Er det endnu et tegn på et manglende moderinstinkt, at jeg ikke føler som alle de andre? Jeg har jo ikke mødt ham endnu og ved slet ikke, hvilke følelser, han vil kalde frem i mig. Forstå mig ret; han er det vigtigste for både mig og Mads, men det er simpelthen for tidligt for mig at sætte ord på mere end det.

Jeg sætter stadig pris på hver dag han er i maven, for det er endnu en dag, hvor vi kun er mig og Mads. Det er en tid, vi aldrig får tilbage og jeg nyder hvert øjeblik inden det går løs. Dagen er jo lige rundt om hjørnet (og I kan tro, vi er spændte!), men lige nu nyder jeg forventningens glæde og elsker, at jeg stadig kan mærke ham mosle i maven.