Hjem Mortanker “Jeg synes, at du lader dine børn vade på dig”

“Jeg synes, at du lader dine børn vade på dig”

af hellosofie

Det er interessant det her med børne”opdragelse”, som jo afhænger meget af, hvordan vi ser på relationen mellem børn og voksne. Hvad vores syn på børn er. Mit syn på, hvorfor drengene nogle gange opfører sig helt i hegnet har ændret sig radikalt på et par år. I vil ikke være i tvivl, hvis I finder nogle af mine gamle indlæg, dengang jeg var ret ny mor til Gustav. Det er klart, fordi alle skal jo starte et sted og jeg havde af naturlige årsager ikke læst om børnepsykologi, opdragelse, tilknytning, grænser og jeg skal komme efter dig, da jeg fødte Gustav. Jeg havde bare min egen rygsæk med, som jeg ikke selv har pakket – hvilket du også kan læse et indlæg om her

Men så nåede jeg et punkt (jeg tror Gustav var omkring de 2,5 år) da jeg manglede redskaber til at kunne håndtere de mange konflikter, som jeg oplevede i løbet af en dag. Jeg var simpelthen i vildrede over, hvorfor Gustav reagerede, som han gjorde. Og det er jeg – til dels – stadig! Min interesse for det nye børnesyn er altså kommet, fordi det tydeligt ikke fungerede med “the old ways”. Hvis du vil have inspiration, så har jeg læst følgende bøger, der alle har gjort mig klogere på mine børn og mig selv:

Drop Opdragelse, Fie Hørby
Tænd for Forbindelsen, Mette Carendi
Kunsten at sige nej, Jesper Juul
Her er jeg! Hvem er du?, Jesper Juul
Hjernesmarte Børn, Anette Prehn
Slut fred med dit viljestærke barn, Smilla Lynggaard

Nåh, men tilbage til overskriften, som kom fra en nysgerrig følger. Ja, jeg skriver nysgerrig, fordi hun egentlig skrev til mig med åbent – omend meget ærligt – sind. Hun havde overvejet at unfollowe mig, fordi hun føler, at jeg lader mine børn vade på mig. Men hun er nysgerrig på mine tanker og vil derfor egentlig gerne blive hængende. Desuden har hun et barn på 6 måneder og anerkendte, at hun ikke står i samme situation som mig. Det er selvfølgelig aldrig behageligt at få sådan en besked, men jeg har på en mærkelig måde respekt for, at hun skriver det til mig med åbent sind – i stedet for at diskutere det på et anonymt medie med holdninger, men jeg ikke kan sætte et ansigt på, eksempelvis. 

DEN ONDE CIRKEL
Det er sjovt hun siger det, fordi hvis jeg skal være helt ærlig, så kommer de rigtig dårlige dage, når min line ikke kan blive længere. Når jeg netop føler, at nu er det ikke en forhandling, men Gustav, der ikke respekterer mig og mine grænser. Så føler jeg mig trådt på, ja. Og så er jeg ikke længere forhandlende, legende, undersøgende mor. Begge drenge kan mærke mit manglende overskud og reagerer typisk på det – og så er det faktisk ikke en særlig god cirkel, vi er ude i. 

Når det er sagt, så ser jeg udtrykket “at blive trådt på” af sine børn, som gammeldags. Jeg lader ikke Gustav træde på mig, fordi jeg lytter til hans ønsker og respekterer, at han også godt må inddrages i dagens gøremål. Måske fungerer det for nogle familier, at det 100% er forælderen, der siger hvad og hvornår ting skal gøres – uden at der bliver stillet spørgsmål til det eller udfordret. Jeg har en anelse om, at det er de færreste familier, der kommer så let igennem dagen – men de findes helt sikkert. Især når man har et barn på 6 måneder eksempelvis – så kan man have mange holdninger og forestillinger til, hvordan man skal være som forælder til sine børn. Indtil man finder ud af, at det virker ikke og så må man jo rokere om. 

BØRN ER FORSKELLIGE
Med det vil jeg også sige, at det ikke er alle, der skal gøre det som jeg. Det er ikke nødvendigvis den eneste rigtige måde. Louie er et af de børn, der tager sko og jakke på, når jeg beder ham om det. Han tager det også selv af. Han vasker hænder og sætter sig ved bordet, når jeg beder ham om det, og han vil gerne have, at jeg skifter hans ble. Han vil gerne i bad og han vil gerne op igen. Louie vil det meste, så længe vi er med i det. Hvis du sidder derude med et Louie-barn, så kan jeg godt forstå, at du kan synes, at jeg får det til at lyde hårdere end det er, og at jeg bruger for meget tid på mægling, og at jeg ikke sætter tydelige grænser. Men hvad er alternativet, hvis man har et barn, der ikke gør alt det, som man godt kunne tænke sig? Jeg tror, at vi kan være hurtige til at dømme familier, der gør tingene anderledes. Men det er nok fordi, deres børn er og reagerer anderledes, så de er i gang med at finde en vej, som hjælper deres familie og de udfordringer, som de står med.

Hvis vi hænger lidt ved det “gamle børnesyn”, er det så forventet, at jeg skal insistere uanset Gustavs reaktion? Skal jeg tvinge skoene på ham, så han kan se, at det er mig, der bestemmer? Jeg har magten og den skal adlydes ellers er det disrespekt? Måske det er nogle af de ting, som denne følger tænker – og jeg tror faktisk ikke, at hun er alene om det. Jeg forstår godt hvorfor, og det kommer jeg ind på lidt senere. For det er en tankegang, som mange af os er vokset op med: “Vis respekt ved at gøre, hvad de voksne fortæller dig”. Men små børn er også mennesker med grænser og behov, som vi skal lytte til. Børn er ikke dumme og uvidende, der ikke ved bedst selv. Ja, nogle gange kan det være svært, fordi tænderne skal børstes og bleen skiftes. Men hvis man kan finde en måde at leve sit liv på, hvor både den store og den lille kan få lov til at blive hørt, så mener jeg, at alle herhjemme bliver gladere. Denne mægling og forhandling med Gus har jeg skrevet om her.

DET FUNGERER IKKE ALTID
Nu er vi så langt. Så forstår I måske, hvorfor jeg læser alle disse bøger. Fordi Gustav ikke responderer særlig godt på ordrer. Meget bliver nemmere at forstå, når man læser lidt om psykologien bag børns reaktioner. Men det bliver ikke nødvendigvis nemmere at være mor. Jeg er meget stolt af Gustav. Han er en følsom og intelligent dreng, men han gør ikke morrollen nem for mig 😀 

Mads forslår, at vi skal lege os mere igennem dagen, men jeg føler, det er så nemt for ham at sige. Jeg har så meget, jeg skal nå med to børn og nogle gange har jeg ikke lyst til at lege. Nogle gange skal han bare tage sit fucking tøj på, kender I det? Det er stadig denne balancegang jeg har svært ved at finde. Hvornår er jeg ikke længere okay med, at vi er fælles om at finde en vej? Jeg er hele tiden på dupperne, fordi jeg konstant skal vurdere om Gustavs modsvar og forhandling er acceptabelt for mig. For det er vigtigt, at han ikke træder over min grænse. Så er det, at jeg bliver en sur mor med kort lunte, og det får ingen noget ud af (kan i denne anledning anbefale bogen Kunsten at sige nej). Det er nemlig ikke kun Gustavs grænser, der skal respekteres – også mine. Det er lidt af en dans. Jeg vil gerne lytte og imødekomme, men jeg vil ikke imødekomme alt. Og så må vi finde en mellemvej, som fungerer for os begge. 

Dér, hvor jeg ikke kan rumme mere er, når vi har brugt tid på at finde en middelvej. Jeg har givet ham lidt flere minutter eller jeg har givet ham lov til at se tegnefilmen færdig inden han skal have tøj på – you name it. Hvis han så stadig undgår, vil genforhandle, løber eller nægter, når hans ønske er imødekommet og det er tid til, at det er mit behov, der skal imødekommes, så bliver jeg vred. Så har jeg brugt al min overskud på at lytte og forhandle, så vi begge er glade og så føler jeg, at han ikke respekterer mig. Er der nogen, der kan genkende den frustration? Det er heldigvis ikke hver dag, hele tiden. Men jeg synes, at vi er begyndt at støde på situationer, hvor han ikke respekterer mit nej

Det skal lige siges, at der er nogle situationer, der er meget nemme for mig at sige nej til og hvor jeg sagtens kan rumme hans reaktion, da det jo bare er en sorg over, at han ikke må få mere is, slik eller tegnefilm. Det er meget simple grænser, som han reagerer på og sådan skal det være. Så er vi videre. 

Men den anden dag ville han ikke ud af bilen, da vi kom hjem. Han kravler op på forsædet og dytter. Jeg fortæller ham, at han gerne må blive i bilen, men må ikke dytte. Og så gør han det igen og igen og igen. Jeg forsøger at få ham ud, men han kravler helt hen i hjørnet på passagersædet. Den “ulydighed”, som jeg selv er vokset op med er SÅ forkert, går direkte ind i min hjerne og bliver til vrede. Jeg har så svært ved at rumme, når Gustav ikke respekterer min grænse, når jeg føler, at jeg gør alt for at respektere hans, og jeg bliver magtesløs. Han er kun 4 år, så han har stadig meget at lære og måske ville det være mere mærkeligt, hvis han altid stoppede, når jeg sagde stop? 

Fie Hørbys bøger handler også meget om, at man skal finde ind til sig selv for at kunne blive en bedre forælder. Hvad har man selv svært ved at rumme? Hvornår bliver man vred og hvorfor? Som oftest er det noget, der stammer fra din barndom, som du har svært ved at deale med, når du står i det som voksen. Det kan være at vise eller tale om følelser, larm, diskussioner – eller “ulydighed”, som jeg selv synes er svært (og alligevel står jeg her med den mest “ulydige” dreng 😀 ). Min storebror har altid været meget trodsig som barn og blev sendt i bryggerset for at spise, hvis han ikke kunne “opføre sig ordentligt” – ja ja, det var en anden tid 😉 Jeg selv har for det meste været “den gode pige”, der er enormt autoritetstro. Og selvom jeg ikke har været så god til at rydde op efter mig selv eller måske har været en doven teenager, så tror jeg ikke, at mine forældre ville kalde mig ulydig eller trodsig, tværtimod. Jeg synes simpelthen, at det er ubehageligt, hvis jeg ikke gør, som jeg har fået besked på. 

Det var en masse tanker om at blive trådt på, om forhandlinger og grænser, om at have forskellige børn og forskellige behov. Men vigtigst er ikke at dømme, hvis man ikke oplever det samme. Forældre gør det, der fungerer bedst med deres børn. Jeg tror, de fleste ville søge alternative tilgange, hvis man står i evige konflikter og diskussioner og en approach, der bare ikke fungerer. 

Og hey, jeg har lige lyttet til Smilla Lynggards “Slut fred med dit viljestærke barn” (reklame/anmelder-lyttelink), som kan være rar at læse, hvis man har et barn med stærke holdninger derhjemme 🙂 Den handler nemlig om, at dit barn er lige præcis, som det skal være, men at du kan gøre nogle ting anderledes, så I alle kan få mere luft i familielivet. 

Stort klem

/S

Følg mig på Bloglovin
21 kommentarer
65

Du vil måske også gerne læse

21 kommentarer

Mette 19. november 2020 - 13:42

Jeg kender det SÅ godt! Især det der med at forsøge at se ud over værdier, som er blevet “indkodet” i en selv, uden man nødvendigvis har taget stilling til, om det reelt har en betydning for en eller ej. Den kan jeg blive fanget i rigtig ofte. Og jeg synes det er så svært at træde ud af “rollen” og løse konflikten og komme videre, når jeg først føler mig trådt på, hvis ikke der på en eller anden måde er et “sceneskifte”. Det får jeg (selvfølgelig) sjældent fra mit barn, og det er jo mig, der er den voksne, så det er mit ansvar at løse den konflikt, vi er kommet ud i. Selvom det er svært, minder jeg mig selv om, at det kun er godt, at mit barn ser, at man nogle gange må give sig lidt. Og det gør børn jo i forvejen rigtig ofre i det store hele, fordi de voksne selvfølgelig har overblikket over dagens gøremål og derfor lægger den overordnede plan for dagen, som barnet så vidt muligt må indordne sig efter.

Det er bare livslang læring det der forældreskab 😅

Svar
Maria 19. november 2020 - 16:56

Det er SÅ rigtigt, at alle er forskellige. Jeg har også læst nogle af de samme bøger som dig. Og for min 5 årige fungerer den vej ikke. Hun skal have klare grænser, der ikke er til forhandling, ellers prøver hun at styre hele familien og det kan ingen holde til. Black Bird “opdragelse” blev et facit for mig, og hvad jeg troede var den rigtige måde. Men der er ikke noget facit. Og jeg ville aldrig nogensinde tænke, at du lader Gustav vade på dig. Jeg synes derimod det virker som om du sætter rammerne så det fungerer for jer begge.

Svar
Tanya 19. november 2020 - 13:43

Med en dreng på 4 år herhjemme, kan jeg nikke genkendende til de situationer du beskriver – og ja man lærer heldigvis hen ad vejen og bliver klogere på sit barn og egne grænser. Jeg syntes at du gør det så godt og jeg elsker at du deler erfaringer og gode råd ud til os andre! Men ja det er den vildeste uddannelse man tager når man bliver mor! 💙
Du gør det godt – bliv endelig ved.0

Svar
Mette 19. november 2020 - 13:58

Jeg vil bare gerne sige tak for de gange du deler ud af dine tanker og erfaringer med særligt Gustav. Jeg har også en “Gustav”, og i så mange hverdagssituationer er det bare drænende konstant at være på vagt over for næste uenighed. Det trøster mig lidt at høre, at vi ikke er alene. Synes ellers vi gør det godt og har netop også været igennem samme bogstak, men det har min søn vist ikke 🙈 nå, men jeg føler mig meget mindre alene med mit barn, når jeg læser med hos dig, så TAK 🙏🏼❤️

Svar
Maiken 19. november 2020 - 14:04

Jeg synes det er et meget aktuelt og interessant indlæg, Sofie. Jeg fanger mig selv dagligt i en indre konflikt, hvor jeg på den ene side føler det er grænseoverskridende når min søn igen ikke vil tage den jakke på, men på den anden vil jeg gerne at lægge så meget energi i den dumme jakke. Konflikten opstår nok fordi jeg føler jeg netop er nødt til at fortælle/vise ham at det her ikke til forhandling, den jakke skal på om han vil hjælpe til eller ej. Naturligvis er der andre ting jeg sagtens kan lade forhandles om, men jeg synes det er vigtigt at vise børn, at der bare er nogle ting de voksne bestemmer, de ved ved bedst og skal ikke forklares.

Svar
hellosofie 19. november 2020 - 14:14

Netop den episode med jakken bliver nævnt i mange bøger, fordi mange forældre insisterer på det. Jeg er begyndt at vælge mine kampe – eksempelvis SKAL Gustav vaske hænder (pga Corona osv), men hvis han ikke vil have jakke på, så tager vi den under armen og så oplever han nok at 9 grader er pænt koldt uden jakke 😁

Svar
Maiken 19. november 2020 - 20:33

Det er en god pointe, og jeg tror nu egentlig også at hvis min søn var fire og ikke kun lige blevet to, så havde jeg nok også set lidt større på det, tænker han bedre han forstå sammenhængen mellem manglende jakke og kulde til den tid.

Svar
Annette 19. november 2020 - 14:07

Tak for et rigtigt fint og nuanceret indlæg! Har selv en søn på 1,5 år, der bestemt virker til at være ret viljestærk (så frygter lidt hvad der kommer til mig i løbet af de næste år på den front 😬). Ved du tilfældigvis om man kan høre nogle af bøgerne som lydbog? Og hvor skal man starte, hvis tiden er knap?

Svar
hellosofie 19. november 2020 - 14:13

Jeg har lyttet til de fleste på Mofibo! Så der kan du starte 🙏🏼

Svar
Susanne 19. november 2020 - 14:13

Sikke et dejligt og ærligt indlæg ❤️
Særligt passagen om Gustav i bilen og ulydigheden, der bliver til vrede, kan jeg så meget genkende!!
Mine er 13 og 15 år nu, og der er heldigvis meget få af den slags situationer nu, til gengæld kan jeg spekulere frygteligt meget over, om de får lov til for meget eller for lidt. Og et helt kapitel for sig er skole og karakterer, fordi jeg selv var en meget dygtig pige med topkarakterer, så jeg skal virkelig! sluge nogle kameler, når de kommer hjem med middelkarakterer 😳
Til hver alder hører der jo forskellige udfordringer, men jeg synes, at du virker som en fantastisk mor, og ja børn er vidt forskellige, og det skal vi alle huske, når vi står og kigger udefra.

Svar
Lis 19. november 2020 - 21:02

Hej Susanne. En kollega fortalte mig, at hjemme hos hende spørger forældrene ikke til børnenes karakter (de er lige gået ud af folkeskolen). De tager i stedet for en snak om, hvorvidt børnene nu havde fået sagt/skrevet det de ville, og om de selv var tilfredse med den måde, det var gået på. Altså fokus på proces, frem for resultat. Det var en kæmpe øjenåbner for mig, for jeg kommer fra et hjem, hvor en høj karakter var lig med anerkendelse. En høj karakter blev af mine forældre tolket som tegn på, at jeg havde været flittig, og det er en værdsat værdi hos dem. Nu må vi se, hvad jeg selv forfalder til, den dag mine børn kommer hjem med karakter. Jeg er sikker på, du har nogle dejlige børn, uanset den karakter de får i skolen 😊

Svar
c 19. november 2020 - 14:34

Jeg er helt enig i dine betragtninger og begyndte også at interesse mig for opdragelse, da det blev aktuelt. Nemlig da jeg kun havde redskaber med fra min egen barndom og ikke kunne se mig være mor med det gamle børnesyn. Drop opdragelsen og Klub mor med Fie Hørby ændrede alt for mig. Tak for at være ærlig, nysgerrig og åben:-)

Svar
Katrine 19. november 2020 - 15:52

Tak for et virkelig god indlæg. Det rammer spot on i vores familie. Vores store dreng, som lige blevet 5 i søndags, og er præcis som Gustav. Vores pige på 2,5 er som Louie, og det er sjovt at opleve de er så forskellige. Min største problem er helt sikkert det med at mit behov ikke blive mødt når jeg ellers har mødt hans – feks er det i orden han gerne vil gøre en eller anden ting/leg færdig inden xxx, men alligevel bliver det er kæmpe problem så at feks vaske hænder når han er færdig. Eller tage tøj på, rydde op eller hvad det nu kan være. Næsten alle praktiske gøremål herhjemme er en kamp og det er virkelig drænene.

Svar
Louise 19. november 2020 - 16:05

Bare tak (!!) for dit indlæg. Du sætter ord på alt, hvad jeg har inde i mig. Har også en “Gustav” herhjemme og er SÅ stolt på mange måder. Især når pædagogerne siger “Hun er godt nok intens, men skal I aldrig være nervøs om, at hun kommer til at klare sig godt i livet”. Men jeg bliver frustreret over det samme som dig. Tak for anbefalingen af dit viljestærke barn. Den vil jeg i gang med 🙂

Tusind tak igen! Du gør det SÅ godt!

Svar
Mia 19. november 2020 - 17:08

Super spændende indlæg, tak for at dele dine tanker! Elsker at følge med i din opdragelse af dine to drenge 🙂 Jeg synes “biglittlefeelings” på instagram har nogle rigtige gode værktøjer og er virkelig interessante at følge med hos!

Svar
Anne 19. november 2020 - 20:16

Jeg synes af og til at det kan være svært at kæmpe imod det gamle børnesyn og føler ofte at jeg skal forsvare min mere “bløde” tilgang til børneopdragelse, og her er du bare fantastisk at læne sig op af! Jeg har så stor respekt for at du tør flytte dig, deler og er nysgerrig på din usikkerhed, ikke kræver lydighed og ikke udøver magt fordi du kan. Du behandler dine børn som ligeværdige mennesker og møder dem der hvor de er med alt hvad det indebærer. Jeg er fan!

Svar
Rebecca 19. november 2020 - 21:03

Min ældste på 9 år har udfordret mig så meget i løbet af årene. Og det er gået op for mig i løbet af den tid, at der har været nogen ting i min opdragelse som jeg har lagt vægt på at “sådan bør man gøre/sådan skal børn være”. Jeg er blevet meget bedre til at mærke efter hvad der egentligt er vigtigt, og ikke bare siger nej til barnet (eller bestemme) automatisk. Og bedre til at lukke ørene for andres meninger herom, f.eks min mor og søster, som tydeligvis synes hun er hysterisk og får for lang line nogengange… (som du skriver, man har jo “sin” børneopdragelse med hjemmefra).
Men manner det er stadig super svært, og nogen gange hopper kæden bare af, når man , som du, har været pædagogisk og imødekommende og barnet bare ikke vil noget som helst alligevel. Så bliver jeg også vred, og kan komme til at råbe højt, selv om jeg godt ved det ikke er konstruktivt. Så føler man sig lige som verdens mest inkompetente mor 🤯
Så virkeligt dejligt du deler, og man ved man ikke er alene ❤️

Svar
Mathilde 19. november 2020 - 21:20

Tusind tak for et fint indlæg Sofie.
Herhjemme har vi en dreng på fire og en lillesøster på to. Jeg oplevede netop også sådan en situation, hvor de ikke ville komme ud af bilen. Jeg følte nærmest, at de to rottede sig sammen mod mig – selvom jeg jo godt ved, at de slet ikke kan have den slags onde intentioner. Men jeg kunne slet heller ikke rumme, at de var så ulydige, og jeg blev simpelthen sur på dem og havde svært ved at agere som den voksne i situationen. Med frygtelig dårlig samvittighed til følge.
Og derfor er det så rart, at du deler mange af de situationer med dine børn. Så ved man i det mindste, at man ikke er den eneste, der har det på den måde engang imellem.

Svar
MARIA 20. november 2020 - 10:33

Gustav og min dreng Hugo lyder fuldstændig som hinanden pt. Meget er personlighed, men tror (og håber) at meget af det også er alderen. Hugo er også 4, og vi kæmper med de samme udfordringer herhjemme pt. Jeg gør meget ud af, at sætte ord på hans følelser, respektere ham og hjælpe ham på en kærlig måde til at vi kommer ud af døren feks. Eller har gode eftermiddage. Men shit der er nogle dage jeg bare har lyst til at skride fra det hele, fordi det er skide hårdt hele tiden at være PÅ!
Og når der så også er konflikter mellem søskende og et hjem der skal holdes, så er man træt når man en sjælden gang imellem har lidt tid til sig selv.
Heldigvis er de også søde, og kærlige og omsorgsfulde. ❤️

Svar
Iben 20. november 2020 - 11:23

Kære Sofie.
Tak fordi du deler! Herhjemme har vi 2 piger, og det lyder præcis som hos jer. Den lille der følger med, og gør alt der bliver bedt om. Og den store hvor der er forhandlinger, konflikter mm. Jeg er som dig også gået “Fie Hørby” vejen, og er så glad for det. Men der er der udefra rigtig mange holdninger til. Og jeg oplever derfor de præcis samme “blikke” som dig. Så bliv ved som du gør, og del endelig. Det er så rart at høre man ikke er den eneste 🙂
Iben

Svar
Kristine 20. november 2020 - 20:46

Tak for at dele dine erfaringer og tanker om livet med to små drenge!
Børneopdragelse er bare så komplekst, og ja alle børn er forskellige… Jeg har også hørt Fie Hørbys bog og synes der er mange fine elementer, som jeg har kunne bruge. Særligt at forsøge at se situationen fra barnets side og sætte ord på følelserne samt gøre ‘krav’ personlige ved at sige ‘Jeg vil have/ ikke have at du…’ har fungeret rigtig godt på min 3-årige søn.
Men jeg mener stadig at det engang i mellem er nødvendigt (og OK) som voksen at sætte sig i respekt på den ‘ gammeldags facon’, for jeg synes personligt ikke at det altid holder, det der med at behandle sit barn som man ville behandle en voksen. En voksen ville f.eks. aldrig slå, råbe sin baby bror ind i hovedet etc. Det er bare ikke ok og det skal min søn have at vide – og det kan godt blive med hævet stemme.

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere