Hjem Stort og småt En indkøring i Louies tempo

En indkøring i Louies tempo

af hellosofie

Jeg har fået flere forespørgsler om at dele med jer, hvordan vi har kørt Louie ind, og hvordan det har været, da han jo var lidt ældre (20 måneder) end det gennemsnitlige barn, da han startede.

Og det vil jeg da hjertens gerne! Men som altid er det ikke et udtryk for, at det er den rigtige måde. Det er min måde, som jeg har følt var rigtig. Jeg ved også, at mange med et fuldtidsjob, de skal passe, ikke kan lave en lang indkøring. Der er også tilfælde, hvor institutionen ikke støtter jeres ønske og behov, og der mener jeg jo, at man må sætte foden ned, så man får den indkøring, som man ønsker for sit barn. Når det er sagt, så har jeg aldrig arbejdet i institution og i disse tider kan det være en udfordring at opholde sig indenfor i længere tid. Anyways, læs med her, hvis du vil vide, hvad vi kom frem til 🙂

Klar til aflevering
Jeg ved godt, at det her er en luksus. At vente med at køre sit barn ind indtil man er klar, fordi ikke alle har det valg. Og nogle er klar (jeg var først gang), når de er 9-10 måneder og man gerne vil ud på arbejdsmarkedet igen. Gustav startede i vuggestuen i institutionen her i Hørsholm, da han var 2 år. Vi var lige flyttet til byen og det var en helt anden oplevelse end på Vesterbro. Jeg oplevede tit kaos, for få voksne til børnene og slet ikke den ro og trygge rammer, som vi kom fra. Gustav kom tit hjem og var blevet bidt – det ved jeg sker de fleste steder, men det giver heller ikke ro i maven. Det var i denne tid, at jeg skrev dette indlæg om at være i tvivl om de valg, man træffer. Jeg fik senere på året også skrevet dette indlæg om Hørsholm kommune, og deres nye brandingstrategi, der skal tiltrække børnefamilier, men manglende politisk opbakning til at give plads til børnene og styrke institutionerne. Vi havde simpelthen ikke andre muligheder og Gustav fortsatte.

Heldigvis blev det meget bedre i foråret. Der var noget med sammensætningen af børn, der simpelthen ikke kunne sammen. Jeg ved godt, at det er pædagogernes ansvar, men der var meget at se til det efterår. Så kom der et ryk, hvor de ældste flyttede i børnehave, og der kom en helt anden ro på stuen. Så vi valgte at lade Gustav blive og afleveringerne og hentningen blev noget helt andet. Det skal også tilføjes, at jeg nu sidder i bestyrelsen og kender både leder og medarbejdere. Det er jeg blandt andet, så jeg kan have en finger med i spillet, hvis jeg oplever noget lignende igen, men også for bedre at forstå de udfordringer, som de bakser med. Det går jo begge veje, sådan et samarbejde. Jeg talte selvfølgelig (let grædende) med lederen og pædagogerne i den periode og de indrømmede, at det var et hårdt efterår.

Njå, men den hårde start gjorde også, at jeg slet ikke kunne nænne at sende Louie af sted 9,5 måneder gammel. Gustav er bygget anderledes, og selvom han selvfølgelig heller ikke trives i ustrukturerede rammer, så var jeg bange for at Louie ville blive kørt over. Hans behov for mig var helt, helt anderledes, så jeg sagde op og tog beslutningen ud fra det. Så jeg ventede altså med at køre Louie ind indtil jeg var klar, fordi den ro, jeg har i maven smitter af på ham og det giver nok en bedre indkøring.

Lær pædagogerne at kende og lad dem høre, hvad DU vil
Drengenes institution er integreret, og det har været så godt for Louies indkøring. Han er gået igennem legepladsen hver evig eneste dag siden han blev født! Han kendte måske ikke de voksne så godt, men de har hilst på ham siden han kunne se. At de har set Louie og han har set stedet, har gjort mig så tryg ved opstarten.

Generelt har jeg talt med pædagogerne om (og de vidste jo godt), at jeg havde god tid, og jeg ville ikke gå med det samme. Jeg kan kun anbefale at tale med pædagogerne og give udtryk for, hvad man har det bedst med – og så ved jeg godt, at Corona kommer i vejen for nogle 🙁 Det var fint for mig og institutionen at være med til morgensang i nogle uger. Måske lege lidt med og vente til, at jeg følte roen var der og kontakten til pædagogen var skabt. Generelt har jeg sat pris på at tale meget med pædagogerne. De tager sig trods alt af mine børn i mange timer af døgnet, så jeg vil gerne vide, hvem de er.

Efter 3 ugers tid begyndte jeg at gå inden morgensang og har gjort det siden. Det kom sig af, at der startede et andet barn, hvis far var med til morgensang, og pludselig ville det virke voldsomt for børnene, at der sad to forældre. Han blev ked af det uanset om jeg blev i en time eller gik efter 10 minutter. Det var forfærdeligt i starten, da pædagogen skulle hive mit grædende barn til sig. Helt forfærdeligt. Og jeg overvejede at holde ham hjemme forevigt. Men så mindede jeg mig selv om, at Louie ikke starter i institution for sin egen skyld, men for min. Fordi jeg gerne ville begynde at lave andre ting og fordybe mig i noget. Betyder Louies reaktion, at jeg skulle have ventet endnu længere med at gå? Måske. Måske vil det bare aldrig være rart de første par gange, man går. Desuden var der også den grænse for os, fordi et andet barn skulle køres ind.

Indkøring af et barn med sprog
Der gik heldigvis ikke længe før Louie selv løb over til den pædagog, som han var tryggest ved. Han græd og var ked af det og det har han været i 1,5 måned. Det er helt naturligt og sådan skal det være, fordi det er hårdt at skulle skilles fra sin mor. Men det er så ufedt, og jeg holdt masken i vuggestuen, fordi jeg ikke selv ville græde der (eller foran Louie), men herhjemme begyndte jeg at flæbe over de mærkeligste ting. Det var simpelthen knuden i maven, der skulle have lov til at opløse sig lidt. Han var i denne periode også helt ødelagt, når jeg hentede ham. Det var ikke sjovt.

Det bedste, jeg kunne gøre var at anerkende, at han ikke synes det var sjovt. Fortælle ham, at hans pædagog glædede sig til at lege med ham indtil, jeg kom igen. Fortælle ham, at jeg ville savne ham, men at han skulle vælge en sang til morgensang, som han elskede. Jeg viste ham, at jeg kunne se, hvad han følte og samtidig prøvede jeg at udtrykke, at jeg var tryg ved situationen. Der gik ikke længe, før jeg hentede en dreng, som var glad. Som skulle fortælle pædagogerne, at jeg var kommet FØR han løb hen til mig! Og her 1,5 måned efter har han haft sine to første afleveringer uden gråd. Det føles godt, at han er blevet så tryg, at jeg kan fortælle ham, at jeg skal gå og give ham en krammer, og så løber han hen til en pædagog (han stormer ikke bare ud i rummet og leger endnu) og vinker. WOW, jeg troede aldrig den dag ville komme!

På den ene side er det hårdt at køre et barn ind, der er så bevidst om, at vi ikke længere skal gå derhjemme og hygge. At høre ham hulke “mor kører” på vej ud er… et stik i min samvittighed. På den anden side har det været så meget nemmere – af helt samme grund. Han forstår bedre, at jeg går, men kommer igen. Han forstår, når jeg siger farvel. Han sætter selv sin madkasse og drikkedunk på plads og vasker selv hænder. Han forstår rutinen og blev hurtigt okay med den, fordi han forstår den.

Delte meninger
Jeg har fået flere beskeder både fra pædagoger og forældre i perioden, der synes en længere indkøring lyder som en god ide. Og også beskeder, der anbefaler mig at gøre afleveringen hurtig “da han ellers ikke forstår, at han skal være der”. Mit tip er simpelthen at gå med det, du føler er rigtigst for sit barn og din situation. Som sagt, så har nogen ikke et valg. Men hvis du har et valg og føler, at det er bedst, hvis du er med i længere tid end normalt, så giv udtryk for det. Jeg ville gerne have, at han lærte sin pædagog og de andre børn bedre at kende inden jeg gik fra ham – og samtidig vide og være forberedt på, at han ville græde uanset, hvor længe jeg blev.

I dag kender børnene mig og jeg kender dem, og når jeg afleverer Louie kommer der altid et par stykker hen og vil have hjælp til at vaske hænder eller få deres sko af 😀 Der var også én af pigerne, der så mig i bilen og vinkede. Så sent som i dag sad jeg i kanten af stuen (pga Corona) i lidt tid inden morgensamling, fordi der ikke lige var en pædagog til at tage roligt i mod ham. Der var et bleskift af en rød numse, og hun græd, hvilket gav en lidt kaotisk stemning. Der gik ikke mere end 6 minutter, så kom der ro på, og børn og voksne sad på stuen. Og jeg kunne stille og roligt fortælle Louie, at jeg ville sige give ham en krammer og ønske ham god dag. Så gik han hen og satte sig i cirklen og vinkede <3

For nogle er vores indkøringen ikke “lang”. Den vil jeg nok også selv karakterisere som længere, men det vigtigste er bare at gøre det i et tempo du og din lille purk er tryg ved. Der er i øvrigt lidt eksempler på, hvad du kan sige ved sådan en aflevering i dette indlæg lavet i samarbejde med Lena Adalberth.

Pøj pøj

/S

Følg mig på Bloglovin

Du vil måske også gerne læse

2 kommentarer

Sabrina 10. oktober 2020 - 21:35

Man har ALTID et valg. At I lod Gustav fortsætte selvom I ikke var trygge ved det. Passivt måske, men stadig et valg.
Det er forfærdeligt at en så stor mommy-blogger skriver sådanne ting og dermed støtter en adskilleseskultur på værste vis.
Dit barn bliver hurtigere glad.. Fordi ja, han er ældre og vænner sig til det svigt du har givet ham.

Svar
Sarah 13. oktober 2020 - 15:09

Jeg synes til gengæld at det er forfærdeligt at du skriver sådan til et andet menneske. Du og resten af omsorgs-mafiaen har bildt jer ind, at lige netop i gerne må lægge al hensyn, pli og medmenneskelighed på hylden når i taler til mennesker som lever på en måde i ikke er enige i, fordi i føler at i er i besiddelse af den endegyldige sandhed. Det er fint at være system- og kulturkritisk, men man er altså nødt til at eje en smule selvkritik også. Det som du opfatter som det gode og rigtige, er ikke nødvendigvis det samme som andre mennesker gør, og det er beskæmmende at du føler dig berettiget til at tale så grimt til et andet menneske, bare fordi hun lever anderledes end dig, og måske ikke har de samme værdier som dig. Verden er ikke sort-hvid, og der er ikke kun én måde at være en god forældre. Andre mennesker skylder dig ikke at være enige med dig, og det er ikke ‘forfærdeligt’ at en person skriver noget på internettet som du ikke er enig i.
Det er i øvrigt en tom floskel, og udtryk for en ordentlig omgang privilegie-blindhed at påstå at man ‘ALTID har et valg’. Der er muligt at du kan finde et billigere sted at bo, eller droppe den årlige ferie, men for nogle mennesker er udgangspunktet altså at de i forvejen bor så billigt som det kan lade sig gøre, og aldrig kommer på ferie. Det er ikke forbeholdt velhavende mennesker at være gode forældre. Det er selvfølgelig et eksempel som helt åbenlyst ikke beskriver Sofies situation, men den overordnede pointe er, at du ikke ved hvordan andre mennesker lever, og hvilke muligheder de har, og det gælder også Sofie, selvom hun giver os et lille indblik i hendes liv.
Tror du virkelig, at Sofie og Mads ikke har overvejet situationen grundigt, og taget deres ansvar som forældre alvorligt? Tror du virkelig, at du og dine ligesindede er de eneste som formår det?
Sofie, som jo har sagt sig job op for at holde Louie hjemme, ved om nogen hvad det indebærer at vælge anderledes end samfundet fordrer, og det fremstår altså en anelse perfidt at ville belære hende om det valg, når du udemærket godt ved at hun har taget stilling til det.

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere