Hjem Mortanker Status fra børnelægen

Status fra børnelægen

af hellosofie

I dag har jeg været til børnelægen med Louie, fordi han – som I nok ved – ikke har den store appetit. Da jeg var til min egen læg for at vende det med ham for nogle uger siden, da vejede han lidt under 9 kilo og han havde derfor tabt sig, så han slet ikke nå i nærheden af sin egen kurve. Derfor måtte han sende mig videre til en børnelæge, så vi kunne sikre os, at alt var i orden.

Jeg var faktisk en lille smule overrasket over at blive sendt videre i systemet, fordi Louie trives simpelthen så godt. Han var måske en lidt dårlig sover, men nu sover han igennem. Han er langt fremme motorisk og har et rigtig fint sprog af hans alder. Han griner, tumler og leger. Jeg kan ikke nævne et punkt, udover hans manglende lyst til rigtig mad, hvor han ikke trives. Men læger skal vist sende os videre, når der er så pludselig et knæk på kurven, så af sted med os.

Lægen i dag tog det meget afslappet. Der var jo ingen symptomer, der viste, at han skulle fejle noget. Hans bleer er som de skal være, ikke noget med ørerne eller lungerne umiddelbart og selvom han har været ret syg med feber, snot og hoste flere gange som lille, så har det nok været ret normalt, når man har en storebror, der hiver de ting med hjem fra børnehaven. Desuden holder de ofte øje, når højden går i stå, men Louie er ca. 82 cm høj, som er helt fint for hans alder.

Det skal vi gøre fremadrettet
Jeg skal lade være med at give Louie så meget sukker. Jeg har qua mine fitness-dage ret godt styr på fedt, kulhydrater og proteiner. Så jeg ved godt, at jeg tilbyder Louie alt for meget sukker. Det gør jeg, fordi han ikke vil spise så meget andet, og da han nu ikke vejer meget, så vil jeg egentlig bage gerne have, at han får noget indenbords. Men det skal jeg stoppe med, sagde lægen i dag. Fordi det kan også være, at han nu venter til at han får den figenstang, smoothie, æble, tebolle og derfor ikke vil spise den “rigtige” mad. Og her tænker jeg de hovedmåltider, som han får præsenteret i løbet af dagen.

Det er jo sådan, at Louie spiser en stor portion havregryn om morgenen. Han er mega sulten, og vågner af sin sult. Han kan ikke vente på, at vi serverer den morgenmad for ham. Og så er det jo, at han spiser et rigtig fint måltid. Derfor skal hans snacking mere i struktur, så han får morgenmad, frokost og aftensmad og så to mellemmåltider. Det er helt okay, at han er til mindre og hyppigere måltider, men det skal ikke være hele tiden. Det bliver stress for ham og for mig – og da hun sagde det måtte jeg lige knibe et par tårer.

For det ér stress. Det fylder helt vildt meget, at han afviser så meget mad. Men som hun sagde, så skal jeg bare servere nuggets til ham hver evig eneste aften, hvis han gerne vil spise nuggets. Til sidst vil han forhåbentligt gerne spise noget andet. Hvis det er havregryn med sødmælk, så skal jeg forsøge at snige lidt fløde i måske. Jeg skal simpelthen tænke i fedtstof frem for kalorier (her især sukker, da det primært er det, der ryger nemt ned). Det kan godt være, at han taber sig lidt og protestere, men lægen var overbevist om, at hans spisemønster ville ændre sig. Så nu må vi se – jeg er ikke selv så overbevist, men jeg kan godt se idéen med, at han gerne vil have alt det søde, når han nu ved, at det er dér hans mad ender til sidst.

Jeg var jo lidt nervøs for om han mangler proteiner, da han sjældent vil have kød og slet ikke bønner, men han får pænt med mælk på sin morgenmad og i løbet af dagen, så det burde ikke være et problem. Det er meget sjældent, at børn i den alder mangler protein fordi deres behov er så lille og de typisk får det dækket gennem yoghurt, ost eller mælk (hvor Louie kun vil have det sidste).

Men hvorfor vil han ikke have rigtig mad?
Lægens bud var, at han simpelthen er “bagud” i sine madvaner. Han var jo først omkring et år gammel, da han viste lidt mere interesse for mad. Jeg fuldammede jo rigtig længe. Ikke (kun) af lyst, men fordi Louie var så afhængig af det. Og sådan er med nogle børn. Det lød lidt på hende som om, at hvis jeg havde stoppet med at ammet tidligere og hvis han var kommet i vuggestue tidligere, så ville han sikkert have udviklet sine madvaner hurtigere. Men da han har været hjemme hos mig og er blevet ammet så længe, og sent var klar til rigtig mad, så skal vi betragte hans “madstadie” som et 1-årigs, hvor det stadig kan være svært med nye smage og konsistenser. Det skal lige siges, at jeg introducerede mad omkring de 7 måneder og har prøvet lige siden, men det har været fuldstændig uinteressant indtil han blev omkring de 9-10 måneder og tog lidt til omkring 1-års alderen.

Jeg har en tid igen hos lægen om 6 uger, hvor vi måler og vejer ham. Hun er sikker på, at hvis jeg får hans mad i struktur og næsten ikke tilbyder ham sukker, så vil han opbygge en sult og spise “rigtig” mad. Igen – jeg er ikke tilhænger af “rigtig” og “forkert” mad, men det er for at fremme forståelsen af hendes pointe, at jeg skriver det. Hun foreslog desuden, at vi kan købe proteindrikke enten i supermarkedet eller på apoteket, som kunne give lige inden sengetid, så vi havde mere ro i maven over, at han var fyldt op inden sengetid og havde fået et ordentlig måltid. Men det var måske mere for vores skyld end for hans, så han måske kan sove længere. Og så ville det desuden hjælpe ham med følelsen af at blive rigtig mæt, så vi kunne komme ind i en bedre cirkel, hvor det ikke bare bliver én bid her og der, men reelle måltider.

Jeg kan godt mærke, at jeg skal have is i maven det næste stykke tid, men jeg er da bare glad for, at han er som han skal være, hvilket også var min mavefornemmelse 🙂

Stor krammer

/S

Følg mig på Bloglovin
16 kommentarer
38

Du vil måske også gerne læse

16 kommentarer

Pernille 7. september 2020 - 13:46

Tusind tak for et fyldestgørende indlæg om det emne!
Vi har en dreng, lige et par måneder ældre end Loui, og det er præcis den samme saga. Stortrives og udvikler sig, men gider simpelthen ikke rigtig mad. Vores er ikke blevet introduceret sent til rigtig mad, og har gået i vuggestue siden han var 12 mdr, og det har altså ikke haft den store betydning.
Jeg vil vise indlægget til min bedre halvdel og gå i krig med alle børnelægens råd! Tak!

Svar
Majken 7. september 2020 - 19:06

Vores pige var småtspisende indtil hun fik fjernet mandler og polypper som 3,5 årig. Derefter tog hun 1 kg på, på halvanden uge ☺️ Tak for relevant indlæg.

Svar
Gitte 7. september 2020 - 14:20

Tak fordi du deler. Jeg står i samme situation med vores knægt på 11 år. Det med at være småtspisende har stået på altid, og vi har prøvet alt fra trusler, til overdreven ros pr bid, lade som ingenting, råbe i frustration, lave særlig mad, osv osv. Ja, vi har været så langt ude! Man ved ikke, hvor svært det er, før man står med det småtspisende kræsne barn i årevis.

Alle principper ryger ud af vinduet og gode råd kan ikke bruges til noget. Folks spydige kommentarer omkring hans særlige madvaner rammer som syle i hjertet. Min trøst er, at de fleste 25 årige spiser normalt. Det kommer vores søn også til. En dag.

Det eneste, vi kan gøre, er at gi’ ham kærlighed, plads og luft til at lære maden at kende i hans tempo. Vi har pushet for meget, og det har ikke gjort tingene bedre. Han er en social spiser, men han spiser ikke, når vi sidder og bemærker hver eneste bid, han spiser og forsøger at nudge ham til at spise mere. Vi må respektere, at mad siger ham INTET. Det er tidsspilde, og middagsbordet er det værste, for det er ikke sjovt, fordi fokus er på ham og hvor meget han spiser.

Han får næring nok. Han spiser fint nok til morgen og hele madpakken (som er kæmpestor) bliver spist. Han spiser også i SFK, men aftensmad .. ellers tak, du gamle. På trods af alt det, så er han i trivsel og har altid været det. Han er høj og slank, men han er hurtig, klog og glad. Så vi prøver at slappe af omkring det, og det har vi gjort i nogle år nu. Det er svært, men det er faktisk det eneste, der har virket. Indimellem smager han på noget nyt, som hans venner spiser, og så kommer der nye fødevarer på repertoiret. Vi jubler indvendigt, og så køber vi masser af sushi i en periode, hvis det er det, han har smagt hos vennerne. Eller flæskesteg eller bøf. Eller broccoli eller cup noodles.

Jeg vil bare gi’ dig et kram og sige til dig, at du gør det godt. Det bliver bedre. Af alle de problemer, man har forestillet sig ved at få børn, så var madlede ikke et af de problemer, vi havde forestillet os ville fylde så meget. Det er hårdt, og det rammer dybt.

Kæmpekram herfra

Svar
hellosofie 7. september 2020 - 16:39

Tak for din historie. Det lyder helt som vores proces, som er helt normalt men det bliver det ikke nemmere af ❤️

Svar
Line 7. september 2020 - 14:23

Hej Sofie. Jeg har vidst skrevet det før, men “Madro” af Morten Elsøe kan virkelig anbefales! Der er så mange gode pointer i. Den egner sig nok mest til børn fra ca 3 år, men jeg tror der er mange gode ting i for dig og Louis også. I bogen taler de også om struktur, at mad er et tilbud, at der ALTID skal være noget mad på bordet som barnet kan lide, og at det ikke er “rigtigt” og “forkert” mad, som du også selv siger 😊🥰

Svar
Line 8. september 2020 - 8:48

Og så vil jeg tilføje at det er et stor fed myte, at fuædamning indtil 6-7 mdr og amning udover de fermøse 12 mdr skulle gøre at de ikke gider fast føde. Der er INTET fagligt belæg for dette. Sundhedsstyrelsen anbeflainger og retningslinjer baserer sig primært på bor s kultur. Og ikke barnets behov/naturlige ammelængde. Den børnelæge bør opdatere sig på nyeste viden om småbørns kost og amning!

Svar
hellosofie 8. september 2020 - 9:19

Jeg er enig, men jeg tror hendes pointe var, at han bedre kunne lide min mælk end fast føde, så han udskød det fordi han kunne. Men da hun også nævnte noget med, at det var fordi han har været derhjemme også i stedet var i institution, så lukkede jeg ørerne. Det er jo ikke rigtigt og hun var nok fra en anden generation. Men hun mente måske, at han ville få noget ud af at spejle sig i andre børn der spiser.

Svar
Louise 7. september 2020 - 14:53

Tusinde tak fordi du deler åbent om emnet! Min datter på 5 måneder vejer 5kg (født 2410g). Vi var til lægen i dag og hun vil gerne have at vi kontrolvejer igen om en måned. Det gav et sug i maven! Jeg er helt sikker på at min datter er sund og rask. Hun trives, er glad og har fine bleer. Hun får MME og drikker ikke den mængde som læge og sundhedsplejerske siger at hun bør. Men jeg kan ikke klemme mere i hende og når nu hun er i trivsel, hvilket lægen giver mig ret i, hvorfor er det så så vigtigt, at hun passer ind i deres vægtskemaer…
Det er svært at være mor til en der ikke passer ind i deres kasser.

Svar
Cecilie 9. september 2020 - 0:01

Hej Louise. Jeg var præcis hvor du er for 6 måneder siden. Åh, hvor ville jeg gerne have haft nogen at spejle mig i, frem for de pokkers kurver og kasser. Det er super hårdt og ingen forstår det, hvis man ikke selv har været der. Kan kun sige, at det bliver bedre! Min datter er på ingen måde et madøre og hun er enormt slank, men hun trives og udvikler sig og det er det vigtigste. Hold fast i det. Stort kram til dig – og alle med småtspisende børn

Svar
Dea 7. september 2020 - 16:14

Det lyder stressende for jer med den manglende appetit. Håber lægens tip virker🤞🏼 Er der egentlig nogen grund til I ventede med mad til han var 7 mdr?

Svar
L 7. september 2020 - 17:06

Jeg er 36 år og min mor får stadig tics, når snakken falder på mine madvaner som barn. Ifølge sagaen stoppede jeg med at spise lige så snart jeg fik serveret fast føde og med tanke på det er så mange år siden, er jeg sikker på, jeg ikke har været mere end nogle måneder, blev i hvert fald smidt i dagpleje seks måneder gammel.
Mine forældre forsøgte alt, men til sidst sagde lægen at de skulle give mig hvad jeg end ville spise, fordi jeg var blevet så tynd. Så jeg levede af lidt rugbrød med spegepølse til jeg var teenager… Mad sagde mig vitterlig ingenting, og jeg smed f.eks. ALTID min madpakke ud i skolen. Det er et under, jeg kunne gå oprejst så lidt som jeg spiste 😂 Jeg har altid været for tynd, men jeg har altid haft et fantastisk helbred, så 🤷 Og jeg begyndte at elske mad og spise andre ting end rugbrød med spegepølse omkring konfirmationsalderen. Så rigtig meget held og lykke 😂

Svar
hellosofie 7. september 2020 - 17:14

Haha, tusind tak 😂 Der er håb!

Svar
Chris 7. september 2020 - 20:53

Jeg har selv haft to småtspisende drenge, så kender alt til frustrationerne 😓 Dele af det skyldtes desværre en absurd dårlig dagplejer (fandt vi ud af senere), men generelt har de bare ikke ville spise mad herhjemme.
Vi gav ofte vores børn havregrød til morgenmad (med sødmælk og fløde), og jeg fandt simpelthen ud af at det mættede dem for meget. Så hvis jeg gav dem noget andet til morgenmad end havregrød, så kunne de nemt spise et stort mellemmåltid op ad formiddagen også 😊 Du har sikkert prøvet alt, men hvis ikke dette er prøvet kunne det måske være en ide at afprøve?
Da jeg tog min yngste søn ud af dagplejen som 1,5 årig vejede han 9,2 kg, så det var heller ikke ret meget, og han var samtidig i dårlig trivsel pga dagplejeren 😢 Idag er han 3 år og vejer 13 kg 🙏🏻
Min ældste søn var også meget undervægtig og ville intet spise. Da han stoppede i dagplejen som 3 årig vejede han 12,1 og idag (2 år senere) vejer han næsten 19 kg og er stadig vildt kræsen 😳 Han får græsk yoghurt 10% til morgenmad, hvilket gør mig mere rolig ift. at få nok protein 😊

Held og lykke med det ☺️🙏🏻

Svar
Mette 7. september 2020 - 22:43

Herhjemme har vi også en pige, som altid har haft svært ved at spise almindelig mad. Den står altid på havregryn og leverpostejsmadder. Intet andet duer. Virkelig frustrerende. Hun er nu 4,5 år. Vi trøster os med, at der var værre ting, hun kunne have kastet sin kærlighed over. Det er trods alt rimelig sundt. Det ændrer dog ikke på, at vi i 1,5 år har fået hjælp af en ergo terapeut, og at vi stadig ikke ser nogen forandring. Det forsvinder åbenbart ikke med et trylleslag. Tålmodighed er en dyd. Vi forsøger at være afslappede omkring det og fjerne fokus, men nogle dage fylder det bare for meget indeni og man bliver frustreret. Hepper på jer 🙂

Svar
Marie 10. september 2020 - 21:09

Har du ingen respekt for dit barns privatliv? Deler du lige så gerne ud af dine egne besøg hos læge? Nej vel?

Svar
Ida 11. september 2020 - 22:43

Hej Sofie
Jeg kender den stress SÅ godt herhjemme. Så tak for at dele!
Min datter på 17 måneder vejer 9 kg (på trods af hun vejede næsten 3700 g ved fødslen). Hun er også meget småtspisende og det er en kamp at få hende til at spise bare “nogenlunde” hver dag. Jeg giver også sukker og lokker mad i hende, mens hun ser tv – og det havde jeg svoret at jeg aldrig ville gøre, inden jeg blev gravid. Men som du skriver, bliver den manglede vægtøgning en stor stressfaktor, og så må man gribe til andre muligheder.

Jeg ammede kun min datter til hun var 6 måneder og overgik til flaske, fordi hun tog så lidt på – det skete baggrund af råd fra min sp. Efter 1 måned kunne vi konstatere, at hun ikke havde taget mere på af mme, men så var det for sent at gå tilbage til amning.

Så min pointe er, at din dreng er småtspisende slet ikke kan forklares ved din fuldamning. Min datter er præcis på samme måde – og hun er flaskebarn og har spist mad siden 6 måneder.

Jeg har nu valgt, at så længe min datter er velfungerende, rask og følger sin alderssvarende udvikling, så vil jeg ikke stresse mig fuldstændigt ud. Børn har det godt – også selvom de ligger lavt på deres kurve!

Tak for dit gode indlæg. Meget kan bruges – især det med at give mindre sukker. Det giver også god mening her.

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere