Juletid og et ønske om en smule ydmyghed

“Jeg vil bare gerne være YouTuber”

Jeg var jo på tur til Sverige i går med en gruppe seje kvinder. De fleste af dem med børn, der var lidt ældre end mine.

Vi kom ind på de sociale medier, om man måtte få en telefon i 3. klasse, om de havde Instagram, om at dele sine børn, om at mor er kendt. Vigtige emner at tale om på en sober måde – vi havde alle taget forskellige valg og havde jo også børn i forskellige aldre. Vi kommer ind på, hvordan pigerne i 9. klasse bare gerne vil være YouTubere. Det samme vil drengene i 7. klasse.

Og så ærger jeg mig. Jeg kan godt lide mit “job” som blogger og jeg sætter pris på det liv, som jeg kan leve. Men jeg ærger mig over, at jeg inspirerer andre til at stræbe efter det samme, for det er ikke dét, som giver mening i mit liv. Hvis I har nogle døtre i den alder – eller hvis jeg har en håndfuld 15-årige piger, der læser med, så håber jeg, at du læser med her.

Det allervigtigste i livet, mener jeg, er at have tætte relationer. Det er at “være noget” i sig selv og kraft af sin familie, af sine tætte veninder, partner, børn. Det er ikke “at være noget” for 30.000 ukendte mennesker, som læser med. Det er rigtigt, at jeg hver dag får anerkendelser eller har samtaler med en masse dejlige kvinder, og det får jeg rigtig meget ud af. Men hvis Instagram gik ned i morgen, så er det så afgørende for mig og min identitet, at jeg stadig er mig. Jeg har stadig et liv, som jeg finder glæde ved. Selvfølgelig ville en stor del af min business gå tabt, men jeg ville ikke tabe mig selv.

Jeg tror, at mange unge mennesker kaster sig ud i at prøve at være “influencer” uden overhovedet at have fundet sig selv endnu. Måske finder de sig selv i øjnene på alle dem, der kigger med. Men hvem er man så, når ingen kigger? Jeg vil ikke nævne nogle navne, men det kan være fatalt – både for individet og for ‘branchen’ – når man som meget ung voksen, eller gammelt barn om man vil, lever gennem de sociale medier og alle føler, at de kan kommentere på dit udseende, på din måde at tale på, smaske på, din kæreste, din intelligens. Alle kan have en holdning til dig, men hvis man ikke engang helt ved, hvem man selv er, så står man på enormt usikker grund.

Åh gud, hvor lyder jeg gammel.. “Kids, don’t do drugs! Don’t do what I do”.

Men jeg får faktisk i ny og næ spørgsmålet: “Hvordan startede du med at blogge og hvordan fik du så mange følgere? Hvad skal jeg gøre, hvis jeg også vil være influencer?”. Mit svar er altid, at man skal have noget på hjerte. Ellers tror jeg ikke, at man selv finder glæde ved det og jeg tror ikke, at andre vil finde glæde ved at følge med. Her mener jeg ikke, at man skal have en profil som min. Det samme gælder også fashion, bolig og fotografi. Man skal dyrke noget og gå op i noget, som ikke foregår på sociale medier. Der kan der opstå noget, som er værd for andre at følge med i – og for dig at dele. Kort sagt, man skal leve sit liv i det virkelige liv blandt mennesker, man holder af og bevares, så kan man jo dele ud af det. Jeg tror ikke, at der kommer noget godt ud af, hvis ens liv kun er en succes i kraft af ens succes som influencer.

Jeg undskylder, hvis det her lyder alt for helligt og moragtigt, men måske er jeg (omend ung) en generation, der bliver lidt rystet over, hvor mange helt unge piger, der får mange følgere på kort tid. Og jeg bliver rystet over, hvor unge børn er (helt ned i 2.-3. klasse!), når de følger med på Instagram eller ser YouTube-videoer lavet af andre unge, der ikke har et begreb om det ansvar, der følger med, når man har sådan et talerør. Jeg siger ikke, at alle unge influencere ikke tager deres ansvar seriøst eller ikke har “fundet sig selv” in real life, skal det lige siges. Det er, når ens mål i livet er at stræbe efter så overfladisk et ideal, at jeg ærgrer mig og skamme mig lidt over at være “influencer”.

Jeg hørte for nogle måneder siden, at nu var “miljø” indført som et obligatorisk fag i Italien. Det synes jeg lyder fremragende, og det er vigtigt, at den kommende generation forstår, hvilke konsekvenser det har at smide en colaflaske i busken eller hvad vores politikere taler om. Det samme burde gælde livet på sociale medier. Er der allerede et fag om det? Det burde der i hvert fald være. Om kildekritik, om hvad de sociale medier får én til at føle, hvorfor det er så attraktivt og alligevel kan være så ødelæggende for unge mennesker.

Det var alt fra gamle Sofiemor og go’ aften <3

/S

 

3 kommentarer

  • Siff

    Hvor er det bare nogle fine betragtninger! Jeg er meget enig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Tak! Tak fordi du bruger dit talerør på at dele en en historie som denne! Jeg kunne ikke være mere enig i dig, fordi sociale medier netop kan være et fantastisk redskab. Tværtimod så kan det også blive et medie der er selvdestruerende for mange unge i dag, fordi de føler sig utilstrækkelige når de sammenligner sig med andre, eller udviklet sin egen identitet ud fra hvad der sker på de sociale medier. Så tak for at du, gang på gang, bruger dit talerør til at se kritisk på branchen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Hvor er det godt skrevet, og hvor har du bare ret <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juletid og et ønske om en smule ydmyghed