Det behøver ikke være dyrt for at du

Om uoverskuelige dage og lommefilosofien, der ramte mig

Catchy overskrift, ik?

Ej, det har jeg altid syntes var det sværeste ved de her indlæg. Catchy overskrifter og clickbate er jeg nok verdens dårligste til, men hey – det er jo heldigvis ikke derfor, at I læser med.

I læser med, tror jeg, fordi I i høj grad kender til de små hverdagsscenarier, som jeg skriver om. På både godt og ondt – de gode og de dårlige dage. Og nogle dage er det hele bare lidt mere lort end andre. Som i morges.

Vi har nu engang taget en beslutning om, at det er mig, der går hjemme, mens Mads kører på, på arbejdet. Derfor er det også mig, der tager alle sygedagene og i stor stil har hentet og bragt de sidste uger, fordi Mads har haft travlt. Jeg har lige præcis to lure at gøre godt med i løbet af en dag, hvor jeg også kan få arbejdet lidt – hvis man kan tillade sig at kalde det det.

Jeg vågnede pissesur…

…i morges efter en nat uden én times sammenhængende søvn (fordi Louie er helt færdig af snot og hoste som sin bror) og med ondt i halsen, og en stor dreng med småfeber og øjne, der ikke kunne åbnes på grund af snask. Jeg afspillede en dag i mit hoved, som jeg simpelthen ikke kunne magte. Så mange af jer har skrevet, at I kender det så godt. Her gik man og troede, at man var en selvstændig og stærk kvinde og mor, og inderst inde vil man i bare gerne hjem til mor. Jeg vil gerne passes på og jeg vil ikke være den med ansvaret, når jeg selv har så lidt overskud.

Jeg følte, at det var uretfærdigt, at jeg skulle have natten med Louie OG have begge børn om dagen. Det vil nogle måske også mene, men det er sådan vi har indrettet os og det er ikke nogens skyld. Det er ikke for sjov, at jeg har valgt at gå hjemme. Det er ikke for at drikke varm kaffe og tage pæne billeder af mine børn. Vil I høre hvor nederen jeg var – og hvor nederen Mads var i morges? Optakten til min lille tudetur startede sådan her:

Mads: “Nåh, ha’ en god dag ik'”.

Sofie: “Dét får vi i hvert fald ikke! Men tak” (mobser den og kigger ud af vinduet)

Mads: “Kom nu altså, det skal nok gå. Jeg har også en gang imellem en dårlig dag på arbejdet og sådan er det”

Sofie”…………”

En dårlig dag på arbejdet. Og tårerne trillede. Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tage på arbejde i dag og “ha’ en dårlig dag” helt alene og med mig selv i min kontorstol. Jeg ved godt, at Mads’ dag er fyldt med møder og andre mennesker og det skal heller ikke blive en snak om, hvad der er hårdest. Men hvorom alting er, så blev det bare for meget.

Vi krammede den ud lidt efter og Mads tog af sted. Det hjalp at lade tårerne trille og slukke “ilden i maven”, som Gustav siger. At give slip på idéen om, at det her bare bliver en lorte dag.

Jeg stenede lidt Facebook en halv times tid efter og faldt over en plat lommefilosofisk post, som en af mine bekendte altid poster. I ved, de der “Find the courage within”-agtige posts. Den her meme handlede om, at det hele afhang af, hvilke briller, man har på – og så en eller anden latterlig tegning af to mennesker, der begge går i regnvejr. Den ene mukker og den anden smiler. Oh my god, hvor ligegyldigt. Og så ramte den mig alligevel bare.

Jeg kan ikke komme uden om denne dag. Jeg har det skidt, børnene har det skidt, og sådan er det. Jeg er lige her og må komme igennem dagen – enten ved at være pissesur over situationen eller tænke it is what it is, og det eneste jeg kan gøre på at ændre på situationen er ved at ændre min måde at tænke på.

Tænk, at sådan en latterlig lommefilosofisk tegning ændrede hele min dag. Den gik hen og blev faktisk helt okay. Gustav sov i 2,5 time og var generelt i godt humør og sød ved Louie, og Louie sov da også lidt. De overlappede ikke sindssygt lang tid i søvnen, men til gengæld skulle Louie puttes, da Gus vågnede, så på den måde har jeg en stor del af dagen kun haft ét barn at tage mig af.

Nu har jeg spist MacDonalds, jeg har puttet Louie og Gustav får lidt ekstra skærmtid. Det var slet ikke så slemt, som jeg troede det ville blive klokken 8.13 i morges, da Mads tog af sted.

Jeg vil altid have ret til at være sur

Min pointe er ikke, at jeg ikke må være sur eller brokke mig. Det er lidt min ting – jeg elsker at brokke mig, fordi det lader til, at mange andre har det på samme måde og så er det slet ikke så slemt igen. Det er lidt min kæphest, at uanset privilegier og steder i livet, så må man gerne sige, at man har det hårdt. Mine problemer er helt sikkert i en anden skala end andre familiers. Men det er problemer for mig, som udmatter eller gør mig ked af, og dem må jeg gerne forholde mig til.

Det hele kan begynde at klø, hvis man ikke må tale om tingene, fordi “vi har det jo fint og har selv valgt at få børn”. Det er ikke sådan, det fungerer i min verden. Jeg har brug for at sætte ord på hele skidtet – og så må jeg komme videre. Jeg er måske ikke altid lige god til at komme videre, men den dårlige meme i dag på Facebook fik mig mindet om, at det, hvad det er og det er okay at slippe det. For hver dag, der går siden jeg blev mor, øver jeg mig i at blive bedre til at give slip. Først erkende, hvad jeg føler –  og så give slip på frustrationen, selvmedlidenheden, vreden og alle andre ting, som jeg oplever som mor, som jeg slet ikke gjorde i så høj grad inden jeg fik børn.

Nu vil jeg spise det sidste af mit slik og nyde, at Mads bare gerne vil se fodbold, så jeg kan stene på min telefon og hoppe i seng inden 21.

/S

5 kommentarer

  • Louise

    Utroligt! Du formår at sætte ord på lige præcis de følelser, jeg også kæmper med i tide og i utide som mor til 2. Og som kan være enormt svære at formulere og gøre forståelige over for faren i huset. Tak!❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Så menneskelig og så sej 🙏❤️🙌
    Og husk også, at man godt nogen gange, når man selv er alt for slidt og det bliver en møgdag for alle, må bede manden tage en barnets sygedag, hvis ikke han har jordens vigtigste møder.
    Det lærte jeg først rigtigt på 3. barsel, ved godt at du ikke er på barsel, men alligevel. Det er sejt når man klarer det selv, men også sejt, når man insisterer på hjælp, når det virkelig er nødvendigt ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    I hear you! Jeg har følt nøjagtigt det samme 100 gange. Og ved du hvad – det er sgu i orden! Vi skal lade være med at dunke os selv i hovedet med at vi burde kunne klare mere, burde være gladere for det vi har. det er okay at være træt og udkørt når man ikke har sovet sammehængende i flere år 🤗 og det er fandme hårdt at være nogens mor 24/7 – hatten af for det valg I har taget 🙏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle andersen

    100% enig i det med at have brug for at brokke sig… Oplever ofte at ikke blive hørt eller forstået når jeg brokker mig over en dårlig nat f.eks. Og ja det hjælper at tænke positivt men nogen gange har man brug for at være sur 😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Tak, tak, tak for det her indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det behøver ikke være dyrt for at du