Om at være nærig - og stolt af det

Når far er på barsel – del 2

Lad os starte i samme boldgade, som vi slap sidst. Det er nemlig ikke altid spas og løjer at være på barsel, og når man ikke har venner eller familie, som er hjemme i dagstimerne som en selv, så kan man godt føle sig en smule ensom. Og det leder mig til næste spørgsmål.

Hvad savner du mest, når du er på barsel?

Mads: Jeg savner mine kollegaer. Jeg savner voksne mennesker, der ikke taler om børn, putterutiner og amning. Jeg savner at tale med mennesker om andet, der også foregår i verden. Jeg savner at bruge mit hoved på en anden måde og udrette noget, som jeg kan sætte to streger under, som fx. i dag har jeg lavet denne præsentation. På barsel sætter jeg ikke rigtig flueben ved noget – det starter bare forfra dagen efter.

Jeg savner egentlig at komme tilbage på arbejde – den afveksling, det giver. Jeg glæder mig til at få noget fra hånden – jeg sidder jo tit og kigger tilbage på en uge, hvor jeg ikke aner, hvad jeg har lavet tirsdag og onsdag. Dagene flyder sammen – på godt og ondt. Det er hyggeligt, og jeg sætter pris på dagene med Louie, men det bliver også lidt trivielt. Jeg er også et udpræget konkurrencemenneske og kan godt lide, at man er kommet lidt længere i dag, end man var i går. På barsel er man tit lidt der, hvor man hele tiden har været. Og pludselig bliver baby et år, og man ser tilbage på, hvor hurtigt tiden er gået. Så kan man pludselig se en udvikling, men det glemmer jeg, når jeg er i det. Og så kan jeg desuden ikke tage ære for, om Louie lærer at gå eller spiser en stor portion havregrød. Glæder mig til at præstere igen, vinde og opnå noget.

Jeg synes faktisk, at det er hårdt at være den ”der er den” herhjemme, og jeg synes det er svært at svare på, om jeg ville have længere barsel. Det ville jeg nok ikke med mindre vi tog på en rejse eller noget andet, der gjorde, at vi kom ud at trommerommen. Jeg ville melde mig til langt flere ting.

Til gengæld har jeg været ret god, hvis jeg selv skal sige det (og det skal jeg) til at tage ind til København eller Lyngby, for at være omkring andre mennesker. Så der sker noget i både mit, men også Louies liv. Jeg husker, at vi med Gustav begge var frustrerede over, at vi altid endte med at stene i Magasins legerum. Det hviler jeg meget mere i nu. Jeg VED, at jeg skal bruge tiden i legerummet. Det er lige så meget en del af turen og det handler også om, at Louie skal se noget andet end vores legetæppe.

Hvordan synes du, at det påvirker os som par, at du har taget barsel, mens jeg arbejder?

Mads: Det er en øjenåbner – begge veje. Jeg kan godt forså dit behov for at tage nogle timer og bare være sig selv. Det behov har man jo også, når man har været på arbejde en hel dag, men det har man altså også på barsel. Dit behov for det kan jeg meget bedre relatere til, og det er ikke helt det samme, som når man er på arbejde.

Vi deler initiativet mere lige, når det omhandler vores børn, deres opdragelse og rutinerne omkring dem. Jeg føler, at mine ord har langt mere pondus, når jeg siger, at Louie ikke skal sove. Jeg føler, at du i langt højere grad accepterer, at jeg ved, hvad og hvornår børnene skal det ene og det andet. Og jeg har jo også meget bedre føling med det. Du har været god til at give (og fralægge) dig ansvaret – jeg er sgu da egentlig lidt overrasket over, at du ikke checker mere op på mig. Måske er det nummer to og du derfor tænker, at jeg har en basisviden om børns overlevelse, der gør, at det ikke går helt galt. Det er nok meget sundt for dig at lægge det ansvar fra dig. Og sundt for mig at tage det på mig og få succes med det.

Det er ret sjovt, at vi har de samme diskussioner, bare omvendt. Det er jo totalt kikset, men må alt andet lige give en indsigt i hinandens situationer. Pludselig efterlader du fandeme dine kaffekopper og brugte tallerkener overalt. Ajmen, hvor skulle jeg høre om det dagligt og modtage SMS’er med kaffekopper, der var efterladt på toilettet eller sofabordet. Jeg er lidt i tvivl om du tester mig. Eller om man bare kommer ind i en anden “nårhmen, Mads er jo alligevel hjemme”-mindset. Det har jeg jo selv været i, og ikke glemt kaffekoppen bevidst, men bare haft mine tanker andre steder og stolet på, at du havde styr på hjemmefronten.

Men altså, vi er nok ikke de bedste til at komme med råd til andre. Da vi havde barsel sammen, var vi nok ikke så gode til at ramme en balance mellem, hvor meget vi skal lave sammen og hver for sig? Det blev lidt sådan en limbo. Et råd til os selv set i bakspejlet ville nok være, at vi skulle give hinanden mere plads – og det gælder sådan set også fremadrettet. Jeg ved, du også har talt om det før, at minus og minus bare giver endnu mere minus og det er så vigtigt at vise og give overskud, når man kan. Det blev lidt millimeterretfærdighed. Vi skulle have de samme privilegier, og jeg følte et stort behov for frihed, fordi jeg ikke har så lang tid væk fra arbejdet og du følte et lige så stort behov, fordi du endelig havde ekstra hænder med børnene.

Hvordan gør vi tingene anderledes herhjemme?

Jeg går meget lidt op i den daglige, huslige oprydning. Fuld fokus på leg og større husprojekter. Eller… I mit hoved. Jeg kan bedre være i rodet, så det fylder ikke så meget. Jeg er egentlig lidt overrasket over, at du ikke har givet mig mere heat over oprydningsniveauet, når du kommer hjem. Eller manglen på samme! Vi gør nok bare tingene anderledes. Jeg er måske mere i legen, hvor du får klaret flere praktiske ting i løbet af dagen. Jeg tror også, at jeg er lidt mere fysisk. Jeg kaster jo rundt med ungen.

Så, nej, jeg har ikke oplevet den mental load, som jeg ved du bakser med. Min mental load har kun været Louie; hvornår han skal sove, hvad skal han spise, hvor længe har han sovet kombineret med et ønske om at nå noget i løbet af dagen. Jeg kan bruge virkelig meget hjernekapacitet på timing og planlægning. Så tror jeg egentlig også, at jeg bruger meget energi på at tænke over, hvad du forventer, at jeg skal. Så jeg ikke får en sur kone hjem. Men hey, vi har kun haft et fald fra en højstol og måske et par fingre i klemme i en badeværelsesdør – ellers har jeg seriøst været en boss med Louie. Han er mega hyggelig, og jeg vil gerne bruge den her anledning til at klappe mig selv på skulderen, fordi jeg synes, vi gør det godt sammen. Altså mig og Louie. Vi to gør det også helt okay 😀 Anyways, så kan jeg kun se det positive i, at vi har prøvet at være i hinandens sko. Selvom det kun har været en måned, så tror jeg, det har givet os begge et andet perspektiv – som vi sikkert glemmer, når hverdagen ruller igen.

Og så har jeg brugt Louies lure på at sove – det har du aldrig gjort. Det er jeg mega god til. Til at sove. Og så vasker jeg cykel, ordner robotplæneklipper, spiser og går i bad. Jeg har faktisk slet ikke set fjernsyn – jeg kan ikke overskue at gå i gang med noget, som jeg ikke kan gøre færdigt, fordi han vågner. Jeg må tage revanche på serierne, når vi engang får en 3’er, ik??

Oooog HER stopper jeg interviewet, fordi der skal gå rææætti lang tid før nogle af os kan overskue det igen 😉

Synes virkelig det er interessant, hvordan en barsel rykker ved dynamikker i et forhold, og derfor er jeg også glad for, at Mads ville tale lidt om det. Kom endelig med jeres betragtninger, spørgsmål og overvejelser – dem sætter jeg pris på!

/S

 

 

 

 

 

 

2 kommentarer

  • Maja

    Hvad er jeres betragtninger ift. barsel i provinsen vs. i københavn? Jeg har indtryk af, at der er mere at lave i københavn – mødregrupper med ligesindede, gå-ture til legepladser og parker osv. Hvor mit billede af barsel i provins er mere ensomt?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Det har du nok ret i, men jeg ved ikke om det er mere ensomt. Det er bare nemmere at være ensom blandt mennesker man ikke kender inde i byen – hvis du forstår hvad jeg mener? Men noget af det jeg savner allermest er at samles på legepladser med tonsvis af børn og forældre. Er i hvert fald glad for at min første barsel var i København.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at være nærig - og stolt af det