Sofies Serieservice prøver noget nyt

Hva’ fanden har jeg lavet i 9 måneder

Da jeg var på barsel med Gustav havde jeg en masse ambitioner om at stimulere, underholde, udvikle og udfordre den lille mand. Indrømmet, så var og er han en lidt anden dreng end Louie og han (og jeg) havde brug for at komme ud af lejligheden.

Måske var det nemmere at kaste sig ud i babymassage og rytmik, viklekurser og svømning, da jeg boede midt i det hele på Vesterbro. Jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg har nået 0 og en prut i denne barsel med Louie! Tiden flyver jo bare, når man afleverer Gus klokken 9-9.30 og henter ham igen mellem 15-16. Hvis man også lige tænker lure og madshow ind i tidsplanen, så er der pludselig ikke meget tid til rende byen tynd for babyaktiviteter.

Heldigvis havde jeg ingen ambitioner om at gå til eller nå noget som helst på denne barsel, som jeg havde med Gustav. Been there, done that. Det var fint og jeg synes, at det skal udforskes og prøves – måske elsker både du og din baby salmesang! Men yaiks, hvor jeg også bare nyder at kunne putte Louie til en lur og flække en serie imens inden Gus kommer hjem, og jeg først får tid for mig selv igen efter 20.

Familie reportage

Nåh, men her er en liste med alt det, som jeg absolut ikke nåede. Kan du tilføje noget til den liste?

Salmesang: Jeg var faktisk ret vild med salmesang, da vi boede i København. Det var så nemt lige at stikke snuden forbi. I Hørsholm skal jeg gå semilangt for at ramme en kirke, så det skal planlægges lidt bedre. Men helt ærligt, det var også lidt akavet, når vi ikke var særlig mange og skulle ramme de urimeligt høje toner i de salmer, som jeg aldrig lærte udenad og derfor mumlede mig igennem. Men så gik der en halv time med det, og Gus sov som en drøm efterfølgende.

Babysvømning: Jeg har alle dage synes, at babysvømning er et projekt. Svømmehaller har altid været et projekt for mig med eller uden baby! Da jeg var lille og gik til svømning, sendte min svømmelærer mig altid ind i saunaen halvvejs i timen, fordi jeg frøs så meget og var blå over hele kroppen. It’s not my thing. Og når baby alligevel kun magter at være i vandet i 15-20 minutter, så kan det sgu også være ligemeget. Han kommer en tur i badekarret herhjemme i stedet.

Rytmik: På Vesterbro er der forskellige former for tumling og rytmik mindst en gang om ugen på diverse caféer og biblioteker. Det var nemt at få plads og jeg kunne slå rimelig impulsivt til. Jeg synes ikke, at jeg vader i rytmiktilbud i Hørsholm – og var jeg egentlig kommet af sted, hvis der var? Louie bliver revet rundt, trykket på, kildet og hevet i, når Gustav kommer hjem, så jeg er ret sikker på, at han har en god kropsforståelse efterhånden 😀

Hjemmelavet mos: Jeg gav det faktisk en chance med Gus, men han spiste også okay meget skemad. Jeg frøs det ned i isterningebakker og kunne tage en lille firkant ud af gangen. Det er ikke sket én eneste gang i denne barsel, og det er der flere grunde til. Der findes så gode, økologiske mos, der ikke koster en bondegård, som er et fint alternativ til småtspisende børn. Desuden finder Louie først nu, i en alder af 10 måneder, det interessant at spise noget af en ske. Mest af alt vil han sidde med tingene selv, så det har han fået lov til, og vi har kørt en mild form for BLW. Fantastisk nemt, at jeg bare kan give ham lidt af det som familien alligevel spiser. Hvor har jeg sparet meget tid på ikke at planlægge og tilberede hans mad.

Hjemmebag: Jeg havde en idé om, at når nu jeg ville have et stort køkken, så ville jeg også have overskuddet til at bage, så Gustav kunne have pølsehorn og nybagte boller med i madpakken. Det viser sig, at overskuddet til at bage ikke ligger i køkkenskufferne. Det viser sig også, at man kan købe nogle udmærkede frosne alternativer, så min søn ikke skal gå glip af bagværk i madpakken. Men honestly, mængden af langtidshævede boller og boblende surdej på barslende mødres Instagram – ser de aldrig serier?!

Gåture: Jeg er faktisk lidt ærgerlig over, at jeg ikke har fået gået flere ture. Men i Hørsholm bor jeg bare længere væk fra alting, og det er ikke lige så nemt (synes jeg) at smutte på en lille gåtur. Det er selvfølgelig en dårlig undskyldning, og jeg har en ambition om at komme på lidt flere ture i min barsel 2.0, når jeg er tilbage i huset med Louie.

Keeping my mind fresh: Jo, jeg havde også en idé om, at jeg ville lytte til kloge podcasts og fagbøger på Mofibo. Det skete ikke. Men helt ærligt, det skete heller ikke dengang, jeg ikke havde børn. Nogle gange må man jo bare stå ved den man er, og have selvindsigt nok til at erkende, at jeg nok bare er lidt mere Netflix-typen end den intellektuelle type.

Keeping my body fresh: Mja, det skete heller ikke. Det blev måske lige en håndfuld efterfødselspilates og lidt styrketræning i fitteren, da Mads også gik på barsel. Satser på, at jeg en dag får overskuddet til at komme i gang igen. Små børn vil ikke altid være små, og et lille overskud vil forhåbentligt ikke altid være lille. Til gengæld er jeg begyndt at gå ture alene, når Mads har Louie og det er så skønt og giver mig en masse energi.

…Men Sofie, hvad lavede du så egentlig på barsel med Louie? Ja, min ven. Det er et godt spørgsmål og tiden er seriøst fløjet af sted. Jeg har bragt, ryddet op, vasket tøj, handlet, lavet mad, tumlet, skiftet bleer, lagt tøj på plads, spist, puttet, set serier, skrevet blogindlæg, drukket et par kaffer med gode veninder og hentet. Ikke mere eller andet end andre mødre, I guess. Jeg synes, at min manglende søvn (der stadig hedder vågentid hveranden time om natten), har en del at skulle have sagt i mine manglende planer. Eller, det fortæller jeg mig selv. Det kræver liiige det ekstra at hive sig op til de store planer, når det eneste du drømmer om er at smække benene op.

Når det er sagt, så bliver Louie kun ældre og hans lyst og behov for at socialisere med andre børn vokser. Jeg er ikke pædagog eller har andet erfaring med at kunne vurdere, når børn reelt set har brug for at lege med andre børn (nogen på linjen?), men jeg ved, at der er legegrupper for hjemmegående i Hørsholm og den har jeg en ambition om at deltage i, når nu de fleste i min mødregruppe er startet på arbejdet igen.

Kan I tilføje til min liste med ting, som I ikke fik gjort på jeres barsel?

/S

 

 

15 kommentarer

  • Denise

    Jeg boede midt på Nørrebro, da jeg var på barsel og nåede ingenting! Jeg tilmeldte mig et babyrytmikhold, som jeg måtte løbe væk fra, da både baby og jeg begyndte at græde. Svømning blev det aldrig til, men til gengæld var jeg i babybio et par gange, hvilket jeg klart skal gøre igen, når vi en dag får et barn mere. Jeg synes ALT var et projekt: indkøb, udflugter, mad, få tøj på osv. Det krævede al min energi at holde barn og mor i live og nogenlunde ovenpå. Det værste var dog den dårlige samvittighed over, at jeg ikke orkede noget som helst af dét, som andre fik ordnet. Endnu en ting, som jeg vil skyde en hvid pil efter næste gang haha. Skide være med, hvad andre når, så længe man har det godt med dét man selv laver.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Det lyder virkelig klogt, og dejlig ærligt, at du står ved, at barsel ikke altid er lige romantisk og nemt.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Min liste er præcis som din. Bortset fra, at jeg heller ikke føler at jeg fik set serier eller skrevet (nok) blogindlæg.. Haha. Min søn har (også?) sovet virkelig korte dagslure, så ud over at klare alt det praktiske som du nævner, har jeg det meste af min tid nok gået med at løbe op og ned fra femte sal.. Men så trøster jeg mig ved, at jeg da holdt mig nogenlunde i form samtidig 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Siff

    Jeg er kun én måned inde i min barsel, men det lyder allerede enormt genkendeligt! 😂
    Ift. legestuer og socialisering: kom endelig af sted! Om ikke andet, så for din egen skyld. Børn får først et socialt behov udover de primære omsorgspersoner, når de er 2-3 år 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Fra en tro følger til din og Acie’s blog;
    Jeg har børn på præcis samme alder som dine og jeg flytter fra staden til jeres fine område inden længe. Jeg skal hjemmepasse den mindste (yikes, kæmpe beslutning!) min store (og indtil nu hemmelige!) drøm er, at du og Acie starter et lækkert børneunivers op i Nordsjælland. Bum så er det sagt – med stor kærlighed og ønske om den bedste fredag til dig og dine ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Jeg havde to ting på min liste( foruden de ting du selv har nævnt). 1. Jeg ville se GoT fra ende til anden 2. Jeg ville sætte mig rigtig godt ind i politik. Jeg nåede kun nr. 1, samt et par ting på din liste 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Kirsten

      Øhhmmm – Er det så til den gode side (af skræm-kiggeri) når jeg lige er blevet færdig med GoT… På 3 uger

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Hahaha, det tager jeg hatten af for! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Det kunne jo ligeså godt være min barsel nr. 2 du skriver om 😅 Jeg er stadig kun nået til side 15 i den krimi jeg startede på inden jeg fødte (for 8,5mdr siden) heldigvis har bøger ikke udløbsdato🤷🏼‍♀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Tak for din dejlige ærlighed – jeg har det lige på samme måde! Nu med lidt mindre dårlig samvittighed efter at have læst dit blogindlæg 😂 To ting der også skulle have været med på min liste:
    – Hennes bog (fra graviditet til nu). Min lille pige på 8 mnd har ikke engang på sin bog ud af plastikposen 🙈og min dreng på 2,5 år har kun fået nogle få ord i sin.
    – Sortere billeder og lave back-up! Den evigvarende dårlige samvittighed….
    Stort knus til dig, Sofie, og tak igen 😘

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Haha, præcis det samme he! Første og anden barsel kan bare slået ikke sammenlignes! Fordi anden gang har man kun barsel i det tidsrum, yngel nr 1 er i vugger…

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stephanie

    Du er SÅ god Sofie! Tak:-) Og shit hvor er det skræmmende og sjovt at læse når man er i samme situation.. og tænker det helt samme omkring svømmehallen🤭🙄😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Tak for dig, Sofie! Jeg elsker din ærlighed, og har en indre ro efter dette indlæg (slap nu af, førstegangsmor!) 😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eva

    Jeg går hjemme med vores to krapyler på 1 og 3 år, og legegrupper er det fede! Ungerne kan lege, uden at man hele tiden behøver at være over dem, og mor kan socialisere med de andre mødre imens og drikke kaffe og spise boller. Det er virkelig både for ungernes og min skyld, at vi gør det. Man må tage de pauser, man kan få.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilie

    Haha det ligner meget min anden barsel (som jeg stadig er på). Forleden fik jeg lige sådan et sug i maven, fordi jeg hverken har gået til svømning eller andet og kun en enkelt gang har været på Remisen😆 Jeg har dog gået til salmesang og ture med podcast i ørene, men barnets bog ligger stadig urørt og det samme gør min krop – altså på træningsmåden😅. Det kommer, som du selv skriver, om lidt bliver min dreng 1 år og jeg ved jo fra første gang, at der så sker et eller andet der betyder man rykker fra intet overskud til en smule mere. Eller det satser jeg i hvert fald på🙈😅

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Sofies Serieservice prøver noget nyt