Hjem Hverdagsglimt Det er fedt ikke “at være den”

Det er fedt ikke “at være den”

af hellosofie

Vi er halvejs i oktober måned, og jeg har nu været på pinden i 2,5 uge og har lige så lang (kort) tid igen inden jeg skal være hjemmegående husmors-barselsblogger (OMG, det har jeg aldrig skrevet ned). Så jeg synes, at det er tid til en status og de tanker, som går gennem mit hoved, nu hvor rollerne for en kort stund er byttet om.

Inden jeg startede på arbejdet, var der en følger, der skrev, om ikke jeg var nervøs for at fortryde mit valg om at stoppe, når nu jeg skulle tilbage på arbejde og få blod på tanden igen. Hun elskede at være i barselsboblen, og ville egentlig helst blive derhjemme, men da hun så endelig kom i gang, så var det nu egentlig meget rart at bruge sig selv til noget andet også.

Jo, jeg kan godt følge hende. Jeg tror, at vi som individer og familier finder ind i en rytme uanset vores valg. Vi vænner os til en hverdag – om det er frem og tilbage på arbejde, til børnehaven, som arbejdsløs, som karrierekvinde (nu bliver jeg lidt rødstrømpe, men er faktisk lidt imod det ord. Der er jo ikke noget, der hedder en karrieremand…. men you get my point) eller hjemmegående. Det kan godt nogle gange være angstprovokerende at ændre den rytme, men der går som oftest ikke længe, så får man ligesom hverdagen til at fungere med det.

Sådan har det også været herhjemme, hvor jeg på trods af mit korte gensyn med Deloitte er vendt tilbage til et arbejde, der var fuldstændig, som da jeg forlod det. Arbejdsopgaverne er de samme, og de fleste af mine gode kollegaer er der stadigvæk. Det er noget af det naturligste for mig at være tilbage, og det føles næsten som om, at jeg ikke har været væk.

Jeg bliver næsten dagligt spurgt om, hvordan det er at være tilbage. Og så kun i en måned. Helt ærligt, så var jeg til at starte med lidt træt af det, fordi jeg skulle finde min professionalisme, mine kompetencer, min makeup, mine skjorter og min morgenpendling frem fra Louies lortebleer og beskidte bodyer. Jeg skulle lige hive mig selv op og gøre mig mentalt klar, hvilket jeg tror de fleste kan genkende efter en barsel.

Du er den!

Men hvor er pissefedt ikke “at være den” derhjemme. Jeg synes, det er fantastisk befriende at sætte mig ud i bilen om morgenen og have 40-60 minutter kun for mig selv, hvor jeg hører podcasts og lader tankerne flyve. Det er dejligt at blive klappet på skulderen og få at vide, at man er god til noget. Altså noget andet end at være mor. Det er vigtigt, at jeg igen har følt, at jeg kan andet end “bare” at være derhjemme”. Forstå mig ret, jeg om nogen har forståelse for, hvor stort et arbejde det er. Især fordi man ofte ikke får den eksplicitte anerkendelse, som man gør på arbejdet.

På hjemmefronten lader jeg stå mere til end jeg har været vant til. Jeg hjælper så meget, jeg nu kan med påklædning og oprydning inden jeg skal af sted, men ellers giver jeg bare slip på min trang til at styre, guide, hjælpe. Det er Mads’ banehalvdel denne måned, og det ved vi begge to godt. Selvfølgelig skal vi hjælpes ad, men han har – ligesom jeg havde – flere timer derhjemme og flere af Louies lure til at rydde op. Så den tager jeg altså ikke på mig. Jeg vasker stadig tøj, handler og laver mad – det er ikke fordi jeg er helt handlingslammet bare fordi, at jeg er startet på arbejdet 😀 Men jeg har taget mig den frihed at give slip på min mentale load den her måned, og det er skønt.

Jeg har også en masse at sige om, hvad det gør ved vores forhold at være i hinandens sko, men det må lige komme i et andet indlæg snart.

Men lad os slutte, hvor jeg startede. Fortryder jeg min beslutning, nu hvor jeg er startet og det hele egentlig føles fint? Nej. Kan jeg komme i tvivl om, hvorvidt det er den rigtige beslutning? Ja da! Intet i livet er sort og hvidt. Men det er ikke sværere end, at jeg tænker på, hvorfor jeg tog beslutningen om at stoppe in the first place. Det gjorde jeg, fordi Louie ikke skal starte i vuggestue, når han er 9 eller 10 måneder. Han skal have lov til at få gavn af, at jeg kan være fleksibel på hjemmefronten i en tid.

Det er altså ikke en beslutning, jeg har taget fordi “jeg bare ikke gider arbejde”. Jeg har taget en meget lang uddannelse og har klaret mig flot på karakterbeviset. Det har jeg stadig med i rygsækken og det skal sgu vises frem igen, når vi har mere overskud derhjemme. Det er altså en beslutning, som jeg har taget selvom, at det ikke altid er “sjovt at være den”. Jeg synes ikke altid, at det er fedt at gå og sumpe derhjemme med et lille barn. Et arbejde giver mig mega meget! Jeg havde hånden på hjertet ikke valgt at leve af mine sociale medier, hvis ikke jeg havde to små børn, som har så meget brug for os for tiden og som jeg gerne vil bruge mere tid sammen med. Ikke at der er noget i vejen med det, men jeg kan godt lide at være en del af et fællesskab, at jagte noget, at have søde kollegaer, at dygtiggøre mig og udfordre mig selv. Men det har jeg heldigvis over 40 år endnu på arbejdsmarkedet til at gøre.

Så skål for at tage beslutninger, der ikke altid er nemme. Skål for at tvivle, for at turde og for at udforske, hvad livet byder på. Uanset hvilken beslutning og hvilket liv man lever.

/S

 

 

 

Du vil måske også gerne læse

5 kommentarer

Siff 15. oktober 2019 - 4:56

Det lyder præcis som mine tanker! Jeg elsker at fagligt udfordre mig selv og alligevel vælger jeg at gå hjemme for en stund: fordi det giver bedst mening for mit barn. Jeg har også 40 år til at være aktiv på arbejdsmarkedet bagefter ❤️

Svar
Tanja 15. oktober 2019 - 6:00

Hej Sofie,
Det er nogle rigtig fine overvejelser du har og kan virkelig godt forstå, at det er fedt ikke at være den.
Nu ved jeg godt at du er ung og slet ikke påtænker at gå hjemme i mange år, men vil derfor alligevel dele en observation, jeg har oplevet på mit arbejde.
Vi har fravalgt en række kandidater (mænd og kvinder) til en stilling fordi de var for gamle. De havde haft nogle sidespring på deres karrierevej som gjorde at de i forhold til den stilling de søgte var ældre en gennemsnittet. Ok, det er i Schweiz hos en konservativ arbejdsgiver, men det sætter alligevel tingene i perspektiv. Jeg tror derfor, at vi som kvinder skal passe lidt på, at vi ikke tager for lange barsler. Måske presse på, at farmand tager mere trods det at han måske tjener mere. For jeg er stadig enig, at man ikke skal sende sit barn afsted hvis barnet ikke er klar. Det er en svær balancegang, men det vil da være ærgerligt, hvis vi bliver fravalgt, fordi vi har været ude for længe. Tror dog ikke det bliver en udfordring i dit tilfælde, du er jo super sej og har også bloggen og fornemmer at det er det helt rigtige valg for jer. Måske inputtet kan bruges i anden sammenhæng.
Kh,
Tanja

Svar
Rikke 15. oktober 2019 - 8:58

Jeg synes det er en fin problematik du påpeger. Præmissen for din konklusion synes jeg til gengæld er problematisk. At (nogle) arbejdsgivere vælger (kvindelige) jobansøgere fra fordi de har været væk fra arbejdsmarkedet i en periode bør ikke få os til at sige til de mennesker der lytter til deres mavefornemmelse, at nu skal de passe på at de ikke falder bagud i køen. Vi bør i stedet italesætte problemet hvor det bor – og det gør det hos de arbejdsgivere der ikke respekterer særligt kvinders ønske om for en tid at prioriterer anderledes. Ja, Sofie kan teoretisk set på et tidspunkt blive ramt af et fravalg på den baggrund at hun for en periode har prioriteret anderledes. Men det skal ikke italesættes som en grund til at Sofie bør overveje at handle anderledes. For Sofie gør det eneste rigtige. Hun lytter til sin mavefornemmelse og gør hvad der er rigtigt for hende og hendes familie. Det problem der reelt set hersker og det problem vi skal italesætte er arbejdsgivernes manglende respekt og forståelse for mennesker der som Sofie har styrken til at følge deres mavefornemmelse.

Svar
Hellosofie 15. oktober 2019 - 10:26

Hej søde Tanja. Det er så dejligt så læser med. Jeg forstår også godt din pointe, men er selvfølgelig også ret enig med Rikke. Mest af alt er jeg blevet enig med mig selv om, at hvis en fremtidig arbejdsplads vælger mig og mine kvalifikationer fra, fordi jeg i en periode har prioriteret min familie, så er det ikke en arbejdsplads, som jeg har lyst til at være på. Når det er sagt, så er jeg ikke blind for, hvordan virksomheder diskriminerer, men den ligger på deres banehalvdel. Jeg er lettet over, at når jeg engang skal tilbage, så er jeg i start 30’erne, har to børn og har god erhvervserfaring, så jeg tror, at fremtiden er lys nok 🙂

Svar
Tanja 16. oktober 2019 - 8:59

Kære Rikke og Sofie,
Det er kogle rigtig gode pointer I har og det er jeg helt enig i. Arbejdsgiverne skal blive meget bedre til at rumme forskellige valg og være bedre til at integrere forældre, som har valgt at holde længere pause.
Jeg er ked af, hvis min konklusion kom til at lyde forkert. Jeg er, som sagt enig i at virkosmheder skal støtte om de forskellige valg man som familie kan tage.
Jeg er nok også bare blevet lidt farvet af, at jeg nu bor i et land, hvor man ikke får hjælp af staten i form af barselsdagpenge hvis man holder længere barsel end 4 mdr og at man som kvinde skal kæmpe en brag kamp, hvis man gerne vil arbejde og have familie (2 ting, der faktisk er lidt af en udfordring). Forholdene i Danmark er ok, men der er stadig meget at gøre.
Min arbejdsgiver har også fravalgt mandlige ansøgere, hvis de har været ude for længe.
Jeg er allerede ved at tilrettelægge forskellige scenarier for hvad der skal ske, hvis vi skal have nr 2. Jeg skal nemlig ikke tilbage at arbejde efter 4mdr.
Vi må begynde at råbe lidt mere overfor arbejdsgiverne for at give plads til de forskellige valg.

Svar

Skriv en kommentar