Nye tider herhjemme – på godt og ondt

Der er gang i den på matriklen. Gustav har første dag i børnehave i morgen efter to ugers ferie, som har været dejligt for os alle. Men er du sindssyg, der er knald på og jeg er helt okay med at få min gamle rutine i gang igen – bare med lidt mere fritid, fordi Mads jo har barsel nu.

Gustav har fri igen i september og vil blive afleveret sent og hentet tidligt, og nogle dage vil vi holde ham hjemme. Vi skal allesammen have godt af, at far også har barsel.

Hvad sker der, Louie?

Louie er på de her to uger blevet et (næsten) andet barn. Han er stadig lige så morsyg og brystglad, som han plejer. Men han er blev helt vild med mad, så længe det ikke er på en ske. Det er som om, at det skete på 24 timer. Han spiser næsten alt, så længe det kommer i små bidder fra mig og han selv kan få lov til at sidde med noget. Selvom, jeg i starten syntes, at det var svært at se min lille baby begynde på mad, så er det faktisk helt okay. Det er en sund og naturlig udvikling, og hele madprojektet bliver lidt sjovere, når han rent faktisk godt vil spise det!

Og i takt med, at der er kommet mere mad indenbords, så sover han også længere stræk. For nogle dage siden tog han 4 (!) timer i streg. Det er det længste i hans liv, du. Det er jo klart, at det var fra 19.30-23.30, så jeg vil selvfølgelig ikke sovet, men det giver en træt mor håb at se, at det rent faktisk godt kan lade sige gøre. På de gode nætter ammer jeg hver 3. time og det trives jeg fint med. Jeg gør det jo næsten i søvne, og er slet ikke smadret, når jeg vågner, som jeg var de første fem måneder af hans liv, hvor han kørte 1-times intervaller hele. døgnet. rundt.

Han kravler, sætter sig op, kommer selv ned og er begyndt at rejse sig op på knæene, når han får fat i møblerne. Han har næsten groet fire tænder. Jeg kan ikke rigtig følge med i hans udvikling. Alt det her er seriøst kommet på 14 dages ferie!

“Se mor, se mor, kom, hop, leg med mig, gå væk, stop, kom”

Gustav har hygget sig så meget i sommerhus. Han synes dagene herhjemme er lidt… sværere. Han virker så rastløs og vi er allesammen ved at ryge i totterne på hinanden, hvis vi bare er hjemme en hel dag uden at have planer. Som jeg har skrevet før, så er Gustav meget frembrusende (det er ikke helt det ord, jeg leder efter.. men you get me) – han tager alt til sig, og der skal hele tiden ske noget. Og vi skal altid være med.

I de her to uger kan jeg næsten tælle minutterne på to hænder, hvor han har siddet for sig selv og kigget i bog eller lavet modellervoks. Det er faktisk kun når han bliver grebet af en lydbog eller ser fjernsyn, at vi kan få en lille pause og ikke hele tiden skal se, lege, svinge, danse, gemme, kilde, tale, grine, holde og bygge. Jo jo, sådan er det at have et barn, hvad havde jeg forventet? Men når han så er hjemme hos mine forældre, så sker det tit, at han går hen til sit legetøj og sidder for sig selv og småsnakker. Selvom det gør lidt ondt at sige det, så virker det som om, at han slapper bare bedre af, når han er andre steder end herhjemme.

Det går ud over Louie

På de her to uger synes jeg også, at der er sket noget med dynamikken mellem Gustav og Louie. Før kunne Gustav godt blive lidt for hård ved Louie, men det virkede ikke sådan bevidst. Måske skulle han lige undersøge, HVOR meget Louie kunne tåle. Nu bliver alt legetøj revet ud af hænderne på ham. Og i tirsdag sad Louie stille og roligt for sig selv, hvor Gustav pludselig kom løbende fra siden og væltede ham. Det var egentligt ret voldsomt, synes jeg. Og jeg blev ked af det, for sådan det er vigtigt for mig, at Gustav ikke skubber, slår eller bidder. Jeg ved godt, at de bare er børn og det er deres sprog. Jeg ved godt, at Gustav forsøger at fortælle os noget, når han skubber Louie ned i jorden og løber grinende væk. Det mest oplagte er jo, at Louie får meget opmærksomhed og næsten altid positivt. Men Gustav har altid én af os med sig. Vi kigger og leger altid med ham, så jeg oplever ikke, at han mangler opmærksomhed.

Jeg er simpelthen i vildrede, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Det er først kommet de seneste uger, og han plejede at være meget kærlighed med ham (bevares, indtil det blev lidt for vildt). Jeg bliver meget gal, når jeg ser det, og det er svært for mig at bevare roen og være helt “nu tror jeg, at du skubbede fordi du gerne vil have mors og fars opmærksomhed”. Det er næsten hver gang, at Gustav forsøger at være sammen med Louie, at det ender ud i gråd, fordi han niver, tager hans legetøj eller nikker ham en skalle. Jeg vil jo heller ikke kommentere, hver gang Gustav nærmer sig Louie. De skal have lov til at finde ud af det selv, og jeg vil ikke være negativ hver gang de er sammen.

Ja, det er et symptom. Noget han gerne ville fortælle os, men jeg ved simpelthen ikke hvad. De sidste to uger har bare været all about Gustav, og vi gør det virkelig så godt vi kan.

Er det noget I kan genkende og har I tacklet det på en måde, der hjalp?

/S