Der er gang i den på matriklen. Gustav har første dag i børnehave i morgen efter to ugers ferie, som har været dejligt for os alle. Men er du sindssyg, der er knald på og jeg er helt okay med at få min gamle rutine i gang igen – bare med lidt mere fritid, fordi Mads jo har barsel nu.
Gustav har fri igen i september og vil blive afleveret sent og hentet tidligt, og nogle dage vil vi holde ham hjemme. Vi skal allesammen have godt af, at far også har barsel.
Hvad sker der, Louie?
Louie er på de her to uger blevet et (næsten) andet barn. Han er stadig lige så morsyg og brystglad, som han plejer. Men han er blev helt vild med mad, så længe det ikke er på en ske. Det er som om, at det skete på 24 timer. Han spiser næsten alt, så længe det kommer i små bidder fra mig og han selv kan få lov til at sidde med noget. Selvom, jeg i starten syntes, at det var svært at se min lille baby begynde på mad, så er det faktisk helt okay. Det er en sund og naturlig udvikling, og hele madprojektet bliver lidt sjovere, når han rent faktisk godt vil spise det!
Og i takt med, at der er kommet mere mad indenbords, så sover han også længere stræk. For nogle dage siden tog han 4 (!) timer i streg. Det er det længste i hans liv, du. Det er jo klart, at det var fra 19.30-23.30, så jeg vil selvfølgelig ikke sovet, men det giver en træt mor håb at se, at det rent faktisk godt kan lade sige gøre. På de gode nætter ammer jeg hver 3. time og det trives jeg fint med. Jeg gør det jo næsten i søvne, og er slet ikke smadret, når jeg vågner, som jeg var de første fem måneder af hans liv, hvor han kørte 1-times intervaller hele. døgnet. rundt.
Han kravler, sætter sig op, kommer selv ned og er begyndt at rejse sig op på knæene, når han får fat i møblerne. Han har næsten groet fire tænder. Jeg kan ikke rigtig følge med i hans udvikling. Alt det her er seriøst kommet på 14 dages ferie!
“Se mor, se mor, kom, hop, leg med mig, gå væk, stop, kom”
Gustav har hygget sig så meget i sommerhus. Han synes dagene herhjemme er lidt… sværere. Han virker så rastløs og vi er allesammen ved at ryge i totterne på hinanden, hvis vi bare er hjemme en hel dag uden at have planer. Som jeg har skrevet før, så er Gustav meget frembrusende (det er ikke helt det ord, jeg leder efter.. men you get me) – han tager alt til sig, og der skal hele tiden ske noget. Og vi skal altid være med.
I de her to uger kan jeg næsten tælle minutterne på to hænder, hvor han har siddet for sig selv og kigget i bog eller lavet modellervoks. Det er faktisk kun når han bliver grebet af en lydbog eller ser fjernsyn, at vi kan få en lille pause og ikke hele tiden skal se, lege, svinge, danse, gemme, kilde, tale, grine, holde og bygge. Jo jo, sådan er det at have et barn, hvad havde jeg forventet? Men når han så er hjemme hos mine forældre, så sker det tit, at han går hen til sit legetøj og sidder for sig selv og småsnakker. Selvom det gør lidt ondt at sige det, så virker det som om, at han slapper bare bedre af, når han er andre steder end herhjemme.
Det går ud over Louie
På de her to uger synes jeg også, at der er sket noget med dynamikken mellem Gustav og Louie. Før kunne Gustav godt blive lidt for hård ved Louie, men det virkede ikke sådan bevidst. Måske skulle han lige undersøge, HVOR meget Louie kunne tåle. Nu bliver alt legetøj revet ud af hænderne på ham. Og i tirsdag sad Louie stille og roligt for sig selv, hvor Gustav pludselig kom løbende fra siden og væltede ham. Det var egentligt ret voldsomt, synes jeg. Og jeg blev ked af det, for sådan det er vigtigt for mig, at Gustav ikke skubber, slår eller bidder. Jeg ved godt, at de bare er børn og det er deres sprog. Jeg ved godt, at Gustav forsøger at fortælle os noget, når han skubber Louie ned i jorden og løber grinende væk. Det mest oplagte er jo, at Louie får meget opmærksomhed og næsten altid positivt. Men Gustav har altid én af os med sig. Vi kigger og leger altid med ham, så jeg oplever ikke, at han mangler opmærksomhed.
Jeg er simpelthen i vildrede, fordi jeg ikke ved, hvordan jeg skal reagere. Det er først kommet de seneste uger, og han plejede at være meget kærlighed med ham (bevares, indtil det blev lidt for vildt). Jeg bliver meget gal, når jeg ser det, og det er svært for mig at bevare roen og være helt “nu tror jeg, at du skubbede fordi du gerne vil have mors og fars opmærksomhed”. Det er næsten hver gang, at Gustav forsøger at være sammen med Louie, at det ender ud i gråd, fordi han niver, tager hans legetøj eller nikker ham en skalle. Jeg vil jo heller ikke kommentere, hver gang Gustav nærmer sig Louie. De skal have lov til at finde ud af det selv, og jeg vil ikke være negativ hver gang de er sammen.
Ja, det er et symptom. Noget han gerne ville fortælle os, men jeg ved simpelthen ikke hvad. De sidste to uger har bare været all about Gustav, og vi gør det virkelig så godt vi kan.
Er det noget I kan genkende og har I tacklet det på en måde, der hjalp?
/S
14 kommentarer
Jeg havde engang en sundhedsplejerske der netop sagde til mig, at små “babyers” kontakt nærmest altid er positiv. Vores søn var også lige omkring 3 da han blev storebror.
Hun sagde til os at vi skulle være opmærksom på at vores store søn godt kunne opleve at vi blev “sure” eller irettesat ham i hans relation med lillebror men at lillebror jo aldrig ville blive omvendt. Hun anbefalede at hvis lillebror tog en af storebrors biler kunne vi sige til lillebror “hov det er storebrors bil, den må du ikke tage”. Hun kom også med et eksempel om at vi måske sagde til vores store søn at han skulle sidde pænt ved bordet – men samtidig sad lillebror måske og smed sin kop på gulvet, her anbefalede hun også at vi så irettesatte lillebror når vi samlede hans kop op “hov vi smider ikke koppen på gulvet, det gør storebror jo heller ikke” . Hun sagde at på den måde sikrede vi at de blev “lige” i storebrors øjne 🤷🏼♀️
Det virkede for os og lillebror forstod jo ikke de ord vi sagde, men det gjorde storebror.
Gav det mening ? 😊
Vi har gjort noget af det samme. Min store pige var 2.5 da hun blev storesøster og blev også lidt voldsom. Vi begyndte at havde fokus på at sige til lillesøster hun lige skulle vente for nu hjalp jeg lige storesøster. Så det ikke kun er storesøster der føler det altid er hende der skal vente. Og sætte ord på overfor storesøster at jeg hjælper dig først ogås lillesøster. Og det har hjulpet.
Det var nogle gode råd.Dem vil jeg tage til mig.Vo prøver at gøre det lidt-men det skal vi blive bedre til.
Vi oplever nemlig præcis det samme ligenu❤️
Åh… undskyld, men jeg er bare så lettet over det sidste i dit oplæg her 😅 Vi fik en lillesøster da vores datter var 2 år. Vi har oplevet præcis det du beskriver og det er så hårdt! Jeg har grædt mange gange om aftenen når ugerne sov fordi jeg føler mig knust over at se hvor vild ens store barn kan være overfor den bette.
Det med at G ikke kan lege selv kan jeg også nikke genkende til.. dog er det netop toppet nu hvor vores datter er blevet 3,5 år 😱 Hun kan simpelthen ikke lege selv 2 min fordi hun er vant til at der er 140 børn at lege med i børnehaven! Og for pokker hvor er de weekender og ferier faktisk hårde hvis man er hjemme for man er på hele dagen!!! Håber du finder en læsning og i sp fald så skriv et oplæg om det, så jeg kan få nogle gode råd og løsninger 👏😅😊
Jeg har ikke oplever det med mine egne børn (endnu
Mor til 2 drenge – 3,4år og 9mdr 🙋🏼♀️
Vi oplever præcis det du skriver! Det er ligesom om der er sket et skift 🤷🏼♀️
Vi har en datter på 5 år og en dreng på 3 år. De er inden for den seneste måned VIRKELIG begyndt at ryge i totterne på hinanden: sparker, slår, river hinanden i håret, niver og kradser. Vi er ret sikre på at det er en fase som de skal igennem og de er ved at finde ud af hvordan dynamikken skal fungere. Vi forsøger virkelig at bevare fatningen, og forklare dem at de skal være søde ved hinanden! Og så håber vi at fasen forsvinder MEGET snart!!! 🤦🏽♀️😅❤️
Hej Sofie
Måske der findes en forklaring. Men måske gør der ikke, udover at Gustav bare gennemgår et udviklingstrin/spring/younameit.
Vi oplevede det selv med vores kære midterbarn, der den måned hun fyldte 2 år bare blev helt kuk-kuk i en 2-3 uger. Virkelig markerede grænser meget hårdt (læs: fx slog storesøster med grydeske i hovedet), og havde et meget volsomt temperament, hvilket vi ikke havde set før.
Og så pludselig blev hun normal igen. Siden da har vi oplevet det igen, altså forholdsvis korte perioder på et par uger eller 3, hvor hun er mega følsom/temperamentsfuld/vil bestemme, og så går det over.
Så selvfølgelig fornuftigt, at se om I kan finde en årsag, men hvis ikke, så husk, at ikke alle ting kan/skal fikses, nogen ting skal man bare igennem, uden at dunke sig selv i hovedet over at man som forældre gør noget forkert – hvis du forstår?
Alt det bedste og god aften <3
Jeg nikker genkendende. Men nej vi har ikke fundet den gode vej eller tricket til at tackle det korrekt endnu. 🤷🏼♀️
Vi har oplevet næsten præcis det samme. Der er 2,5 år mellem vores piger og vores store pige har altid været glad for sin lillesøster, men hun har også været hård ved hende. Hun har bidt, slået og ¨mast¨ hende utallige gange og var ofte ret voldsom omkring hende. Det var både hårdt og frustrerende for os forældre. Storesøster var ikke strid ved andre børn, altså mere end en helt almindelig 2-årig/3-årig er, så der var klart tale om test at os forældre og lillesøster. Vi gjorde det klart for hende, at det var uacceptabelt og vi er i nogle situationer nok kommet til skælde for meget ud – man bliver jo så frustreret, når det går ud over en lille baby, men så har vi prøvet at komme hurtigt videre med fokus på noget andet, som den store syntes var sjovt. Min kæreste var helt klart bedre til at håndtere det end jeg var, men det blev heldigvis nemmere. Vi sørgede for masser af opmærksomhed og så italesatte vi det som lillesøster ikke måtte (f.eks. at rive i storesøsters hår), så storesøster ikke altid var skurken. I dag er storesøster 3 år og 10 måneder og alt er MEGET bedre. Hun er så sød og hjælpsom over for sin lillesøster (som nu er 14 mdr.) og de leger så fint sammen. Og så er hun meget overbeskyttende, når der er andre børn – hah!. Men shit mand, det er forældreskab next level at håndtere sådanne situationer. Mange tanker herfra – det bliver heldigvis kun nemmere. 🙂
Kære Sofie. Jeg forstår fuldt ud din frustration, og at din første reaktion er at blive gal på Gustav.
Det er også helt okay, at Gustav får at vide, at herhjemme slår, bider, skubber (osv..) vi ikke af hinanden.
Det man med fordel kan gøre er at have fokus på ‘det positive’. Fx sige til ham, at det ikke er okay at skubbe Louie og fortælle Gustav, at det ved du godt, at han ved. På den måde fremhæver du, at Gustav faktisk godt ved, at det må man ikke (hvilket er positivt) samtidig med, at du får sagt fra. Derudover lyder det som om (ud fra opmærksomhedsniveauet), at det måske kunne være en fordel generelt at have mere fokus på at rose Gustav også gerne med inddragelse af Louie. Fx mens Gustav hører det sige til Louie ‘hvor har du en dejlig og betænksom storebror, der gerne vil give dig kys og kram’ eller hvad nu Gustav kunne finde på, komme med et stykke legetøj eller andet. Prøv at fremhæve alt det Gustav ‘gør rigtigt’ og inddrag ham gerne i almindelige hverdagssituationer, madlavning, vasketøj, gerne ting med Louie, bleskift, gå med barnevognen osv. Selvom han måske ikke umiddelbart viser interesse kan det betyde meget, at mor eller far gerne vil have en med til at deltage. Måske det kunne vende dynamikken lidt særligt imellem Gustav og Louie. Derudover skal det jo nævnes, at det I oplever er helt normalt, men det gør det jo bestemt ikke minde svært at være i 😊
Nu har jeg ikke set samme voldsomme problem, og mine børn er begge under 2 år (ældste fylder 2 om en måned.) MEN … jeg har stadig nogengange udfordringen, hvis storesøster mangler opmærksomhed, trods man gør sit bedsre. Synes også det er svært, for det er så nemt at blive gal og frustreret, men jeg gør ofte det, at jeg ikke altid ligge den på lillebror. F.eks søster slår lillebror. “Nej skat. Man må ikke slå. Man må ikke slå mor, far eller lillebror.”
På den måde referere jeg altid til mig eller far først, så fokus ikke kommer på lillebror. Jeg har nemlig erfaret, at hvis jeg siger “du må ikke slå lillebror”, så kommer han kun i fokus og det er jo netop dét hun reagere på og søger opmærksomheden.
Nu er det skrevet lidt dårligt beskrevet måske, men håber du forstår hvor jeg vil hen med det😅
Jeg synes, det er et godt råd, det med at prøve at tale den store lidt “op” – ikke at jeg tror I taler ham ned!! Men som den store bliver man bare naturligt eller “strukturelt” pålagt et ansvar på en anden måde end den lille. Og det kan måske veje det lidt op, hvis man prøver at fordele det ansvar lidt over på den lille også – som jo ingenting forstår – endnu i hvert fald. Jeg tror, at de store kan have brug for at blive italesat som uskyldige, noget der skal beskyttes, hjælpes, passes på, trøstes osv – alle de egenskaber man mere eller mindre ubevidst hæfter på den lille. Måske kan det hjælpe lidt på hans håndtering af Louie?
Og så tror jeg, at mange børn afreagerer rigtig meget hjemme (hos mor og far), fordi det er der, de kan! Vores pige skriger fx aldrig i dagplejen (vi er i skrigefase pt omg..), men når hun kommer hjem er der max lyd på – ofte indtil hun har fået fyldt (trygheds)depoterne op (vha opmærksomhed, bære på arm og mad). Det er dog ikke altid hun kan få fyldt dem, fordi der også er andet at se til. Og ja, det er bare pisse hårdt og svært at løse.
Det er en frustrerende situation at stå i, dog tror jeg ikke at der er nogen let løsning. Det kræver helt klar tilvænning 🙂