Om at sætte egne grænser og respektere andres

Er der kærlighed nok til to?

Jeg har længe gerne ville skrive et indlæg om at have to børn – og skulle dele kærligheden mellem to børn. Det er et spørgsmål, som popper op her og der. Jeg tror, at det er noget som mange mødre tænker over, når de er gravide med nummer to. Kommer man til at kunne elske lillebror lige så højt? Er det overhovedet muligt?

Ja, det er det. Faktisk synes jeg, at kærligheden og båndet til Louie kom meget hurtigere end det gjorde med Gustav. Da jeg fødte Gustav gik der nogle måneder før jeg følte, at vi havde lært hinanden at kende. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være mor – og at være hans mor. Jeg kendte ikke hans signaler og temperament. Jeg havde svært ved at ignorere mine egne behov og fra den ene dag til den anden prioritere anderledes end jeg havde gjort i 26 år. For nogle er det helt sikkert det mest naturlige i verden, men jeg kæmpede lidt med vreden, utilstrækkeligheden og uretfærdigheden i, at jeg ikke bare kunne gøre, hvad jeg ville og lytte til mig selv. Og desuden brugte jeg lang tid på at bearbejde fødslen, der var en voldsom oplevelse, selvom den var ganske ukompliceret.

Samtidig var jeg i en boble, hvor jeg nærmest fik hold i nakken af at kigge ned på ham. Han var det mest fantastiske væsen, som jeg ikke kunne begribe, at vi havde lavet. Men moderskabet er slet ikke så sort-hvidt, og jeg husker det som nogle svære første måneder, hvor jeg skulle finde mig selv og ham – og vi skulle finde hinanden.

Da jeg fødte Louie, da havde jeg ligesom været i “mit barn før mig”-stadiet i over 2 år. Og kærligheden til Louie kom idet jeg greb ham i bassinet og løftede ham op til brystet. Jeg vidste lige præcis, hvad det betød at være hans mor, selvom jeg ikke kendte ham endnu.

Det er på mange måder “en tørn” at være storebror eller -søster. Forstå mig ret – de færreste lider overlast og det er godt for dem, at de får sig nogle yngre søskende. Men Gustav har ligesom banet vejen for Louie. Hvor har vi prøvet mange ting med Gustav. Hvor har vi forsøgt at tilpasse hans lure, hans måltider og hans leg og skærmtider. Hvor har vi gjort os umage for, at det ikke skulle gå galt. Men så vokser man ligesom i rollen og finder ud af, at der skal meget, meget mere til før man ødelægger sit barn 😀 Så Louie har i højere grad bare fået lov til at være. Til at sove eller ikke sove. Ammes når han ville og ikke spise, hvis han ikke ville. Han har ikke fået samme opmærksomhed, og vi har ikke forsøgt at forme ham til rutiner, regler og burde og skulle, som vi gjorde med Gustav, hvor sundhedsplejerskens ord var lov. Jeg føler, at det er nemmere at være Louie, fordi han fra start har fået forældre, der hviler mere i rollen som mor og far.

Børn er så forskellige – derfor kan forholdet også være det

Men ja, jeg synes det er nemt at elske begge børn. For mig har det været naturligt, men det betyder ikke, at alle synes det.

Jeg så engang en mor i Go’ Morgen Danmark, der talte om, at hun elskede sit ene barn højere end det andet, og det burde ikke være tabu. Hun var bare tættere tilknyttet til sit ene barn, og det var okay.

Jeg synes, det lyder voldsomt, at man kan elske sit ene barn højere end det andet. Den følelse har jeg ikke, og jeg behøver heller ikke vurdere størrelsen af min kærlighed til dem. Men det hun sagde, har alligevel gjort indtryk, fordi hun har ret i, at børn er forskellige og det kan helt naturligt give forskellige tilknytninger til ens børn, tænker jeg.

I mit tilfælde er det tydeligt, at Gustav aldrig har været en mors dreng. Ikke engang da han var baby lænede han sig ind mod mig (eller nogen andre) og bare var i vores arme. Han var fint tilfreds i de flestes arme og var bare “derudaf”. Videre. Nyt. Fremad. Han var og er lidt rastløs, og der skal helst ske noget hele tiden. Louie er helt anderledes. Han er ret magelig af natur. Han er rolig og putter, og har det bedst på min arm. Han vil gerne ammes i søvn – han har brug for mig på en anden måde end Gustav gav og giver udtryk for. Det er klart, at det lige nu betyder noget for vores tilknytning.

I vores tilfælde er Gustavs 3-årige stadie en langt større udfordring for os at håndtere end Louies 7 måneder. Louie er ligesom bare midt i det hele. Hele vores hverdag drejer sig om Gustav, og så må Louie bare følge med, hvilket han også gør uden et pip. Gustavs alder gør naturligvis, at mit forhold med ham er lidt mere… komplekst? Vores relation er på en måde dybere, fordi han er ældre og vi har oplevet mere sammen. Han har givet mig mere på sine 3 år end Louie har kunne nå endnu. Han kan tale og udfordre på en anden måde – det er svært, men også det sjove ved at være mor, synes jeg.

Hvis du har læst det her og tænkt… hvad vil du egentlig sige? Så kan jeg godt forstå dig. Jeg synes, at det er et svært emne. Der er mange lag i det, fordi jeg, uanset hvordan mine børn opfører sig, elsker dem ubetinget. Det her handler altså ikke om, at jeg ville elske Gustav højere, hvis han viste, at han havde brug for mig. Slet, slet ikke! Han er deroppe på 1. pladsen sammen med Louie, og der vil de begge to altid være! Jeg tror bare, at jeg prøver at sætte ord på, at det i min optik er okay at have forskellige tilknytninger og relationer til sine børn. Kan det overhovedet undgås, når man har med to forskellige individer at gøre?

Jeg ville elske at høre jeres tanker om emnet, da det faktisk ikke rigtig er noget, jeg har talt med andre om før. Kan I genkende, at jeres forhold til jeres børn er forskellige?

Til slut – for lige at vende tilbage til, hvor jeg startede – der er så absolut kærlighed nok til to. Og til tre og fire og fem, hvis man er til det. Udfordringen er, at det ikke altid føles som om, at der er hænder og opmærksomhed nok. Men det kræver et helt indlæg for sig 🙂

/S

17 kommentarer

  • Anette

    Tak for at dele dine tanker om emnet. De er SÅ relaterbare.
    Da lillesøster kom til hos os fik jeg så dårlig samvittighed over at blive helt nyforelsket i hende, og mere “hverdags-elske” vores pige på knap 3 år. Den store er, ligesom jeres Gustav, i selvstændighedsalderen (kær alder, mange navne), og de ture vi har med hende sætter lidt sine spor – omend den betingelsesløse kærlighed altid vil være der.
    Vores store har egentlig altid ville os begge forældre lige meget, men i slutningen af min graviditet med lillesøster, da jeg var allermest tung og træt, måtte far tage mere over. Tage på små ture, løfte og holde i hånd om natten. Nu, da lillesøster er 4 mdr, favoriserer den store stadig far. Det er mest ham der skal bade og putte hvis det står til hende. Det stikker mig lidt i hjertet, men min logiske hjerne forstår det godt. Jeg er stadig lidt den kedelige der har lillesøster hængende på brysterne i tide og utide. Jeg kan ikke give hende hele mig som jeg kunne før.
    Men jeg håber, og glæder mig til at vi kan connecte lidt igen. Vi må bare have tålmodighed med hinanden.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Min jordemoder sagde under min anden graviditet, at hun ville ønske at alle kunne blive andengangsmor første gang ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra

    jeg havde det og har det præcist på samme måde med mine to drenge. Storebror skulle jeg lære at kende midt i at jeg skulle lære mig selv som mor at kende. Han ville aldrig sidde og nusse men bare fremad. Da lillebror kom, elskede jeg ham dybt ind i hjertet første gang jeg så ham. Og jeg vidste præcis hvilke lille menneske han var og hvad han havde behov for. Og samtidig havde jeg en dybere relation med storebror fordi vi havde være nogle ting igennem. Dit indlæg er fuldstændig min historie 😄 Nu er lillesøster kommet til verden. Og at være mor til tre er mega hårdt og på samme tid meget nemmere. Du har prøvet en masse ting, du ved hvem du er som mor og hviler mere i forælderrollen til bare at være og nyde hvert sekund med baby. Også selvom der har været en hård nat.. Fordi du ved at tiden med dem, som små, går SINDSSYGT hurtig! Den afslappethed og nærhed ville jeg gerne have haft erfaring til at opleve med de to første. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette Bloch

    Puha du rammer noget. Jeg havde heller ikke den der overstrømmende kærlighed fra dag 1 med min ældste. Jeg elskede ham men kendte ham ikke. Og faktisk i dag er minderne om ham som baby slørede. Det var grænse overskridende at skulle tilsidesætte sig selv totalt. Det var hårdt. Vi sov elendigt og så videre. Med lillebror var kærligheden der straks. Han var nemmere at læse og jeg var blevet mere rolig i min rolle. Som du skriver så har man en ide om hvad man vil stå for som forældre men når baby og barn så er der er sagen en anden. Og her har storebror også banet vejen totalt. Jeg elsker dem begge. Mega højt. Men kærligheden er ikke ens. Og de er ikke ens så det er jo ikke mærkeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lykke

    Det er bare så vigtig skrevet! Rammer lige der den skal. Er selv første gangs mor til en dreng på 7 måneder og allerede nu kan jeg nikke genkendende til det du skriver. På bare 7 måneder synes jeg at man lærer sindsygt meget om sig selv som “sig selv” og som mor. Jeg er så glad for at du skriver det du kæmpede med o kring at acceptere man ikke bare kunne være “egoist” som tidligere. Lige netop det stadie er jeg lige kommet over og det er bare som om at al kærlighed til min søn bobler og vokser voldsomt i mig. Har på ingen måde dårlig samvittighed over det tog den tid for det tror jeg på er erkendelsen som gør en til en bedre mor som “sig selv”. Du er så skøn at følge – så inspirerende!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja

    Genkender det meste af det du skriver.
    Jeg havde også sindssygt svært ved at finde ind i rollen som mor. Havde en giga forfærdelig fødsel der endte i akut kejsersnit og både min søn og jeg havde en bakterie bagefter. Det var så hårdt at blive kastet ud i al den bekymring med det samme. Derudover ville han ikke sove og at jeg ikke fik mine pauser gjorde mig tosset og barslen var slet ikke god. Storebror er født samme dag som Gustav og lillebror er snart 7 måneder, så vi følges næææsten ad. Det er bare så anderledes denne gang. Tager alt meget mere roligt denne gang. I første barsel kæmpede jeg med dårlig samvittighed over at jeg lagde baby for at sætte mig i sofaen og stene et eller andet. Denne gang har jeg intet problem med at han passer sig selv lidt så jeg kan passe mig og være en bedre mor med overskud.
    Jeg forestillede mig at det var en kopi af storebror der lå i maven, da jeg var gravid med lillebror og blev så overrasket da det var en helt anden baby der kom ud, men jeg elskede ham med det samme lige så højt som storebror.
    Har ikke tænkt så meget over forskellighederne, måske fordi de ligner hinanden på en del punkter.
    Men ja, man tager bare det hele meget mere roligt her anden gang. Det er jo gået godt med den første.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg er så enig – havde det på præcis på samme måde, med nr 1 følte jeg at jeg lige skulke lærer ham at kende inden jeg følte den store kærlighed, med nr 2 kom det instinktivt. Kærligheden til den er lige stor, men forskellig. Og kan vi så lige være enige om at 3 årige bare er p…. krævende😄

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg har altid tænkt, at det må være ligesom kærlighed til mine forældre – forskellig og alligevel så ens, men fuldstændig ligeligt fordelt og uendelig. Ligeså til mine søstre. Der er ikke et miligram til forskel. Håber og tror på, det er det samme, når mig jeg engang får børn – at det er fuldstændig utømmeligt, det der kærlighedskammer 😀

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Jeg har ikke to børn, men du sætter ord på noget, som jeg virkelig kan følge dig i, og som forhåbentlig (når nr 2 kommer), giver lidt ro i følelserne omkring at dele kærlighed mellem dem.
    Sofie – bliv ved med at hav din blog, og forsøg at skrive dine tanker ned. Det lyder måske helt åndssvagt i dine ører, men det er terapeutisk for mig at få hjælp til, at se, lære, og tage stilling til forskellige apsekter (nu lyder du lidt som en guru for mig, og det er altså ikke det jeg helt mener eller lade dig stå til ansvar for). Jeg håber du forstår, hvad det er jeg forsøger at sige lidt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Jeg kan relatere til absolut alt du skriver. Det er som at læse om vores sønner, hvor storebror er 3 år og lillebror er 6 uger.
    Jeg var chokeret over, at jeg ikke fik øjeblikkelig lykkefølelse og ubetinget kærlighed til vores ældste, da han blev født – for det havde jeg regnet med og hørt om. Den er naturligvis kommet og vokset, som tiden er gået.
    Da lillebror blev født, følte jeg ikke at han var ‘fremmed’ som med storebror og følte hurtigere den altoverskyggende kærlighed.
    Men den store udfordring denne gang er i stedet, at hvor man kunne dedikere sig fuldt ud og leve fuldstændig på babys præmisser første gang, er man denne gang underlagt behovet fra to børn på vidt forskellige stadier. Det medfører også, at jeg ofte føler, at jeg er halvt mor til to – i stedet for 100% mor til én. Måske er det bare en mors lod i livet at føle, at man konstant er millimeter fra at fucke sit barn/sine børns liv op.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette

      TAK, Trine – har haft så svært ved at sætte ord på dén der fornemmelse af utilstrækkelighed efter at vi har fået lillebror for 4 mdr. siden. Dét at være halvt mor til to istedetfor helt mor til én – det er netop den fornemmelse og følelse af utilstrækkelighed, som jeg ofte har. Og som Sofie ofte skriver, bliver det så næsten altid på den stores præmisser, mens lillebror bare må følge med..

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg er mor til to – en pige der fylder 5 i næste måned og en dreng på knap 2 1/2. Hvor ville jeg ønske, at jeg vidste alt det jeg ved nu første gang jeg blev mor for hold nu op, hvor tager man bare tingene lettere med barn nr 2! Og så alligevel ikke… Det havde på sin underligste vis også sin helt egen charme at man kunne sidde og google “Er det normalt at baby grynter uafbrudt om natten?” og “Må baby have 2 lag tøj på på en halvlun dag” kl 2.34 fordi ALT drejede sig om baby! Vores børn er to vidt forskellige børn som jeg elsker lige højt på hver deres måde, og jeg ville aldrig undvære dem for noget i verden! Faktisk vil jeg mene at der er endnu mere kærlighed i vores familie efter vi har fået nr 2 da kærligheden mellem de to søskende får mit hjerte til at smelte helt og aldeles… Altså lige indtil de er ved at flå hovederne af hinanden 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Hahah hvor jeg elsker din kommentar med at google de mærkeligste ting klokken lort om natten (typisk mens man ammede). Tak!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sabrina

    Forstår dig godt, og hvad du mener.
    Jeg har en datter på 18 mdr, og blev mor igen for 7 uger siden, til en lille dreng. Og jeg var så mange for at jeg ikke kunne elske ham. Og tænkte faktisk inde i mig selv, “jeg vil selfølgelig altid elske hende lidt mere”. Jeg sagde det ikk til nogen men jeg tænkte det. Men da jeg så havde født kunne jeg mærke okay jeg elsker ham virkelig! Men man elsker dem på hver deres måde, hvilket er normalt, fordi ja de netop er to forskellige individer. Men jeg tror også jeg fik tænkt at jeg jo ikk ville kunne dele min kærlighed jeg havde til min datter, og så skulle dele den med lillebror.
    Men fandt ud af, at når man får nr 2 så det ikk fordi man skal dele den kærlighed man har til nr 1, den skal ikke deles til nr 2. Man for bare ligeså meget kærlighed til nr 2. Du behøver ikk skulle elske din 1 mindre, bare fordi der er en til. Man har kærlighed nok til begge. Og min kærlighed til dem begge bliver bare større og større, for hver dag der går.
    Men man er mere rolig i det anden gang man får et barn. Med min datter, kunne jeg gå lidt i panik hvis hun græd, fordi tænk hvis man han havde gjordt noget forkert, jeg tænkte tit det værste. Men nu med min søn, er jeg mere rolig. Når han græder tager jeg det roligt, fordi jeg ved at sådan er det bare nogen gange. Og det okay han er ked af det. Og børn kan alså også have dårlige dage.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nadia

    Jeg syntes at det var super hårdt at blive mor til to, meget mere end jeg havde forventet! Og kærligheden til dem begge var så vidt forskelligtfordi de var hvert deres sted men jeg elsker dem uendeligt og ubeskriveligt begge to- de ligner hinanden men alligevel slet ikke😂 Jeg syntes også man taler for lidt om hvor fucking hårdt det er at elske sine børn mistro det kaos der er med en tre årig og en lille baby! Alle sagde det ville blive nemmere med nummer to, hun er skam også den gladeste og sødeste men det er nummer 1 ikke altid( trodsalderen startede da hun var 2!!) og så er det svært at være mor😂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg kan så meget genkende hvad du skriver. Jeg har en datter, på alder med Gustav og jeg ELSKER hende med alt hvad det indebærer at have en 3-årig… Men! Vi har en helt anden relation, end jeg har til lillebror på 10 mdr. Min datter har altid været “sin egen” og er meget social og elsker opmærksomheden – og så har hun altid været fars pige. Lillebror derimod er “mors dreng”. Han har brug for trygheden og at opleve verden fra enten mor eller fars arm. Umiddelbart er de som dag og nat. Så lige nu er min relation “tættere” på lillebror, fordi han behøver mig på en anden måde en storesøster gør. Og det er ok. Jeg elsker dem, som de to selvstændige individer de er. Men relationen er forskellige lige nu.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Du rammer den bare spot on. Jeg har en dreng på 3 og en pige på 3 mndr. Jeg følte også at båndet til min datter kom det sekund hun kom op til mig i favnen. Kærlighed til min søn er blot blevet større af at se ham som storebror og kærligheden til min datter er kommer fra en helt ny portion. Der hvor jeg synes det er en udfordring at være mor til to, er at tid og overskud er Mindre med et spædbarn og at denne tid og overskue pludselig skal fordeles mellem to børn.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om at sætte egne grænser og respektere andres