Billige sommerkøb

Om at sætte egne grænser og respektere andres

Jeg bevæger mig i dag ind på et lidt betændt emne. Nemlig den fine balancegang, der er i at være “jeg er bare mig selv på de sociale medier” og “influent”. Hvornår gik jeg fra at være Sofie, der dokumenterede mit familieliv til at være influent? Måske dagen jeg begyndte at reklamere for forskellige brands? Dagen, hvor jeg ramte 2000 følgere?

Hvorom alting er, så mener jeg personligt, at der gælder nogle regler, når man har mange følgere – regler som gælder begge veje. Én af reglerne er, at jeg så vidt muligt ikke taler om noget, som jeg ikke har forstand på. Og hvis jeg gør, så er det udelukkende i en “det her er min oplevelse”-diskurs. Vandkure, vaccine- og mælkefordømmelse bliver jeg ærgerlig over, for det sender et budskab til mange tusinde følgere, der kan have svært ved at være kritiske over for det, de læser, fordi de i mange år har fulgt med og respekterer personen (og måske endda er meget unge). Det er et enormt ansvar, og det, der gør mig til influenten “Hellosofie” og ikke “bare” Sofie på de sociale medier.

Når det er sagt, så mener jeg bestemt også, at man som følger på de sociale medier har et ansvar for at opføre sig ordentligt og tale pænt. Generelt synes jeg egentlig, at udtrykket “Hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så må man gå et andet sted hen” er meget rammende. Honestly, slet Instagram og unfollow influenter, hvis de gør dig ked af det, gal eller får dig til at føle dig mindre værd. Heldigvis har vi alle vores eget liv at gå op i og holde af – og det er forhåbentligt nok.

Jeg oplever sjældent en grim tone og beskeder, som går lige i maven på mig. Det ville jeg ikke kunne holde til på den lange bane, fordi jeg er i bund og grund bare Sofie, der viser mit liv til en masse mennesker. Jeg forsøger ikke at provokere eller bryde tabuer. Jeg fortæller bare livet, som jeg oplever det. Men fordi der er så mange hadefulde kommentarer og holdninger “out there”, som rammer lige i hjertet på mange (uden at afsenderen nok tænker over det), så er der gået en “blokeringsbølge” i gang. Dét synes jeg er trist. Jeg tror, at det er et desperat forsøg på at værne om sig selv og sit liv, at nogle influenter gør det; blokerer en person blot på grund af et forkert like eller et kritisk spørgsmål.

Personligt ville jeg sikkert også blive paranoid og ville gøre mit bedste for at slippe af med dem, der kaldte mig grim, dum, en dårlig mor, stakkels barn, pinlig. For det er mit liv og jeg har en forventning om, at dem, som følger med, de gør det af kærlighed og interesse og ikke af had og fordømmelse.

Men hvad sker der så? Når nu der er så meget had, der florerer rundt, så når de velovervejede, meningsfulde, kritiske spørgsmål ikke gennem filteret til personen. De kommentarer, hvor man rent faktisk burde lytte som influent, fordi man som jeg først nævnte, har et ansvar. Måske lige tage et minut og overveje, om man burde sige undskyld eller trække det tilbage. Har jeg sagt noget, som jeg ikke burde og som sårer folk? Filmet nogle, som jeg ikke burde, fordi de ikke vil på de sociale medier? Redigeret et billede, jeg ikke burde? Reklameret for noget, som ikke var i orden? Jeg taler altså ikke om kommentarer, der i bund og grund bare er personlige meninger, som man måske bare burde holde for sig selv. Men de reelle overvejelser, som man som influent burde tage alvorligt. Som influent er man vel på mange måder folkevalgt. Og har vi ikke en forventning om, at vores poltikere siger undskyld, når de har trådt i spinaten? Hvis vi derimod bare ikke kan lide en given politiker, jamen, så stemmer vi på en anden.

Vi er alle bare mennesker og vi kan godt træde ved siden af – og der synes jeg, at man burde tage sig tiden til at lytte og overveje, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg er sikker på, at der er offentlige personer derude, som er blevet såret så tilpas mange gange, at paraderne er helt oppe og ørerne lukket fuldstændig i. Og det har resulteret i et ærgerligt ekkoland, hvor man kun vil høre et ekko af det, som man selv mener – ellers er det ud af vagten.

Jeg har før lagt stories op, hvor jeg rodede mig ud i alternative behandlinger. Om hvorvidt kiropraktik var alternativt eller ej. Jeg endte med at slette de stories. Ikke fordi, at folk blev gale på mig, men jeg kunne mærke på antallet af kommentarer, at jeg bevægede mig ud i et felt, hvor jeg ikke havde forstand på det, som jeg talte om. Og så skal man nogle gange bare lade være. Der har også være tilfælde, hvor jeg valgte ikke at gøre noget ved min udmelding, fordi det i bund og grund er en smagssag, og det er trods alt min profil, mit liv og mine holdninger. Det vigtigste er at lytte.

Jeg elsker Instagram, fordi det giver mig mulighed for at tale med til og med mange forskellige slags mennesker. Jeg bliver klogere hver evig eneste dag, og de, der føler, at de får noget ud af at følge mig, de aner ikke, hvor meget jeg får igen den anden vej. Netop derfor håber jeg, at de modbydelige, hadefulde kommentarer og hetz mod nogle offentlige personer vil stoppe, så der kan blive rum til de seriøse, kritiske holdninger, som der SKAL være plads til, mener jeg.

Hvis vi som influenter har en forventning om, at jer, der følger med tager os seriøst, så må vi også tage vores følgere seriøst. Vi har allesammen et ansvar, og tak fordi, at de allerfleste, der læser med her lever op til det ansvar.

/S

 

12 kommentarer

  • Katrine

    Det rammer bare så præcist! Tak 🙏🏼 Jeg bliver træt af de influencere, der med det samme og på en egentlig uhensigtmæssig måde forsøger at ‘sætte grænser’ ved at bloggere personer, der giver udtryk for ikke at være enige og dermed ‘stoppe deres energi/flow’. Når det reelt nok bare er personer, der stiller naturlige spørgsmål og måske bare ikke er enig i tilgangen. Omvendt forstår jeg sagtens at direkte ondskabsfulde kommentarer naturligvis ikke skal accepteres, da en influencer har lige så mange følelser som alle os andre.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ditte

    Åh, den tendens rammer mig i ansigtet, hver gang jeg åbner Instagram. Jeg har gerne villet sige noget á la det, du har skrevet herover, men har ikke et talerør med en størrelse, der kan råbe så mange op, som dit kan. Så TAK for, at du med dit følgertal og dit ansvar sætter tydelige ord på en voksende problematik.
    Jeg har før set en video uploadet med noget, jeg fandt tæt på forkasteligt, og der var et par stykker, der bød ind med velformuleret og konstruktiv undren til selvsamme opslag – og jeg fandt deres vinkler på sagen meget interessant. Da jeg tyve minutter senere vil drøfte emnet med min kæreste og vil finde tilbage til det, jeg tænkte, kunne være en spændende debat, var *alle* kommentarer med den mindste lugt af undren/interesse/spørgsmål slettet og personerne bag blokeret. Det efterlod mig som følger med en underlig smag i munden af censur. Og når jeg nu ser noget fra samme influent og andre med lignende betegnelser, så tvivler jeg helt instinktivt på, om deres opslag viser hele ‘sandheden’, eller om det meste er censureret væk. Mange af de samme profiler slår sig nemlig på at være ‘uden filter’ og autentiske, men deres blokeringsprojekter har konsekvent den modsatte effekt på mig.
    Tak, Sofie. Det var vist bare det, jeg ville sige 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    Jeg ville ønske at nogle, og jeg nævner ingen navne, for jeg har erfaret at det ikke er comme il faut, selvom det er åbenlyst for stort set alle,hvilke instagrammere/influenter, der er tale om ved de nævnte specifikke eksempler, men jeg ville ønske, at de læste dette indlæg! For hvis man gør dem opmærksom på problematikken i deres dm, så er man garanteret en blokering og bliver skudt i skoen, at man prøver ‘bremse deres energi, hive dem ned’ eller blot er en hater. Så vi kører altså med en række influenter, der arbejder totalitært, hvor man enten holder kæft eller bliver smidt på porten.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ida

    Freaking-fucking-amen,

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise S

    Jeg er vild med politiker-parallellen! Det giver jo så meget mening at betragte influencers som folkevalgte – hvilket måske også er forklaringen for, hvorfor nogle går så meget i forsvarsposition, hvis de føler, deres mandat er truet!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Mega godt indlæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Det her indlæg er spot on! Jeg oplever at flere IG’er reklamere for noget de på ingen måde har gidet at sætte sig ind i (som i at google hvad produktet indeholder eksempelvis) men vælger den nemme ved at sige “det ved jeg ikke men det er bare suuuuper godt”. Jeg tænker meget over hvad der specielt reklameres for og hvem
    Målgruppen er, og der er jeg glad for du eksempelvis ikke reklamere for lunarway, som resten af IG gør pt, uden at tænke på at det er en meget nem måde at fange de unge brugere og få dem til at låne penge i appen når de allerede har deres kontaktinformation. Derudover kan jeg tydeligt mærke at du har en uddannelse bag dig, du reflektere over ting og har et mere nuanceret og voksent ordforråd. Jeg får rent faktisk noget igen når jeg følger med hos dig, det er der desværre lidt langt imellem efterhånden. Tak fordi vi må følge med Sophie, jeg kan nikkegenkende til så meget fra mit eget liv på barsel. Mvh Cille

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Tak! Har tænkt tanken SÅ mange gange! Har tænkt på det, du beskriver rigtig mange gange. Synes stemningen nogle gange bliver en smule aggressiv fra nogle bloggere. Jeg er med på, at man skal tale ordenligt, med respekt for forskellighed, uden fordømmelse og holde bolden på egen banehalvdel. Dog oplever jeg tit, at den mindste undren kan afføde en ret stor reaktion. Jeg synes ikke altid, at undren er forkert. Jeg kan selv undres, men med henblik på at blive klogere og måske endda blive inspireret 🙂 Jeg tør knap skrive til mange på some uden, at det skal komme med en masse forklaringer om, at de jo gør det godt osv osv.. Jeg er med på, at mange har fået en del dårlige henvendelser, hvilket er SÅ urimeligt!!
    Det har dog gjort, at jeg har valgt at unfollow en del, da det i min optik virker voldsomt. Jeg følger dem, som giver mig noget positivt og inspirerer og ikke hele tiden kommer med opsange 🙂
    Tak for dit skriv 👏

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg er så rørende enig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Virkelig godt skrevet og rigtigt selvfølgelig! Har også selv tænkt over det med ekkoland, da jeg på et tidspunkt havde et undrende spørgsmål men ikke turde kommenterer vedkommendes opslag, af frygt for misforståelse.. Så ærgerligt jo, for endte jeg jo med at gøre ingenting selvom jeg netop havde et konstruktivt spørgsmål til effekten af noget der blev reklameret for.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Jeg kan slet ikke være mere enig! Den går nemlig begge veje og så burde du i øvrigt tænke over hvorfor du ikke får så meget had i din retning. Fordi du er mega badass mor! Tak for dig ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    ♥️ Mega godt indlæg.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Billige sommerkøb