“Du ser lidt træt ud, Sofie”

Det er sagt med kærlighed og jeg tager det også sådan. Men de sidste par uger er der flere på Instagram, der har skrevet, at jeg “ser lidt træt ud”. De skriver selvfølgelig også, at de sender mig tanker og et virtuel kram, så det er ikke bare for at smide en lort i ansigtet på mig! Men er sagen er den, at jeg er træt. Og ikke på den dér “jeg har ikke sovet i et år”-måden, men mere “to børn, der begge er ‘i en fase’ er fucking hårdt”-træt. Og ja, det er primært folk på Instagram, som har sagt det til mig. For helt ærligt, så har jeg ikke haft overskud til at se nogle af mine real-life venner. Synes dagene suser forbi mig.

Her til aften var der også én, som spurgte mig, om jeg egentlig kan lide mit liv med børn? Hun var faktisk meget sød og gjorde meget ud af, at hun elsker at følge med. Hun havde bare ikke selv børn og blev helt i tvivl.

Åh, måske man skal have små børn selv for at vide, at livet med børn er dejligt. Men måske man også skal have små børn selv for at vide, at det er det hårdeste tidspunkt, jeg nogensinde har været i, i mit liv. På godt og ondt! Det er jo bare livet, som det nu engang er. Vi lever ikke med sygdom eller andre strenge omstændigheder, så jeg forventer ikke, at jeg har det hårdere end andre. Livet med små børn er simpelthen bare crazy.

Lad mig lige give jer en run-down af min seneste måned.

Det har ikke været Gustavs måned

Det startede for en måneds tid siden, hvor Gustav lagde sig med feber. Tror bare det var 3-dages feber, for på 4. dagen fik han udslæt og så var han god igen. Om mandagen skulle han starte i børnehave. Søndag falder han 20 cm. ned fra sin gynge og brækker foden to steder. Lægen sagde “det var lige godt satans”, fordi små børn sjældent brækker deres fod og slet ikke, hvor Gus brækkede sin.

Så var han hjemme med os i endnu to uger. I de her uger har jeg fået KÆMPE hjælp af mine forældre og Mads’ forældre. Jeg har været helt ærlig og sagt, at jeg ikke magtede opgaven alene. Måske i en dag eller to, men ikke i to uger. Mine forældre havde ham i sommerhus i 4 dage. I de her dage, når han ikke vil noget som helst, så græder han og siger, at han bare gerne vil i sommerhus med mormor og morfar. Han fik så meget ro i det sommerhus. Ingen “vent lige, Louie skal lige….”, ingen stress, og ingen hverdag. Og jeg fik lov til kun at være mig og Louie på barsel i nogle dage.

Så startede Gus i børnehave, og den første uge gik over al forventning. Det er en integreret institution, så det har været en forholdsvis smertefri overgang. Troede jeg – men det vender jeg tilbage til.

Syg baby er det værste

Fordi så ramte 5-måneders vaccinen Louie og en bragende 40 i feber ramte ham i 5 dage. Avs, min mave. Der er ikke et øjebliks ro i min krop, når så lille et barn har så høj feber. Jeg var alene, da han lå i mine arme og rystede af kulde og jeg havde 1813 i røret. Heldigvis ingen feberkramper og nu er feberen væk, men snotten er kommet væltende og han vil hverken spise eller sove. Så nu står jeg her med et meget træt og sultent barn, der 100p også er ved at gro mere end to tænder. Jeg kan slet ikke genkende ham og jeg aner ikke, hvordan jeg trøster ham, når han ikke vil tage imod brystet (der i øvrigt er ved at eksplodere, fordi han i sin feberperiode suttede hele natten i 8-9 timer i streg, og derfor er min produktion cray).

Jeg ved godt, at det bare er en fase. Men jeg er heldigvis sluppet for de værste faser med Louie, så det er nyt for mig med ham.

“Gustav skriger tydeligvis efter hjælp”

De sidste to indlæg, jeg har skrevet har handlet om Gus og hvordan, vi har svært ved at gå til ham, når han er i sin “nej”-periode. Jeg skriver så meget om det, fordi det fylder helt enormt meget i vores hverdag. Jeg er så stolt af ham og alt det, han er, kan og gør. Jeg vil ham jo det bedste, så jeg vil så gerne møde ham rigtigt, så han føler sig hørt og set. Det hjælper selvfølgelig ikke, når jeg får en kommentar på bloggen om, “at det jo er tydeligt, at Gustav skriger om hjælp, og at vi skal undersøge det dybereliggende problem”. Jo tak. I am fucking trying. Jeg ved godt, at det ikke bare er træthed eller kun er den famøse trodsalder. Hans reaktioner fortæller mig nogle gange mere end det.

Måske skyldes det storebror-rollen, og at jeg har ham hele eftermiddagen alene sammen med Louie. Han skal tit vente, fordi Louie liiige skal et eller andet – puttes, ammes, skiftes. Han tager det stille og roligt, når vi er i det, men jeg er sikker på, at han får nok til tider og det viser sig på anden måde.

Og så er der børnehavestarten. Det er hans 2. uge og nu er de to pædagoger på hans stue gået på ferie. Så han kender ikke pædagogerne særlig godt, og to af hans bedste venner er stadig i vuggestuen. Mads har fortalt mig om afskedsseancen de sidste par dage. Det tog Mads 40 minutter. Der var gråd og “jeg vil bare hjem til mor og Louie”. Av, av, av.

Men Sofie, hvorfor beholder du ham ikke bare hjemme? Nu har Gus været hjemme med os i tre uger, og jeg har bruge for pauser i løbet af dagen, så jeg kan være den bedste version af mig selv, når jeg henter ham. Til gengæld henter jeg ham tidligt og han møder sent, når jeg afleverer ham. Jeg gør mit bedste, men jeg må også lytte til mig selv. Om en uges tid går Mads på ferie og derefter barsel, og Gus har to ugers ferie igen med os allesammen. Det glæder vi os alle til. Og på fredag får vi Louie passet i nogle timer og tager alle tre i cirkus. Ikke kun far eller mor. Men Gustav med os begge to, som i gamle dage <3

Nåhmen, det kan godt være, når du læser det her, at du tænker, at jeg hader mit liv med børn. Det vil jeg selvfølgelig være svært ked af, hvis du tænkte, for det er absolut ikke sådan jeg har det. Jeg synes personligt, at jeg kommer nemmere igennem de hårdere faser, når jeg taler om det. Men der er jo en grund til, at man får flere børn.

Drengene giver mig og mit liv mere mening. De er min største bedrift og det vigtigste, jeg har. Jeg bliver varm i maven, når jeg snuser dem i håret og mit smil går op til ørerne, når de møder mig med et grin. Jo, jeg elsker mit liv med børn. Men det er det hårdeste, jeg nogensinde har været i og jeg satser kraftigt på, at hverdagen bliver nemmere med årerne 🙂

/S