Jeg vil gerne være mor på en anden måde

Om at gøre sit bedste – og det føles stadig ikke godt nok

I sidste uge kom Gustav hjem efter at have været alene med mormor og morfar i sommerhus i 3-4 dage. Da de afleverede ham havde de godt sagt, at han li’som ikke rigtig ville særlig meget. Om det er bad, at tage sko af, spise aftensmad… Gustav vil ikke. NEJ JEG VIL IK’! hører vi rigtig, rigtig meget herhjemme. Og det gør mig opmærksom på, HVOR mange ting sådan en lille dreng egentlig skal på en dag, som han ikke gider. Ja, faktisk er det kun iPad, yoghurt og is, som Gustav gider. Og så lidt trøst fra sin moar. Men det vender jeg tilbage til.

Nåhmen, jeg ved ikke, om Gustav skal finde sig selv igen hos os, nu hvor han ikke er centrum i et lillebitte sommerhus med bedsteforældrene. For yaiks, hvor bliver der skreget. Og slået. Det forløber typisk sådan:

Mig: “Gustav, jeg vil gerne have at du kommer bad” (i stille og roligt tonefald).

Gustav: NEJ JEG VIL IK, (Sagt ret højt og bestemt)

Mig: “Hmm.. Jeg kan godt forstå du… (bliver afbrudt)

Gustav: “NEEEEEEEEEJ (Indsæt skrig).

Seriously. Jeg finder alle de gode sætninger frem fra bogen og håndterer det, så tålmodigt mit utålmodige sind kan klare det. Jeg  anerkender, hvor træls han synes det er. Og så skriger han. Det ender typisk med, at jeg – mens jeg anerkender, at jeg godt forstår ham – bærer ham ud i badet. For han kommer altså ikke af sig selv ud i bad, men i bad det skal han. Jeg synes sjældent sådanne situationer ender særlig godt. Til gengæld glemmer Gustav situationen, når han er i badet. Så vil han bare ikke op igen….

Så bliver det puttetid. Det gad han IKKE i går. Og det tog lang tid, hvor han råbte og vred sig nede på gulvet. Jeg satte mig ned ved siden af ham, og fortalte ham, at jeg godt kunne forstå, at han elskede at være oppe sammen med os. Så slog han mig. Jeg sagde, at jeg ikke vil have, at han slog. Så skreg han, at jeg skulle gå væk. Nåhmen, det står altså heller ikke i bogen. Normalt stilner gråden af, når de har fået anerkendelse og så går de i seng – i følge bogen. Øhm, men ikke herhjemme (og vel egentlig i de færreste hjem?!). Jeg ved ikke, hvad jeg gør forkert på sådanne dage. Han skriger, NEEEJ JEG VIL IKKKEEE, når vi kommer tæt på ham. Men i seng, det skal han jo! Så nu gentager jeg mig selv og løfter ham ind i seng. Jeg er ikke vred eller hidsig og jeg anerkender, at han er ked af det – men jeg er pænt sikker på, at “løfte barnet i bad og i seng, når han ikke selv vil”, ikke står i de kloge bøger! Men hva’ faen gør man!

Men nu kommer vi til dér, hvor mit hjerte bløder lidt. Jeg ligger mig ned i sengen ved siden af ham. Og han er nået til det stadie, hvor han ikke kan græde mere. Han hikker og får luft, mens jeg aer ham og synger Jeg ved en Lærkerede, som han har valgt, at jeg skal synge. Putteseancen tager måske 15-20 minutter, hvilket er længere tid end normalt, fordi han skulle falde ned. Jeg kysser ham og siger godnat, og er på vej ud af døren, da han ret forceret prøver at græde igen.

“Gustav græder igen nu, så kan du trøste mig igen”.

Det gjorde lidt ondt, selvom det bare lyder som en dreng, der fjoller lidt. Måske man skulle have været der, men jeg følte, at Gustav havde en oplevelse af, at han kun kunne få min fuldstændige opmærksomhed og omsorg og ro, hvis han var ked af det og skulle trøstes. Jeg prøvede at sige, at han altid gerne måtte få en krammer, og jeg altid gerne ville være sammen med ham. At man ikke behøvede være ked af det for at få den opmærksomhed.

Oh jeeez, du har været for lang tid på barsel, sidder du måske og tænker. Men jeg bliver bare så overvældet over det sprog, som Gustav er begyndt at få og som sætter ord på nogle af de behov og følelser, som vi hidtil bare har gættet os til.

Jeg er faktisk ret sikker på, at hvis du sidder derude og har små børn, så kan du genkende (om ikke andet, så bidder af) mine sidste 24 timer. En god pærevælling af skrig, slåen, krammere, gråd, grin og kærlighed. Midt i alt det her giver det virkelig god mening at ty til anerkendelse og prøve at forstå Gustav. Men guys, det er. så. svært.

Nogle gange føler jeg, at jeg giver alt og mit bedste – og det er stadig ikke helt godt nok til en 3-årig. Bliver det ved?!

/S

28 kommentarer

  • Bente

    Hej Sofie. Vi bruger samme taktik, som Louise skriver. Vil du selv, eller skal jeg xx? Så vil han oftest selv. Ellers så prøver jeg så vidt muligt at gøre alt, han skal, til en leg: hvem kommer hurtigt af tøjet/ned til badekarret? Eller sætte gang i hans fantasi, så det er ham, der gerne vil ned i badet fx.. men det kræver mentalt overskud, som man ikke altid har.. jeg har bare meget svært ved at håndtere hans reaktioner på DU SKAL – så er det meget nemmere at bruge lidt krudt på at få ham til at ville det, som jeg vil 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    Jeg kan SÅ godt genkende situationerne OG følelserne som forældre! Jeg begyndte at tude/tude grine af dit indlæg da jeg fuldstændig kan sætte mig ind i den pærevælling af ubetinget kærlighed og frustrationer. Og min datter er ikke storesøster. Jeg tror bare det er en del af den udvikling børn skal i gennem. Endnu en fase 😅 god dag til jer☀️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannah

    For mig at se, lyder det uden tvivl som en dreng der viser dig meget tydeligt, at han syntes det er svært at være blevet storebror, indebærende den forandring det er at få en lille ny i familien. Når han råber og slår, og siger nej, er det en 3 årigs sprog og måde at fortælle jer, at der er noget som han er frustreret over, ked af det over ect. Noget som han ikke kan udtrykke på bedre vis. Jeg ville forsøge at være nysgerrig på, hvad dette kunne være og hjælpe ham med at sætte ord på. Altså anerkende det bagvedliggende, istedet for at anerkendte det oplevede. Nogle gange vil det være situationer som, at han ikke gider i bad, og andre gange er det for at fortælle dig noget mere bagvedliggende. Som når han siger, at han bliver ked af det igen og du så kommer og trøster ham. Det er hans måde at fortælle at han måske savner dig, savner tiden før lillebror ect. Jeg tænker at det er en sund reaktion, fordi han giver udtryk for at der har været forandring i hans liv.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Ja, det tænker jeg også. Men han har altid været meget stærk i sine holdninger – også inden han blev storebror. Faktisk er der ikke sket så meget efter han er blevet storebror. Men jeg er ikke i tvivl om, at der er noget, der stikker – måske børnehavestart.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • LOuise

    Hej Sofie. Det bedste råd jeg har fået og som virker som en magisk remse på vores datter er at spørge “Skal jeg give dig sandaler på eller vil du selv?” “Skal jeg komme og hente dig eller kommer du selv?” “Skal jeg putte dig i bad eller kommer du selv og hopper i? Så får hun på forunderlig vis altid fart på og så kan/vil hun godt selv. Måske kan det bruges – ved godt at det ikke er alle børn, der falder for den, men jeg har optur hver eneste gang hun hopper i 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christina

    Jeg tænker om at give valg og der med give barnet en oplevelse af medbestemmelse. Fx i skal ud af døren = vi skal have sko på. Så sige: vi skal på fx legepladsen, vil du have de her sko på eller gummistøvler på? Eller vil du selv tage dine sko på eller skal jeg hjælpe dig? 😊
    Putte tid: vil du finde en godnathistorie eller skal jeg finde en god historien i dag?
    Det kunne jeg forstille mig i vil få gode oplevelser med 😊
    Ved senge tid, er massage også et godt redskab at bruge. Find en pose, kom lidt forskelligt i den. En svamp, en legoklods mm. Tage den frem ved senge tid, fortæl kort: nu skal vi lave lidt roligt massage og når musikken stopper (find evt på youtube Afslappende musik), så skal du blive liggede og jeg skal fx lige tømme opvaskmaskine , men jeg er lige ved siden af og kommer om lidt igen.
    Lad barnet være med til at undersøge tingene og lad ham gøre massagen på dig (første gang, have god tid til det!)
    Og stille og roligt efter måske en uge, vil du opleve noget nyt ved senge tid 😊
    Måske de kunne hjælpe, måske ikke – bare en tanke 😊 tak for du dele hverdags ting 😃
    God sommer til jer!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kris

    Jeg er bare totalt pjattet med dig, din ærlighed. Dine drenge er heldige at have dig som mor! Det er så skønt, når ærlighed kommer til kende❤️ DU GØR DET GODT!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeanette

    Åhh kan så tydeligt huske det med min store dreng der nu er 5, og glæder mig ikke til når lillebror rammer samme fase 😬 en ting der virkede overraskende godt var faktisk at begynde at lege de ting han skulle. Det kunne fx være når han skulle gøres klar om morgenen og så ville han bare ikke. Og det endte ofte med jeg måtte tvinge ham i tøjet og ud i bilen.. Men så begyndte jeg fx at sige: “skal vi lege at du er en løve der skal vise din løvelillesøster (mig) hvordan man tager tøj på.” Så var han helt klar! Jeg troede faktisk ikke selv på det ku være så nemt. Men i en periode gjorde det en kæmpe forskel.

    Det virker faktisk også at gøre ting til en konkurrence, fx “skal vi se hvor hurtigt du kan tage tøjet af?” Eller “hvem kommer først ud på toilettet, dig eller mig?”.

    Andre gange var der intet der virkede, og så må man jo bare gøre det der skal gøres.

    Det er heldigvis bare en fase, det går over 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vanessa

    Har dig og Gustav nogle gange alene tis, hvor I laver boet sammen uden Mads og Louie? Bare en lille tur på en time. Eller derhjemme, mens Mads er afsted med Louie?
    Anerkende, anerkende og anerkend…. ja det er fint, men nogle gange er de små hoveder bare fyldt op og kan ikke rumme al mulig snak og tagen stilling til. Så nogle gange behøver man ikke snakke så meget. Bare sige nu skal du i bad, og så ikke så meget mere snak. Du ved jo du gør det rigtige, da han skal i bad og han godt kan lide det. Så skal han heller ik bruge krudt på at tænke over det og snakke sig ud af det. Og nu snakker jeg jo om mere SKAL situationer. Der er jo masser af andre tider hvor barnet selv kan bestemme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Vi har slet ikke nok alenetid. Kun den tid når Louie sover lur på en times tid. Jeg savner alenetid med ham, men den kommer snart igen. Vi forsøger også ofte med ‘Kom, nu skal du i bad. Hvad for noget legetøj vil du have med?’ Men seriøst, det ender ofte lige sådan 😅

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nicoline

    Kan tyyyydeligt kende situationerne fra vores dage her hjemme med vores dreng på knap 3 år. Han er viiiiirkelig i en selvstændighedsfase….kan selv, vil selv……MED ALT!! Det er altså noget forældrene lige skal vænne sig til, når knægten i nærmest 3 år, ikke har gidet noget selv. Jeg arbejder som socialpædagog og af erfaring derfra, handler det om at “lade personen tro”, han/hun er den styrende og bestemmer selv, men indenfor de rammer som jeg sætter…..Forstå mig ret…..
    Her hjemme hjælper det fx. at sige “jeg har gjort badekaret klar til dig, så vælg du et stykke legetøj du vil have med”. Så lyder det hverken som om at mor her, har bestemt at han skal i bad, og han får lov til at være den der bestemmer hvad han skal have med af legetøj.
    Et andet eksempel kan være “du bestemmer hvilken bog vi skal læse først”. (ved putningen). Eller “vil du have nattøj på først, eller børstet tænder først?”
    Alt hvor han kan vælge selv, fungerer oftest godt. Men ja…..3-årige……nogle dage fungerer ingenting og så bliver vores dreng også løftet i badekar og i seng 😂🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nina

    Du beskriver endnu engang en helt almindelig dag i mit liv med min datter, som er 2 måneder yngre end Gustav, og som også har en lillebror i næsten samme aldersspænd. Selvom jeg også ofte tvivler, så tror jeg inderst inde, at vi gør det helt rigtige for vores børn 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Det er hårdt! Vi har også haft seancer med badet. Dog ikke med sengetid, det vil han sjovt nok gerne.
    Hos os hjælper det på væres næsten 3,5 at han ved hvad der skal ske.
    Du skal i bad i dag. Og det får han ofte afvide om eftermiddagen og det bliver præsentere roligt, men bestem, så det ikke er til diskussion. Han kan stadig protestere og sige at han ikke vil, men der bliver holdt fast og sagt “det skal du i dag”.
    Han havde en længere periode hvor bade var noget han ikke ville, men elskede det, så snart han sad der. Vi prøvede at vende “nej jeg vil ikke” til “jo, det bliver så dejligt. Kom så går vi derud sammen. Skal vi tage sæbebobler med” osv. Prøve at flytte fokus fra “ jeg kan godt se du ikke har lyst og det er også træls”. Og det synes jeg fakrisk har hjulpet. Og inden putningen får han altid afvide havd der skal ske. For ham hjælper det helt enormt at fortælle. Nu leger vi den her leg færdig, så skal du have nattøj på, have børstet tænder og i dag er det mor der putter dig. Hvilken og skal vi læse i dag.
    Kender flere der også har stor hjælp af piktogrammer som er små billeder der viser forskellige gøremål. De er super smarte og hjælper børnene i rytmer og rutiner og at det er de samme der sker hver dag.
    Vi har også tænkt over, hvilke krav og ting han skal. Som du selv siger er der enormt mange ting de skal lærer hverdag og forholde sig til. Særligt k den her tid hvor selvhjulpenhed er så meget i fokus. Fx bruger vi ikke krudt på at hans al stille sin tallerken i køkkenet efter aftensmaden, eller rydde alle klodser op inden vi spiser, og den slags, selvom det ville være skønt. Men tror også de kan møde for mange “krav” på en gang. Men tre-års alderen er en svær tid for alle, synes jeg. De kan så lidt og alligevel så meget. Og så også når man har fået søskende. Det får vores om 5 mdr. Og frygter faktisk lidt reaktionen og hvodan han oplever at skulle dele den op ærksomhed, der før kun er gået i hans retning. Især alle de kys og kram og han siger tit “mor/far du skaæ lege med mig. Sid her, leg med mig”. Det kan bare ikke imødekommes på samme måde. Det bliver touch. Shit det blev lagt!! Sorry (abe der holder sig for øjnene).
    Kram til jer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anette

    Hej Sofie. Tusind tak for dine indlæg både igår og idag! Vi står i MEGET lignende situationer med vores pige. Hun bliver 3 til august og blev storesøster i marts – så tæt på jeres aldersspænd med Loui og Gustav.
    I dag skulle jeg putte lillesøster i barnevognen udenfor og ville ikke have storesøster med ud lige der, da hun var højlydt, irriteret og ikke ville have sko på. Hun løber alligevel ind og ud af døren, skubber til barnevognen, åbner og smækker døren og efter mange gange ned på hug og med favnede ord forklare at jeg vil have hun går ind og lader mig putte lillesøster i fred, må jeg bære hende skrigende ind, sætte hende på gulvet i gangen og lade hende ligge der og græde et par minutter mens jeg får lillesøster til at sove. Da jeg kommer ind falder hun mig om halsen og hikster at jeg skal trøste hende. Og jeg bliver så ked af det for det er jo når hun er allermest “umulig” og udadreagerene, at hun har mest brug for mig. Men hun er så svær at trænge ind til. Og vi har MANGE situationer næsten identisk som du beskriver med Gustav.
    Jeg har ingen løsninger eller svar, men må bare sige at det er befriende hvordan du ærligt fortæller om jeres forældreskab og de udfordringer I står med med drengene. Jeg er sikker på at du gør dit bedste, ligesom jeg selv synes jeg gør. Jeg håber tiden vil arbejde lidt for os, og at det i hvert fald for vores pige, er reaktioner på det at blive storesøster, starte i børnehave, så småt smide bleen, så småt droppe middagsluren osv.
    Tak for en god blog!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Åh Anette – lige det eksempel på brugte der med putning i barnevogn. Gustav er blevet overraskende god til at hviske og ikke komme tæt på når jeg putter Louie, men i mange måneder var det mine mest frustrerende øjeblikke. I forvejen er putning ret frustrerende – og så med en 2-3årig, der råber og skubber og gør det helt umuligt. Hvor kan jeg genkende det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Tak for endnu et spændende indlæg. Jeg er nysgerrig på, hvorfor han skal I bad og hvorfor han skal I seng? Jeg spørger med respekt og nysgerrighed. Vores dreng på knap tre bestemmer selv. Som regel vil han gerne i seng, når jeg foreslår det, og en gang i mellem vil han stå op, hvis han alligevel ikke er træt. Hvis jeg selv er for træt, eller vil have ordnet hus osv, så fortæller jeg ham, at jeg vil have, at han skal lege selv. Det plejer han at accepterer, og så går jeg i seng, og så kommer han altid og lægger sig og vil gerne sove. Selvfølgelig er der situationer, hvor det er nødvendigt, at jeg bestemmer (og så gør jeg det), men jeg har fundet ud af, at der også (langt de fleste) er mange situationer, hvor jeg ikke synes, at det ville være i orden af mig at bestemme over hans krop. Jeg vil utrolig gerne lære ham, at han selv må bestemme over sig selv, selv skal mærke sine grænser og selvfølgelig respektere andres, som fx i sovetidspunkt kan være, at jeg er træt eller gerne vil sidde selv og læse eller hvad det nu kan være 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Det er så fint du spørger 🙂 Gustav skal ikke i bad hver dag, men næsten, fordi han er ret ulækker efter en dag i institution. Derfor synes jeg ikke, at det skal være op til ham, da han jo ikke bemærker, at han har brug for et bad. Desuden kan han godt lide det, når han endelig er der. Og sengetid skyldes flere årsager. Mads og jeg har brug for at være alene sammen om aftenen for at lade op til næste dag. Gustav får ikke at vide, at han skal sove. Han må læse alle de bøger han vil! Han får bare at vide, at han skal ligge i sin seng der ved 20-tiden. Vi kender ham så godt, at vi kan mærke og se på ham, at han er træt. Han har aldrig – aldrig – frivilligt gået i seng og sovet. Hvis vi ikke siger noget til ham, så er han oppe til klokken 2. Og han har brug for søvnen for at fungere næste dag. Tja, det er i hvert fald nogle af grundene til, at jeg føler, at jeg skal tage de valg for ham. Ligesom med tandbørstningen eksempelvis. Men aftensmaden til gengæld, den må han helt selv vælge om han spiser. Han skal nok spise, når han er sulten.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Maja

      Min datter er ligesådan. Ville ønske at jeg bare kunne lade hende styre det selv – men her i ferien har vi faktisk prøvet, og hun kan seriøst holde sig kørende længere end en teenager til gymnasiefest. Så man er nødt til at hjælpe hende lidt med tiderne – men selvfølgelig acceptere ag hun måske skal kigge lidt i bog og have kram indtil hun rigtigt sover. Tror bare børn er forskellige – men det lyder jo så dejligt at ens barn selv kan mærke hvornår de er trætte og at man også på den måde lærer dem at lytte til kroppens signaler. Virkelig en god ide.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Signe

      Når børn er 3 år, kan de ikke selv bestemme, om de skal i bad eller sove. De har brug for fx søvn og de har brug for voksne, der hjælper dem til at få deres søvn, så de kan fungere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Julie

      Tak for dit svar ❤️ Det giver rigtig god mening, hvad du skriver. Jeg har også læst Fie Hørby, som jeg synes, var fin, den bog, der for alvor har hjulpet mig i mit forældreskab er Low arausel af Bo Hejlskov. Den kan jeg virkelig anbefale ❤️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natacha

    Åh, det er genkendeligt! Men det lyder som om du gør en brav indsats! Det er sindssygt hårdt, så prøv at få pusterum, hvor du kan lade energidepoterne op ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Simone

    Tak for din ærlighed og for at du deler. Jeg synes at du lyder som en rigtig god mor ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Kathrine

    Du er ikke alene….. Jeg kan SÅ tydeligt se mig selv i det du skriver og specielt følelsen af ikke at være tilstrækkelig kan virkelig ramme mig. Pigernes far, min mand, arbejder i Norge og er derfor væk 14 dage af gangen – det kan godt trække tænder ud en gang i mellem at være selv med dem så længe af gangen og nogle dage skal jeg tælle til 10(00) mange gange. Heldigvis gør kærligheden til dem det hele værd og et smil ændre alt. Da den mindste var spæd stod jeg hver nat i flere måneder i mørket i stuen, grædende, frustreret og opgivende og kiggede ud af vinduet, imens jeg troligt vuggede hende i mine arme for at få hende til at sove. I dét øjeblik solen stod op på ny, tørrede jeg øjnene og vupti, så var nattens strabadser glemt på et splitsekund og en ny dag begyndte. Det var, er, mærkeligt, men det er som om at solens lys giver fornyet mod. Lige præcis dét tænker jeg tilbage på når jeg ligger i min seng, udmattet og trist efter en rigtig møg dag med pigerne. Og så ved jeg at I morgen kan kun blive bedre ☀️❤ Vi gør det så godt som vi kan, og ved du hvad? Jeg er sikker på vi gør det godt nok 🙌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Det bliver bare til noget andet… siger en træt mor til en dreng på 5 og en på 2😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ulla

    Jeg sidder seriøst med tåre i øjnene efter at have læst det her 😢 det beskriver ret godt den fase vi også er i med vores dreng på 2,5 år efter han blev storebror i april ❤️
    Han elsker sin lillesøster, men mangler nogen gange at få mere opmærksomhed, hvilket jeg ofte først opdager når han sidder helt knust og gentager “min moar, baby sove nu, min moar” ❤️
    Jeg tror at det sker for alle forældre, jeg har hvertfald knap så dårlig samvittighed når jeg kan læse at der sker for dig også, for du er nemlig sådan en mor som jeg gerne vil være ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Så dejligt du tager dette op og ærligt fortæller. Og hvor er det ekstra dejligt at du kan bevare roen. Tror bare i vores kultur at vi ikke er så temperamentsfulde, så når børn tydeligt med deres følelser uden filter viser os præcis, hvordan de har det (i det øjeblik), så kan det godt virke overvældende og energidrænende for os kontrollerede voksne. Som du selv skriver, så er han glad igen i badet ❤️
    Jeg synes det lyder til at du gør det helt fantastisk. Du rummer ham. Og jeg lover dig, at det blir bedre.
    Der er jo en grund til de kalder det threenager 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Min 3,5 årige er PRÆCIS som du beskriver. Jeg har også læst alverdens anderkender tilgange og bøger om signal stærke børn. Og vi passer bare ikke i de kasser:/ Bliver underligt glad af at læse der findes andre mennesker med de samme problemstillinger. Jeg føler mig ofte ret alene, utilstrækkelig og frustreret.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hold ud, det bliver bedre! Hilsen mor til 6 årig der havde sådan en dreng for 3 år siden. Husker det som om det vendte omkring 3-3,5 års alderen og da han blev 4 blev alting meget nemmere (bevares der er stadig konflikter men det er ikke hele tiden og over alt)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Jeg vil gerne være mor på en anden måde