Når leverpostej er smukt

Jeg vil gerne være mor på en anden måde

Jeg har netop læst bogen “Drop Opdragelsen” skrevet af Fie Hørby. Jeg hørte en podcast med hende og kunne egentlig godt lide hendes måde at tale på, så jeg tog skridtet videre og begyndte for nogle uger siden på hendes bog. Det er nok den eneste fysiske bog, jeg kommer til at læse på barsel. Jeg har svært ved at koncentrere mig om fagbøger på lydbog. Jeg forstår bedst ved at se og føle. Så til jer, der overvejer at læse den: Den er i hvert fald meget nemt læst. Det tog mig bare så lang tid fordi… barsel med baby.

Det her kommer ikke til at være et referat af bogen. Jeg vil blot (i mere eller mindre en pærevælling) fortælle jer, hvordan den har ændret mit syn på, hvordan jeg er mor for Gustav. Min interesse for den her bog og dette emne opstod, fordi jeg synes meget af min kommunikation med Gustav var (bevares, og stadig er)… mja… befalende, truende, kort, anstrengende. Det er ikke nemt at have små børn, og vi er selv vokset op med en opdragelse, som er det eneste vi har i kufferten, og den vi hiver op ad lommen, når vi selv skal opdrage på vores børn. Der er bare sket meget i vores forståelse af børn siden dengang, og det kunne være værdifuldt for de fleste at opdatere sig på børn, som vi ser dem i dag – ikke som vi så dem for 30+ år siden.

Når det er sagt, så vil jeg indrømme, at jeg til tider bliver lidt træt af “børn gør deres bedste og vil altid gerne hjælpe, de skal bare lære det” tilgang. Forstå mig ret, jeg ved godt, hvad meningen er. At Gustav ikke skriger bare for at skrige. Han skriger, fordi han mangler vores nærvær eller er frustreret over, at jeg står med Louie eller 10 andre mulige grunde. Men når man står i det, og Gustav gør et eller andet vanvittigt og griner, så har jeg SÅ SVÆRT ved at tænke, at han gør sit bedste og det sikkert bare er mig, der ikke håndterer det rigtigt. Ja, kort sagt, så synes jeg Gustav kan være en kæmpe bølle (for at sige det meget pænt) til tider, men den følelse skal jeg pakke sammen for bedre at kunne forstå, hvor hans opførsel kommer fra.

Bogen meget kort fortalt

Bogen tager udgangspunkt i, at vi skal anerkende og respektere vores børn og deres følelser, og se dem som ligeværdige. Ikke ligestillede, da vi som forældre bestemmer, men vi er lige meget værd. Med udgangspunkt i den måde at tænke på, kommer Fie med fire overordnede budskaber:

1. Vær lydhør (anerkend dit barns følelser uanset hvilke de måtte være)

2. Vær personlig (det er dig, der ikke vil have, at han slår med hammeren, så brug “jeg”)

3. Vær ansvarlig (det er altid os voksne, der har ansvaret for samspillets kvalitet. De spejler sig i os – ansvarlige voksne vil give ansvarlige børn)

4. Vær nærværende (Nærvær er en forudsætning for at skabe god kontakt)

Der er mange underoverskrifter i bogen og ovenstående emner er gennemgående principper. Nogle emner er mere relevante end andre for vores familie – lige nu. Så jeg vil trække det ud, som gjorde mest indtryk på mig og som jeg vil gøre mig umage med fremadrettet. Jeg vil ikke forklare om det “nye børnesyn” eller hvorfor det ene er bedre end det andet, da jeg synes man selv skal læse bogen, hvis det har interesse. Men derfor synes jeg stadig, at I skal vide, hvad vi (især jeg, da kun jeg har læst bogen) gør mig umage med for tiden.

Jeg skal sætte personlige grænser og være tydelig

Vi kan godt bruge vendingerne “Nej Gustav, det må man ikke”, “Du ved godt man skal spise aftensmad først” eller “Hvad siger man så?”. Sætninger, der er distancerende for et barn. Hvor står jeg, som mor, i det her? Det giver god mening for mig, at jeg fremadrettet vil gøre mig umage for at vise Gustav, at det er MIG, der ikke vil have, at han ridser gaflen i bordet. End of discussion. Jeg truer næsten altid i sådan en situation, hvis han ikke lytter: “Ellers så tager jeg gaflen”. Men som Fie skriver, så vil Gustav kun gøre som jeg siger af frygt for at miste og ikke af respekt for mig. Pointen er, at det er okay at sætte grænser – så længe pilen peger på mig og ikke på ham eller andre. Jeg kan godt fortælle ham, at det ridser i bordet, og det vil JEG ikke have. Hvis han ikke lytter, så kan jeg godt tage gaflen, så han kan se konsekvensen, men jeg skal ikke true med det.

Jeg har det med at tale (for) meget og forklare ham, hvorfor han ikke må X og Y. Eksempelvis: “Gustav, nu må du ikke se mere iPad. Du ved godt, at efter den tegnefilm, så er det slut og nu har du også set iPad i en time, bla, bla…”. Han er ikke engang tre. Han lukker ørerne. I stedet vil jeg forsøge mig med: “Gustav, jeg vil ikke have, at du ser mere iPad efter den tegnefilm”. Så bliver han ked af det – og dét er okay.

Det er okay at græde (hold følelserne ud, som Fie skriver)

Jeg (og Mads) kan have svært ved at håndtere, når Gustav er gal. Hvis han “hyler” – altså ikke den ‘rigtige’ gråd, men den dér, hvor han gør sig umage for, at der kommer lyd på. Vi har til tider taget ham ind i et andet værelse og sagt, at han kan komme ud, når han er klar til at være sammen med os igen. Det har egentlig fungeret fint, og han er vendt tilbage og sagt, at nu ville han gerne lege igen. Men jeg kan jo godt se, i bakspejlet, at det sender Gustav et signal om, at man ikke må vise sine følelser. At man skal gå for sig selv for at være ked af det. Og det er jo ikke noget, vi vil give Gustav med videre.

Så lad os tage iPad-eksemplet. Jeg sætter en grænse, og det gør selvfølgelig Gustav ked af det, fordi han ikke får, hvad han vil have. Det kan man ikke altid her i livet og det er sundt, at Gustav oplever og reagerer på det. Han må godt blive ked af det, og der skal jeg trøste ham. Jeg vil forsøge at sætte mig ind i, at det er noget møg, fordi det jo er nice at se iPad! Men ikke mere end det. Ikke nogle forklaringer.

Hjælpe Gustav med at sætte ord på

Lad os fortsætte iPad-eksemplet. Gustav græder, fordi han ikke må se mere iPad. Jeg må lytte og være der, og i bedste Fie Hørby-stil, anerkende “at det er da også træls, når nu det er så fedt at se iPad”. Punktum. Ingen belæringer eller forklaringer. Jeg har allerede gjort det et par gange, og det er faktisk gået overraskende godt. Nogle gange kan det også gå andre veje. Lad os sige, at jeg står med Louie, og Gustav slår mig. Det kan der være mange grunde til – det kommer som oftest ikke ud af det blå. Typisk er det en leg, der tager overhånd eller hvis vi ikke leger med ham, fordi Louie kræver opmærksomhed også.

Der har jeg typisk taget fat i hans arm og meget bestemt sagt, “Du må ikke slå!”. Det er for mig en meget intuitiv måde at reagere på. Nu øver jeg mig på at pege pilen på mig og sige “Jeg ville ikke have, at du slår”. Bestemt, så han ikke er i tvivl om, hvad jeg siger. Herefter fortsætter han dog typisk, og der synes jeg, at det er svært, når jeg har Louie på armen. Jeg ved ikke, om det er det rigtige, men så lægger jeg Louie ned, holder om Gustav og sætter ord på det, som han måske føler. “Gustav, nu tror jeg du slår, fordi du er frustreret over, at jeg står med Louie og jeg ikke kan være sammen med dig alene?”. Jeg ved jo ikke, om det er sådan, han har det. Så jeg stiller det som et spørgsmål. Sidst nikkede han, og sagde, at han var frustreret. Så vender jeg tilbage til, “Det er da også så frustrerende, at jeg ikke kan være alene sammen med dig lige nu”. Punktum. Trøste i stilhed.

Det hele kan lyde meget “helligt”, synes jeg. Men det giver ret meget mening for mig, når jeg er i det, da jeg selv har en tendens til at blive meget gal på Gustav, når han slår. Det hjælper mig med også at håndtere mine egne følelser.

Jeg skal øve mig på nærvær

Den her gør lidt ondt og jeg ved godt hvorfor. Som instagrammer tænker jeg tit “åh, gad vide om jeg lige kan fange det her øjeblik” eller “jeg må lige svare hende her”. For Mads handler det om arbejde, der liiiige skal kigges på. Måske nyheder der liiige skal læses. Ligesom så mange andre, så kan jeg have tendens til at svare åndsfraværende. Men børn kan mærke, når de ikke får hele pakken – og den ægte pakke. Så når Gustav skriger, slår eller gør andet i den boldgade, så lægger jeg mærke til, om jeg måske har lidt for travlt. Eller måske ikke helt “er der”. Bevares, vi kan ikke ALTID være der HELE tiden. Men så må jeg sige, at jeg skal svare på den mail eller lave mad først, og så vil jeg gerne lege med ham. Og hvis jeg ikke har lyst til at lege, så skal jeg sige “Nej, jeg vil ikke lege lige nu” – for ellers kan Gustav også mærke det.

Provokation betyder, at det rammer mig

Jeg kan godt blive lidt… provokeret, når jeg læser den her bog. Fordi jeg føler, at alt, som jeg har gjort indtil videre er helt forkert. Gustav er en glad, tryg og velfungerende dreng, så det har jeg selvfølgelig ikke. Men det er typisk, når jeg bliver provokeret, at jeg skal lytte og arbejde på noget. Fordi det rammer. Og den her bog har ramt noget og givet mig lysten til at gøre mig umage og ændre nogle ting i min måde at være sammen med Gustav på. Nogle gange vil det ikke lykkedes, som jeg havde håbet, men det vigtigste er for mig, at jeg er bevidst om min måde at reagere og tale til Gustav på.

Grunden til, at jeg synes, at bogen er fed er fordi, vi som forældre stadig skal sætte tydelige grænser. Det er vigtigt, at jeg tager ansvar og viser, hvem der bestemmer. Jeg skal turde stole på, at Gustav gerne vil. Han er bare drevet af lyst og finder ikke eksempelvis håndvask særlig vigtigt – især ikke, når han har lyst til at se fjernsyn.

Jeg er ikke enig i alt, Fie skriver. Og nogle gange kan hendes eksempler være lidt for “nemme”. Gustav ændrer ikke sin adfærd med det samme, bare fordi jeg tilgår ham på en anden måde. Lad os sige, at Gustav ikke vil i bad. Jeg kan gøre det “lige efter bogen”, fortælle ham, at jeg gerne vil have, at han skal i bad. Sige det igen. Og 3. gang kan jeg gå hen for at tage ham i hånden og hjælpe ham på vej. Men det kan ende i, at han flygter og skriger og flitsbuer den. Og hvad så? “Nu kan jeg se, at du synes det er rigtig hyggeligt at lege og derfor ikke vil i bad”. Men det ændrer ikke på, at den eneste måde han kan komme i bad på er hvis jeg bærer ham derud!

Anyways, jeg skal ikke være bange for konfrontationen – den er vigtig. Hvis jeg ikke siger fra, når jeg ikke vil mere, fordi jeg er bange for konfrontationen, så kan bægeret pludselig flyde over og jeg kan eksplodere, fordi det er femte gang i løbet af dagen, at Gustav træder over mine grænser. Så skal jeg sige fra, som den voksne jeg er og sige nej. Og bagefter anerkende, at han bliver gal eller ked af det. Han bliver glad igen og så er vi begge gladere, når vi kommer ud af situationen.

Jeg vil gerne give “Drop Opdragelsen” en stor anbefaling. For at give mig en ny måde at se og være sammen med Gustav, som jeg ikke kendte til. For at provokere mig, fordi jeg er sikker på, at det vil udvikle mig og min måde at være mor på.

Kan I genkende følelsen af at føle, at man konstant har kampe med sin 3-årige? Og andre der har læst bogen?

/S

 

 

17 kommentarer

  • Rebecca

    Jeg genkender bestemt situationerne, men har selv fundet meget brugbar inspiration hos Sofie Münster og hendes blog Nordic Parenting (nopa). Du kender hende sikker – eller måske hendes bøger Kærlighed er ikke nok og Klog er noget man øver sig på. Uanset tænker jeg at mange at grundtankerne går igen 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Jep, jeg kan relatere til det hele. Jeg vil bestemt give bogen en chance. Jeg har meget brugt ordet “stop”, da de bruger det i vuggestuen om de ting, børnene ikke må. Det har de sidste par måneder relateret i, at min søn på snart 3 år, gik helt amok og RÅBTE “STOOOOOOOOOOOOP” så højt, han kunne som en modreaktion, og uanset hvad jeg sagde eller gjorde, eskalerede det situationen. Det giver super meget mening med at sætte sig selv i spil og bruge “jeg”, da det jo er mig, det bestemmer og sætter grænserne. Det vil jeg helt klart prøve. Og så er jeg også totalt enig med dig i, at eksemplerne i sådanne bøger ofte er nemme. Jeg gået hørt podcast med forfatteren, og jeg har øvet mig i “jeg siger det 3 gange”. Så når min søn ikke vil op af sit bad, så går han aldrig frivilligt op på tallet 3. Kun hvis jeg siger “is”, men han skal ikke have en belønning for sådan noget 😉
    Så på tallet 3 tager jeg ham op, hvor han skriger og sparker og siger, at jeg godt forstår, at han er sur, men nu er badet slut, og vandet bliver koldt, og så prøver jeg at distrahere ham. Han bliver jo altid god igen, men kæft det er hårdt, at alting ender i gråd hver gang. Det er svært at rumme.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Merete

    Super godt og velskrevet indlæg!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Kan så meget relatere til det du skriver, føler tit frustration over at jeg bliver så påvirket og sur når min søn fx skriger hele vejen hjem over en lille bitte ting eller når han som du siger bliver ved med at banke i bordet med en gaffel. Dette skyldes indimellem mit manglende overskud og skal som du skriver blive bedre til at rumme det og ham.. Indimellem kan jeg få helt dårlig samvittighed når vi har haft en “kamp” inden sengetid og bagefter godt kan se hvorfor han reagere som han gør, men at jeg ikke har mødt ham nok i situationen.. skal ligesom dig blive bedre 🙌🏻❤

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke

    Virkelig god læsning. Jeg er lidt nysgerrig på om bogen er rettet mod nogle bestemte aldersgrupper? Har selv en pige på halvandet og jeg øver mig hver dag i opdragelse. Jeg har gemt dit indlæg, for der er mange gode tankegange.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Den kan bruges til børn i alle aldre og du ville helt sikkert også få noget ud af den. Hun kommer med eksempler i bogen – nogle er 3 år andre er teenagere. Selvfølgelig er det nogle eksempler, hvor der bliver udvekslet sprog, som jo er lidt sværere for små børn, men principperne giver stadig god mening.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kathrine

    Jeg har hørt bogen på lydbog og er meget positiv overrasket over hvor godt, det har hjulpet på mit forhold til min 4 årige. Han reagerede meget kraftigt på at blive storebror for 6 mdr siden, og jeg har de sidste par måneder brugt metoderne i bogen. Vi har langt færre konflikter og meget bedre kommunikation ❤️ Nu mangler vi bare at få far med på vognen 🤟🏼🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lotte

    Åhh det kunne være den skulle læses. Kender problemet så godt herhjemme. Har en dreng på 2,5 med en MEGA temperament og – well lets face it – en mor med et lige så stort. Vi kan have så mange konfrontationer i løbet af en dag og taget ofte mig selv i, i løbet af sådan en dag, at stå og råbe af drengen i ten frustration 🙈😔

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jane

    Af hjertet tak for det her indlæg.
    Lige hvad jeg havde brug for efter en dag med alt for mange konflikter med min pige på knap 3. 1) For at jeg ikke føler mig alene med den slags konflikter og den måde jeg er kommet til at håndtere dem på.
    2) For at komme arbejdspunkter, som er meget konkret og “simple”, så der er en chance for at man kan huske det.
    Må have læst den bog mens jeg er på barsel med lillesøster på 2 måneder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ane

    Hej Sofie. Jeg kan relatere -har Lykke Mai på 2 år og 8 mdr plus Carla på 2 mdr💜💜
    Allerførst – fedt du R så ærlig og deler ud af jeres personlige opdragelsesstil 🙏🏻I disse medietider tror jeg der er gode chancer for at blive “kørt over af morpolititet når man deler sådan noget”
    Jeg R selv pædagog (arbejder dog med unge) går ligenu hjemme på barsel og oplever udfordringerne rulle ind over med to. Og der R det altså fedt lige at kunne spejle sig i andre som fx dig med 2 børn også, men bare liiiige de par mdr foran – så kan jeg ligesom få et indblik i hvordan tingenes tilstand i visse situationer kan udspille sig,smarte tanker om ferie med 2 i den alder osv 🤙🏻
    Relaterer 100% til det med frustrationen i ikke at ku være der på samme måde overfor førstefødte når nu man har to. Kender ikke hende Fie.. something, var det Jægergårdsgade.. Min helt indenfor børneopdragelse er Sofie Münster. Hun er banebrydende og har samlet alt nyeste forskning i opdragelse med hendes bog kærlighed er ikke nok . Bogen er inddelt efter alder og har også perspektiv med til skolebørn. Med de principper hun nævner er jeg faktisk begyndt at synes det er mega hyggeligt at opdrage førstefødte (selvfølglig også sammenlagt med min uddannelse) Men tænkte bare keg vil sige DIG tak for at dele og “forberede” mig 🙏🏻🤘🏻💪🏻Du/i gør det skide godt! Hvis det på nogen måde kan være til inspiration for dig så vil jeg bare afslutningsvis sige; tænk på at børns oplevelsesverden er endnu så begrænset, de har ikke mange erfaringer at trække på, så det at være nysgerrig på netop hvad de oplever er bedste vej til god kommunikation og måske du af den vej kan fokuserer på det hyggelige og positive i dit og Gustavs samspil ❤️💚

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne Mette

    Super flot indlæg. Det giver rigtig meget mening! Vi har lige talt om grænser herhjemme, da jeg nogle gange oplever mange forældre “glider af” for at undgå gråd og hyl. Jeg forstår det godt, men tænker også lidt det er en Bjørnetjeneste. Børn har brug for at få sat grænser, da de ikke selv evner det. Også at lære dem hvor andres grænse går. Vi har selv en dreng på næsten 3,5 der også har bestemte meninger, efterhånden. Og konflikterne kommer og “nej, jeg vil ikke have det”, er nødvendig. Men faktisk synes jeg hans frustration hurtigt går over, når vi sådan som du beskriver, men trøst, forståelse og siger “ja, det er træls og ærgerligt, når man har det sjovt”. Så kommer vi ligesom på samme side. Tak igen for er flot skriv!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mie

    Det kender jeg så godt. Og bogen lyder virkelig interessant! Hvor kan man købe bogen? Hvis jeg søger synes jeg der står sen først udkommer i august? 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Jeg har lånt den på biblioteket 🙂 Drop Opdragelsen af Fie Hørby.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Kan genkende det SÅ meget, det kommer i perioder synes jeg.
    Det der ændrede det for mig, var et 2 timers foredrag med Rikke Winckler på Frederiksberg (famillenskolen hed det vist) “lær at forstå din 1-3årige bedre”. Hun bruger meget den samme tilgang som den bog du har læst. Kan virkelig anbefales at tage til! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bente

    Vi har også en snart-3-årig herhjemme, så kan genkende ALT du skriver. Jeg vil gerne læse Fies bog, den lyder god og udfordrende. Jeg har været glad for Sofie Münsters bog ‘Kærlighed er ikke nok’, som også giver nogle gode redskaber og konkrete sætninger at møde børnene med. Det sværeste er, som du skriver, når jeg får overtrådt mine grænser – at møde ham med ro og respekt for hans følelser. Han er også meget pludseligt blevet rigtig “børnehave-fræk” 😬 det skal bare ikke være let😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Jeg har ikke selv læst bogen, men den lyder spændende. Jeg kan så meget genkende dine eksempler på konflikter med min egen 3 årige og især nu, hvor jeg fysisk og i ånden er mindre nærværende, da vi også har fået en lille ny i familien. Det er hårdt at skulle tage kampe konstant, så ja, det kan være det også er lettere som mor, hvis man støtter sig op ad en bestemt tilgang med en underliggende teori? Fedt at læse din holdning til det. Jeg kan virkelig relatere til jeres hverdag 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sophie

    Hej Sofie
    Tak for anmeldelse af bogen!
    Det er så skøønt at læse, at vi ikke er alene om “kampene” herhjemme.. Guuud hvor kan det trække tænder ud! Når man jo godt ved, at deres konflikt er et råb om nærvær, tid ect… Vi har to drenge, hvor der er 2 år og 3 måneder imellem..Vi kommer også til at true…
    Herhjemme bruger vi meget modellen:
    Anerkendelse – jeg kan godt forstå, du gerne vil se Ipad. Det er også sjovt.
    Forståelse – da mor var lille ville jeg gerne se tv, men mormor sagde, jeg ikke måtte se mere. Mor blev også ked af det. Kram!
    Afledning – se her er dine biler
    Lidt søgt eksempel 😂 men noget lignende.. Men jeg nyder at læse om andres måder at gøre tingene på. Det er altid skønt at blive inspireret 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når leverpostej er smukt