De 20 ting at lave indenfor for småbørnsfamilien

Du kan ikke fikse alt, mor

Som de fleste af jer har set på IG, så var vi i forgårs kort indlagt med Louie på Hillerød Hospital. Der var noget med ham og hans hoste og snot, som ikke er, som jeg har prøvet det før. Det rallede nede fra brystet – uanset hvor meget han hostede. Temperaturen var for tredje dag i streg på de 38 grader. Og så trak han vejret hurtigt på sådan en lidt stakåndet måde. Det var søndag, solen stod højt på himlen og med lille Louie på skødet besluttede jeg mig for at ringe 1813.

En time senere fik vi en stue, så de kunne holde øje med os natten over. Og som lægerne have mistanke om, så havde Louie fået sig en RS-virus. Han er heldigvis forholdsvis “gammel”, og skulle hverken have iltmaske eller sonde, så vi blev udskrevet dagen efter. Det er trods alt bare en forkølelsesvirus, som man ikke kan behandle, men derfor skal man stadig holde godt øje med de helt små børn.

Nåhmen, det skal ikke handle om det. For ærlig talt, så var det godt, at vi blev udskrevet så hurtigt, så stuen kan blive brugt til børn, der har et langt større behov end Louie havde.

Nej, det skal handle om at mærke efter i maven. At følge sin intuition, som jeg gjorde i søndags. Det har jeg nemlig selv været absurd dårlig til. Jeg er næsten altid 90% i mit hoved. Ja, det skulle man ikke tro med alle de følelser, jeg tænker over og skriver om. De valg, som jeg tager i livet, de er ofte baseret på, hvad der er mest logisk. Mine valg er rationelle og sjældent særlig out-of-the-box. Da jeg var yngre ville jeg egentlig gerne være forfatter, tv-vært eller journalist. Men på grund af tanker som, “hvordan tjener jeg penge”, “det kommer aldrig til at ske” og “kun få bliver til noget”, så valgte jeg at læse på CBS. Fordi det var smartest – så havde jeg en bred profil og skulle nok finde noget. Og heldigvis er jeg endt et sted, der er lige mig og selvom jeg nok ikke ville karakterisere mig selv som forfatter eller journalist, så får jeg også lov til at skrive hver evig eneste dag til en masse mennesker – og det gør mig glad!

Den største kliché – men seriøst…

Jeg kan huske, at jeg som helt nybagt mor stod med en grædende Gustav i armene. Og flere gange havde jeg hørt sætningen: “Du kommer til at kende dit barns gråd. Du ved, hvad der er galt”. Hold nu op, jeg var rasende på de skide klichéer. Jeg havde for fanden ikke en anelse om, hvorfor Gustav var ked af det! Men så alligevel, så er der noget om det. Der går lidt tid – for nogle kan det være uger, for andre måneder eller år. Men så er den der. Følelsen af at vide, at denne gråd ikke bare er pjevs eller ondt i maven. Følelsen af at kende sit barn og sig selv og hvile i det.

Og det er først efter jeg er blevet mor, at jeg er begyndt at hive mig selv ud af mit hoved og ned i min mave. Hvad er det, min intuition siger mig, når jeg står med Louie i armene og han ikke vil sove? Andre fortæller mig, at han skal til kiropraktor, har stramt tungebånd, skal starte på mad fordi han er sulten, ikke kan tåle laktose eller koffein. Læg ham i hans egen seng. Læg ham i et andet rum. Lad far eller mormor tage ham hele natten.

Et eller andet sted har jeg lyst til at prøve det hele. For jeg vil fikse mit lille barn! Jeg er igen oppe i mit hoved og forsøger at finde den rationelle løsning på et problem – ligesom vi gør i alle andre aspekter i livet. Men hvis jeg stopper op og mærker efter i maven, så føles det ikke rigtigt at “fikse” ham lige nu. Jeg ved godt, at jeg er ved at falde sammen af træthed – og en god mor, er en glad mor. Men jeg er gladest, når jeg føler, at jeg gør det bedste for Louie. Det føles rigtigt at ligge i samme rum som Louie. Det føles rigtigt at amme ham, hvis og når han har lyst.

Jeg ved, at der sidder rigtig mange og tænker, at jeg for fanden da selv er ude om det. Ja, det er jeg nok. Men alternativet er, ligesom jeg gjorde med Gustav, at læse alverdens selvhjælpsbøger, gå til behandlinger og bare føle mig utilstrækkelig over, at jeg ikke kan fikse min søns og min søvn. Gustav sov først igennem, da han var næsten to år. Og gud ved, at jeg har prøvet nærmest alt med ham. Eller også kan jeg, så hvidt det er muligt, hvile i det og erkende, at sådan sover Louie. Tiden er vores ven og Louie vokser op med en mor, som tilfredsstiller hans behov, som jeg føler det er bedst for ham lige nu uden at forsøge at fikse noget som helst. Der sker meget på bare en måned, når de er så små – og mon ikke jeg føler, at hans behov har ændret sig til den tid og jeg kan ændre noget til den tid.

Hooold nu kæft, du lyder hellig, Sofie, tænker du måske. Men det her er IKKE et angreb eller en finger mod dem, der gør det anderledes. Jeg gjorde det anderledes med Gustav, fordi han var et andet barn. Han skulle gerne puttes alene med en white-noise-app. Han faldt ALDRIG i søvn under amning eller i mine arme. Louie skal helst holdes om. Andre gør det helt sikkert anderledes, fordi deres børn og de som forældre er anderledes. Det er mest af alt en erkendelse af, at jeg ikke kan fikse det hele. Jeg kan ikke prøve alt, for så ender jeg bare endnu mere frustreret.

Og betyder det, at jeg bare har svaret på alt, hvis jeg lige tager mig en snak med min mave?

Åh, I WISH! Størstedelen af tiden aner jeg ikke, hvad der er rigtigt for drengene. Men vi må tage et valg og stå ved det – lidt ligesom når jeg har taget et valg om at lade Louie hænge i patten 8 gange om natten. Så må jeg sgu stå ved det. Når det ikke længere føles rigtigt for nogen af os, så må jeg ændre det. Eller hvis jeg bliver indlagt på grund af søvnmangel, så kan det være jeg skal genoverveje det.

Så hatten af for alle jer mødre (og fædre), der gør dét, I synes virker bedst for netop jer. Selvom det er hårdt. Om det er skemalagte amninger, putning på eget værelse, samsovning, vikle eller flaske. Det er lige meget, så længe maven er med.

11 kommentarer

  • Caroline

    Rigtig godt skrevet! I 6 mdr har jeg ikke sovet mere end maks 3 timer i steg (og antallet af gange det er sket kan tælles på en hånd). Amninger og uro hver eneste nat hver anden time ca. Jeg er så træt, men prøver for alt i verden ikke at lade påvirke min hverdag for meget. Jeg tager stadig til rytmik eller yoga med bassemanden.. Jeg prøver at tale om det så lidt som muligt, orker nemlig ikke ‘gode råd’. Det værste råd er nok ‘sov mens din søn sover’…
    Til gengæld har jeg den gladeste lille gut hver dag og kan se han stor trives! Han har virkelig mod på livet ❤️ Og så er alle anstrengelserne det værd!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Christine

    Hej Sofie,
    Jeg vil blot fortælle dig, at du er fantastisk!
    Tak for dig og din blog. Du gør en forskel for mig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anna

    Jeg synes det lyder så fornuftigt at netop både tænke logik og mave ind i den situation du beskriver, desværre tror jeg at for mange bliver det svært at mærke maven over alle følelser/bekymringer og bare “simpel” søvnmangel. Det er pissehårdt at kunne mærke ens mavefornemmelse når man ikke har sovet i flere måneder.
    Jeg er børnelæge og møder rigtig mange forældre som leder efter problemet, “der må være noget galt”, for de flestes vedkommende må jeg “desværre” skuffe dem med at de har et normalt barn som vokser sig fra det – men det er jo også rigtig svært at tro på for mange, fordi det man konstant hører er alle andres løsningsforslag på noget som de fleste gange jo ikke er et problem eller en sygdom, der er bare et barn som opfør sig som børn nu gør… Og det skal jo ikke “fikses”.
    Jeg synes du gør det super godt og jeg synes du er mega god til at lægge vægt på at du har en glad og tilfreds dreng, det om noget er jo beviset på at du ser hans behov og tydeligvis opfylder dem. Kæmpe skulderklap til dig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Virkelig fint skrevet❤️
    Man gør det bedste man kan.Og nogle gange laver man fejl og tager nogle beslutninger der var rigtige lige i det øjeblik som måske ikke er de bedste valg men så lære man af det.❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Skønt indlæg!! Som førstegangsmor til en dreng på knapt 8 uger var det tiltrængt med en påmindelse om at turde følge sin egen mavefornemmelse og stole på at det de godt nok. For hold nu op, hvor bliver man bombarderet med mange anbefalinger (der næsten kan føles som den eneste rigtige måde) som putter de små mennesker i kasser ift. hvordan, hvor hyppigt osv. de skal spise, lave, sove osv. Håber at jeg de næste måneder lander mere i den nye hverdag og begynder at “komme mere ned i maven” og følge den.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kamilla

    Dejligt indlæg. Du skriver virkelig godt og nuanceret.
    Med min datter var jeg igennem nøjagtig det samme. Fra hun var ca 3-4 måneder til omkring 8-9 måneder sov hun aldrig mere end 1.5-2 timer om natter (+ dagen). Hun ville amme hver gang hun vågnede om natten og hvis jeg prøvede andre teknikker på at få hende tilbage i søvnen blev hun så ulykkelig. Det.var.skide hårdt!! Men jeg følte bare det var det hun havde brug for og selvom jeg ofte tvivlede om det nu var det rigtige at gøre (specielt med alle de råd og tips man nu fik af venner og familie!!) så føltes alt andet bare forkert….
    Men da hun blev lidt større (8-9 måneder ) prøvede vi at lade hende sove på eget værelse og vi trappede ned på natamningerne (også med farens hjælp!). Og DET føltes også rigtigt nede i maven.
    Fra hun har været 14 måneder har hun sovet igennem på eget værelse med enkelte undtagelser.
    Jeg er så glad for i dag at jeg/vi fulgte vores mavefornemmelse selvom det ved guder har været svært til tider. Vi har gjort alle de ‘forkerte’ ting som søvn eksperter og div. andre fagfolk har advaret imod. Men vi har en glad og tillidsfuld pige i dag ❤
    Du er en fantastisk mor. Det er skide hårdt men du gør hvad du føler der er bedst for Louie lige i dette øjeblik og det er det vigtigste 💕

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Så rart et indlæg. Vi kæmper også med søvnen og den er om muligt blevet værre, for vores søn sover kun 1 – 1.5 time ad gangen om natten, så jeg har ikke sovet mere end to timer ad gangen i 9 mdr nu. Ikke en eneste nats søvn. Tror ikke at folk fatter hvor HÅRDT det er, aldrig nogensinde at få søvn. Og samtidig prøve alt for at fikse det. Og intet virker, udover at tage den med ro, lytte til babys behov og forsøge at slappe af. Vores søn har så meget krudt i rumpetten, at han skal holdes hårdt og nærmest krammes i søvn for at hans nervesystem kan slappe af. Ellers ligger han og karter rundt, griber ud efter alt i søvne, vågner, falder i søvn, vups så drejer han om og ja, vågner igen og sådan går der timer og timer. Og vi kan ikke andet end at vågne, kramme, amme og forsøge at berolige ham (han er for stor til swaddle nu, så vi bruger også sleepsuit). Vores venner har en baby lidt ældre og de har aldrig skulle gøre andet end at synge en sang og sige godnat og så sover baby hele natten. Det er fuldstændig vanvittigt i vores øjne! Men de må samtidig også synes at vores hverdag er vanvittig, da de ikke har prøvet en baby med SÅ meget energi. Når de vågner nogle gange på en nat, så skriver de, at de er fuldstændig ødelagte og altså, man kan ikke andet end at smile og sukke, for de kan aldrig forstå, at vi har det sådan hver nat. Det er svært, for man bliver hurtigt den martyr, der hele tiden har det hårdest, så vi er holdt op med at fortælle om søvnen, for folk vil gerne hjælpe, men intet de siger virker, og ja, vi har prøvet alt 🙂 vi arbejder begge fuld tid og har gjort det siden 4 mdrs alderen (bor i USA) og niveauet at træthed kan slet ikke beskrives længere, når man ingen lure kan tage. Vi krydser fingre for, at han netop også bare skal vokse sig ud af problemet og indtil da, må man netop bare hvile i det!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Du beskriver det spot on. Og på den ene side har man lyst til tale om den manglende søvn konstant, fordi den fylder alt i forhold til, hvor lidt man får af den. Og på anden side orker man ikke mere.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sofie

      Ja, mine kollegaer uden små børn snakker om jetlag og om, at det kan udmatte dem i ugevis og jeg har bare lyst til at skrige, at de jo bare kan gå hjem og sove en lur, anytime. Og de kan sove i weekenden, de kan sove længe, der er ingen grund til at være søvnig. Men jeg respekterer at deres træthed også er ægte, og at man ikke skal sammenligne. Men folk forstår det ikke. Det er jo tortur, altså, not without reason. Det er også det der med aldrig at få en eeeeeneste nats søvn, det er næsten komisk. Vores søn er heldigvis glad dagen lang nu om dage, måske Louis er det samme, så hans smil redder morgenen og så kan man lidt endnu. Men glæder mig helt vanvittigt meget til at sove igen, kan næsten ikke forestille mig det!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Vibeke Hansen

    Jeg lever meget efter ordene, at jeg er en god mor og den bedste mor for mit barn. Andres børn ville jeg nok ikke være en god mor for. Og det tænker jeg meget på, når folk kommer med kommentarer og gode råd til min måde at være mor på. Børn er jo forskellige, og det der virker for andre virker måske ikke for mig. Så det er dejligt at du har lært at følge din mave fornemmelse mere, for det er jo trods alt dig der kender dine børn bedst😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dét her indlæg er mit yndlings! 💜💜💜Jeg er et rigtig ‘mavemenneske’, og det er nemlig ikke altid helt nemt at stå ved det i vores verden i dag – at gøre eller ikke gøre noget, fordi ‘maven er/ikke er med i det’.
    Her rammer du bare hovedet på sømmet, og jeg håber, at flere netop tør gå med deres intuition og mavefornemmelse, fordi du er så mega nice at bringe det på banen 💜💜💜 Og god bedring med dine små mennesker 💙💙

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De 20 ting at lave indenfor for småbørnsfamilien