En barsel med knald på

Om reklamer på Instagram

Det er vel ikke kun min næse det er gået forbi, at der kommer flere og flere reklamer på Instagram. Inklusiv på min egen profil. Det vækker frustration hos nogle følgere, fordi hov – pludselig reklamerer en privatperson med noget, som man troede, man kun fandt i magasiner, i fjernsynet eller på busstoppesteder. Instagram var en “safe-zone”, men er – som alt andet i vores samfund – blevet kapitaliseret og kommercialiseret.

Jeg valgte at læse på handelsgymnasiet i stedet for det almene gymnasium, fordi jeg vidste, at jeg skulle læse videre på CBS. Her har jeg læst kommunikation, og har beskæftiget mig meget med branding og markedsføring. Jeg synes ærlig talt, at det er skide skægt at lave mit eget content og føler mig privilegeret over at have muligheden for at kunne gøre det, så det bliver så vedrørende og kreativt som muligt.

Jeg har af naturlige årsager heller ikke noget imod reklame på sociale medier, hvis jeg mener, at kampagnen passer til personen. Hvis der er et match, så finder jeg det troværdigt, og så vil jeg egentlig hellere se Mascha Vang reklamere for en mascara end at glo på en model med falske vipper i fjernsynet. Jeg har sagt nej til mange brands eller kampagner, som jeg ikke havde lyst til at reklamere for. Jeg har selv betalt for mine gardiner, fordi jeg ikke havde lyst til at skabe indhold om gardiner. Jeg har sagt nej tak til ure, som jeg ikke kunne lide og sko, som ikke var min stil. Modsat har jeg også sagt ja til kampagner, som blev betalt meget lidt, fordi pengene var små, fordi jeg synes, at brandet eller budskabet var lige i øjet og noget, som jeg vidste, at I ville få noget ud af. De bloggere, som jeg sparrer med, er lige så selektive, fordi det er i alles interesse, at man reklamerer for noget, man synes er sjovt, fedt, lækkert, interessant eller nødvendigt.

Jeg er ikke “tvunget” til at lave reklame på mine medier. Jeg tjener ganske fint i Deloitte. Jeg laver kampagner og sponsorerede indlæg, fordi jeg synes, det er sjovt og fordi, det giver mig nogle muligheder og oplevelser, som jeg sætter pris på og som jeg kan dele med min familie – og som I forhåbentlig også finder mere eller mindre relevant. Desuden er der altså ikke STORE penge i det for mig. Jeg tjener ikke kassen på det, og lever ikke i sus og dus som influencer i dag 😉

Reglerne følger ikke med

Det er nok HELLER ikke kun min næse, det er gået forbi, at både forbrugere og bloggere er trætte af, at reglerne er, som de er. En reklame er en reklame uanset, om du har fået produktet i gave eller fået 10.000 kroner for en kampagne. Bevares, nogle forbrugere er fuldstændig ligeglade, bare de ved, at der er en virksomhed, der har haft en finger med i spillet. Fair nok.

Personligt synes jeg, det er en kommerciel gråzone eksempelvis i forbindelse med blogindlæg om et produkt eller et koncept, som jeg er blevet introduceret til gennem et event. Et event, som jeg ikke er blevet betalt for at deltage i. Ej heller bliver jeg betalt for at skrive blogindlægget. Måske synes jeg bare, at det er et fedt koncept, som I også kunne finde interessant. Alligevel overvejer jeg at lade være med at skrive det, fordi jeg skal skrive reklame (da jeg var inviteret til eventet) – og jeg ved, at mange af jer helst vil se så lidt reklame som muligt. Jeg har tænkt over det samme i forbindelse med kampagner, hvor man typisk bliver betalt for at lave X antal billeder og stories. Og ofte har jeg lyst til impulsivt at fortælle noget mere om produktet og min oplevelse (som ikke er med i kampagnen, og jeg bliver derfor ikke betalt for det), men overvejer ikke at gøre det, da jeg skal skrive reklame. Igen er det indhold, som jeg gerne vil dele med jer, fordi jeg synes, at det er godt indhold, og fordi jeg har lyst, men som jeg ofte ikke deler, fordi I måske vil opfatte det som overload. Måske er det bare et personligt behov at ville udpensle forskellen for jer. Det er jo ikke fordi, at betalt indhold er utroværdigt (synes jeg, som oftest), men når jeg scroller ned gennem mit feed, vil jeg da gerne vide, om produktet er modtaget gratis, om det er en betalt kampagne eller om der er tale om noget helt tredje.

Når nu vi er ved uklarheder inden for reklame, så har jeg også lyst til lige at fortælle jer om, hvad affiliate egentlig er. Nogle af jer ved det, men jeg vidste det ikke selv, før for nogle måneder siden, da jeg lærte om affiliate links hos Bloggers Delight. Affiliate links er, når jeg deler et link og markerer det med “reklamelink”. Da ordet affiliate er lidt vagt, så skal vi skrive reklamelink. Enten kan jeg tjene penge på, at I trykker på linket og køber produktet gennem mit link. En anden mulighed er, at jeg tjener på hvert swipe op, hvorfor selve købet derfor ikke er vigtigt. Sidstnævnte får man selvfølgelig færre kroner for pr. klik, men til gengæld flere kliks end køb. Om der er tale om et reklamelink, hvor jeg bliver betalt, fordi I køber produktet eller fordi I bare trykker på linket? Det skal vi ikke udspecificere og det tænker jeg heller ikke er væsentligt for forbrugeren.

Nogle af mine “kollegaer” tjener rigtig mange penge hver måned på affiliates. Eksempelvis gennem kollager, outfit billeder og swipe op. Personligt tjener jeg ret så lidt på det – og det af flere årsager. Jeg bruger virkelig få penge hver måned på tøj og sko. Ikke engang drengene bruger jeg mange penge på, fordi de efterhånden bruger deres tøj i længere tid og Louie arver jo bare Gustavs. Når I spørger om, hvad jeg har på (og det er altså ikke løgn – man får rigtig mange spørgsmål om tøj og makeup!), så er det oftest en gammel sag og jeg kan ikke linke til den. Til gengæld synes jeg, at det giver mening med eksempelvis den famøse læbepomade fra Burt’s Bees (som jeg stadig får spørgsmål om – det er stadig i farven Sweet Violet ;-)). Mange spørger, hvor den er fra og om jeg kan give jer et link til en side, hvor den er på tilbud. Det er hjælp til jer og jeg tjener penge på købet – men det skal siges, at det højst bliver til et par hundrede kroner. Det er altså ikke fordi jeg tjener boksen på det.

Anyways, jeg skriver det her indlæg, fordi jeg synes, at reklamer og tankerne bag ved reklamerne skal være så transparente som muligt. Hvordan og hvorfor influencere og bloggere gør, som vi gør, er ikke en hemmelighed og forhåbentlig vil en større transparens og bedre skiltning (og adskillelse af de forskellige slags reklamer) mindske den mistro og skepsis, som sidder i mange efter nogle år med uigennemskuelig reklame på de sociale medier.

Og så håber jeg i øvrigt, at I finder mine reklamer passende til mit univers, og at I stadig får en masse andet ud af at følge med 🙂

Spørg endelig løs, hvis I har nogle spørgsmål!

7 kommentarer

  • Caroline

    Rigtig fint indlæg. Jeg synes også det er et problem at flere bloggere reklamerer for snus uden tobak, men med nikotin og for “blegning af tænder”. Da det sætter et helt forkert syn på sundhed og hvad der er almindeligt.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nanna

    Rigtige gode overvejelser…
    Personligt er jeg mest træt af bloggere, som åbenlyst søger samarbejde. Eksempelvis: en blogger nævner x-antal gange på sin story, at han/hun virkelig mangler en lækker forårsjakke. Og en uge senere har bloggeren lavet et opslag med en reklame for en forårsjakke.
    Den form for reklame virker modsatrettet på mig – jeg køber ikke jakken og overvejer at unfollow bloggeren.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Nanna 🙂
      Det har jeg godt set en del skriver. Nu har jeg slet ikke lige så mange følgere som Sofie, men jeg ville da være virkelig ked af ikke at kunne spørge ud på min Instagram story om gode tip, shopping osv. Det er jo min private side, og jeg spørger jævnligt ud om er eller andet – hvor der er billigt plantemælk eller en kjole, det er jo bloggerens private forum/side også skal man huske på og jeg spørger på INGEN måde ud for at tigge, jeg forventer ikke der er en eneste virksomhed som gider se med og vente på en instagrammer/blogger tigger – måske hvis du er helt oppe i følgere og kendt via TV, men det er jo de færreste som er blandt os 🙂
      Bare er lille pip, om at vi også er private personer også en del af vores ageren, også bare er det 🙂
      Mvh. Rina – @hverdags_psykologi

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Line

    Jeg er ikke enig i, at det er træls eller forvirrende som ganske almindelig instagrambruger at se ordet “Reklame”. Jeg tror klart, at det er mere forvirrende for afsenderen. Jo mere tryg ved at skrive “Reklame” bloggen er, jo mere troværdig virker bloggeren efter min mening. Igen så synes jeg ikke det skader mit indtryk af personen bag, så længe der også er andet indhold. Vil der ikke altid være gråzoner? Selv hvis man efter et halvt år genfinder glæden ved noget og deler det med sine mange følgere, så promoverer man et brand, som man har/har haft en professionel relation til. Til gengæld synes jeg det er mega utroværdigt, når en blogger prepper et produkt, som man først tænker er personligt motiveret og efterfølgende indgår bloggeren et samarbejde med en virksomhed om produktet 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Jeg kan virkelig godt se pointen i, at så længe der står reklame, så har man garderet sig mod misforståelser. Synes bare man misser nogle nuancer – men som måske kun er vigtige for mig og ikke for forbrugeren 😅 Spændende at høre dit take på det. Hvad nu, hvis bloggeren ikke har et samarbejde med et givent produkt og taler godt om det – og brandet så rækker ud og de derefter starter et samarbejde. Ville du finde det utroværdigt? Jeg har (hvad jeg kan huske) ikke selv gjort det endnu, men for mig lyder det som et godt match mellem produkt og blogger, hvis personen har talt godt om det inden samarbejdet.

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Line

      Det tænker jeg godt kan være troværdigt, og selvfølgelig naturligt at virksomhederne har interesse i ☺️ Det er jo enormt afhængigt af, hvordan man formulerer sig – eller sælger varen (både bogstaveligt talt og i overført betydning). Men det du nævner der giver jo virkelig god mening for både blogger og brand. Troværdigheden kan nok godt være der, og så er reklamen jo kun endnu bedre, både for os modtagere og for virksomheden. Jeg tror ikke, at man som blogger skal være så bange for at reklamere og være åben omkring det – så længe man har sig selv og sin ærlige mening med ☺️

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Trine

    Rigtig interessante vinkler på samspillet mellem de juridiske og praktiske udfordringer ved reglerne om reklame.

    Jeg giver dig ret i, at de nuværende regler på ingen måde er optimale for eksempelvis influencers – og dermed bestemt heller ikke for forbrugerne. De restriktive krav til hvornår reklame skal markeres, får ofte modsatrettet effekt – størstedelen af posts bliver markeret som “reklame” eller lignende, og som forbruger/læser ender man med at blive skrupforvirret og endda ofte i tvivl om, hvilken del af indholdet, der reelt er reklame.

    Herinde og på din instagram er jeg dog sjældent i tvivl. Ligesom jeg på ingen måde er i tvivl om, at du står inde for de virksomheder/produkter, som du VÆLGER at indgå samarbejde med.

    Tak for en god blog og instagramprofil. Jeg elsker kombinationen af velovervejede indlæg/posts, som ofte bliver kommunikeret med en vis portion selvironi.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En barsel med knald på