Pas på maven

Må jeg få et kursus i opdragelse, tak?

Hvis der var noget, jeg ikke tænkte voldsomt over, dengang jeg stod med en positiv graviditetstest og vi skulle ha’ vores første lillebitte baby, så var det opdragelse. Hallå, der kommer jo li’som 10.000 ting på “holy shitfuck, vi skal være forældre”-listen inden opdragelse – herunder selve fødslen, alle de nye gadgets, nye mærker, amning, putning, tumlastik. You catch my drift.

Og pludselig tager man sig selv i at sige ‘nej’ og ‘stop’ og ‘pas på’ hele tiden. Og det man siger hver dag, som måske i sekundet ikke lader til at have den store effekt, det ender med at præge dit barn resten af livet (..og det kan selvfølgelig diskuteres, HVOR meget vi har at skulle have sagt som forældre, hvilket det også bliver for tiden…). Det kaldes opdragelse, og pludselig står man over for en hel ny verden inden for forældreskabet. Noget større og sværere og vigtigere end mærket på babys bleer, størrelsen på hans tøj og mængden af lortebleer.

Trusler, bestikkelse og andre skråplaner

Grunden til, at jeg tager det her emne op nu er fordi, jeg tog mig selv i at være forholdsvis hård ved Gus de her dage, hvor jeg var alene med dem begge. Eller “hård” er måske for meget sagt. Der var bare ikke plads til for meget “bullshit” i hverdagen, så i stedet for at finde en ny skål, en anden ske, en ny tegnefilm, havregryn i stedet for yoghurt – så var det bare et kort og kontant “Du spiser det, der bliver serveret i det, du får det serveret i” (han har trods alt selv valgt morgenmaden og skålen til at starte med). Og selvom det ikke lyder særlig hårdt, så ender sådan en kontant udmelding jo ud i skrig og skrål fra Gustavs side. Indtil jeg tager skålen fra ham og siger “fint, så får du ikke morgenmad i dag”. Så bryder han udbudet hyl, og han får sin morgenmad igen og spiser med glæde. Det er den samme rutine, vi skal igennem flere gange om ugen.

Nogle dage ender jeg ud i hverdagstrusler. Er der nogen, der kan genkende dem? Jeg har desværre fundet ud af, at trusler fungerer rigtig godt. Og nu sidder der sikkert rigtig mange børnepsykologer derude og ryster på hovedet. Men gosh, it works. “Hvis du ikke begynder at spise nu, så slukker jeg for fjernsynet” (ja, vi så ret meget fjernsyn under maden de sidste to uger som alenemor), “Hvis du ikke får dine sko på nu, så tager Lou og jeg i vuggestue”, “Hvis du ikke lægger dig ned nu og er stille, så gider jeg ikke sidde herinde”.

Eller den omvendte – bestikkelse. Kan I genkende den? “Hvis du kommer her, så får du en kiks” eller “Hvis du løber ud og vasker hænder, så får du lov til at se fjernsyn”. Heller ikke noget, som børnepsykologen ville klappe i sine hænder af.

Og så er der den metode, som jeg er gladest for og som børnepsykologen nok også ville sætte pris på. Den hedder “nu tæller jeg til tre og så kommer du herud og får sko på”. Den virker ret ofte – men ikke altid. Men det giver Gustav en følelse af, at det er hans eget valg, fordi han selv vil tælle og selv kommer, når han har talt til 3-ish (eller 5-8 stykker…).

Men uanset set hvor nemt det er at ty til at hoppe og danse og finde alternative løsninger for at undgå konfrontationen, så må man også bare tage den en gang imellem. Selvom “en gang imellem” er rigtig ofte. Gustav oplever, at jeg er konsekvent, som styrker hans fornemmelse af, hvad han kan og skal og må – tror jeg. Jeg sender meget tydelige signaler, som forhåbentlig styrker Gustavs evne til at navigere i rigtig og forkert. Og så forsøger jeg så vidt muligt at sætte fokus på det, som jeg gerne vil have ham til i stedet for at fortælle ham, hvad han skal stoppe med. Men seriøst. Nogle gange dur det bare ikke at blive ved med at sige: “mor vil gerne have, at du bruger skeen til at spise med. Den skal ned i skålen”, når det man egentlig gerne vil sige er: “Så stop dog for helvede med at tvære yoghurt ud på bordet og skeen skal ikke bruges som trommestik!”.

Men nogle gange føler jeg også, at jeg tager det med konsekvensen for langt – kender I det?

Lad os tage et eksempel, der starter sådan her:

“Nej, Gustav. Du må ikke få en smoothie før du har spist din banan”. Det vil Gustav ikke. Bliver træls og vil ned og lege. Leger videre og 25 minutter efter beder han om en smoothie igen. Nej, Gus. Du skal spise din banan. Og sådan kan vi blive ved – men helt ærligt. Hvor vigtigt er det, at han spiser den skide banan! Måske har han bare ikke lyst – det kender vi vel allesammen. Men fordi jeg har sagt, at han skal spise den, så vil jeg ikke trække i land og virke inkonsekvent. Også selvom det er sådan nogle pjattede situationer, som ovennævnte. Kender I det?

Så kort sagt. Shit, det er en jungle at finde ud af, hvordan man bedst opdrager sit barn. Måske skulle jeg kaste mig ud i selvhjælpsbøger, men jeg tror også, at børn og forældre er forskellige, og der er sjældent en “one way fits all”. I bund og grund må man følge sit kompas, som man forhåbentligt har fået med sig fra sine forældres opdragelse – eller også kan man vælge “det skal i hvert fald ikke være som mine forældre gjorde det”-metoden.

Jeg synes bare ærlig talt, at mit kompas til tider peger i alle retninger. Bliver det ved med det eller finder man på et tidspunkt sig selv og sine ståsteder i det dér opdragelse (inden det er for sent)?

 

11 kommentarer

  • Ninna

    Okay. Den her kommentar vil du muligvis hade, men jeg smider den alligevel, fordi det VIRKELIG har hjulpet mig. Nu har jeg efterhånden fulgt dig i noget tid. Vi har børn på samme alder og jeg genkender mig selv i 99% af dine dilemmaer (senest også det med et barn, der skal i børnehave før tid. Vræl). MEN, læs lige Fie Hørbys ‘Drop opdragelsen’. Den har virkelig været en øjenåbner for mig, ift. at få nogle redskaber til at håndtere de der hysse situationer, hvor jeg ender med at stå som en forvirret teenager, der famler i blinde og ikke som den mor jeg i virkeligheden gerne vil være. Dermed ikke sagt, at jeg ikke råber og af min øgle mere – for det gør jeg stadig. Men jeg kan mærke, at det bliver lettere for mig, når jeg har nogle værktøjer til at håndtere en frustreret 2 1/2 årig. Bogen er fed, fordi den ikke er belærende og så kommer den med konkrete eksempler. Og så er den i øvrigt hurtigt læst og forstået. Jeg har altid svoret, at ‘opdragelsen bøger’ skulle brændes på bålet (uden at have læst nogle), men jeg siger dig – den her virker bare.
    Høj femmer. Du er pisse sej!
    LOVE

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hellosofie

      Jeg synes det er en dejlig kommentar og konstruktiv! Jeg har nemlig lige lyttet til podcasten “En god tone i hjemmet” med bl.a. Fie Hørby og nu er jeg også ret hooked på den bog du nævner. Det er ikke alle scenarier, hvor jeg helt kan se, at det giver mening, men jeg synes nemlig også, at hun taler på en måde, der ikke er kvalm eller belærende eller trættende. Så tak for tiP! 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kirstine

    Nogle af de ting du gør, er ting som Joe frost (videoer på YouTube der hedder Supernanny” også råder folk til. Synes hun er ret fin (og meget anerkendt)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helen

    Al forskning (bare for at få et videnskabeligt perspektiv også) inden for området viser, at børn har brug for klare grænser og regler for at kunne fungere i og navigere i en stor og uoverskuelig verden. Så det lyder da bare som om du gør alt “rigtigt” – mange af de ting du skriver er jo ikke trusler, men netop lærer du ham at handlinger eller manglen heraf har konsekvenser. Jeg synes du et en kæmpe inspiration og pisse sej 🔥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Haha kender den alt for godt, den med ikke at ville virke in-konsekvent!! Hvis du kan bruge det, så læste jeg en gang et rigtig godt råd (synes jeg selv, som kan bruges i de situationer du nævner, med at tage sko på osv. Ja faktisk næsten i alle situationer. Fx spørger du “Skal mor give dig sko på eller vil du selv tage sko på?”. Eller “Vil du selv komme hen til mor nu eller skal mor komme hen og hente dig?” eller “Vil du selv slukke for fjernsynet eller skal mor komme og slukke det” osv osv., sådan at udfaldet er det samme (at han fx får skoene på) men at han får lov til at vælge hvordan det skal foregå og på den måde føler at han får lidt medbestemmelse. Siker ikke du slipper for udbrud og modstand men i i stedet, så slipper du (i hvert fald nogle gange) for de tomme trusler 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Karina

      Her resulterer det i et stort “neeeeeeeeej” selv om vi på mest pædagogiske vis forsøger med “højre eller venstre sko først”.
      Til gengæld er det ofte en kæmpe succes at lege tingene ind – hvis man gider den slags. Så er det en krokodillesko der spiser børnefødder, eller bamsen vil gerne spise det der ligger tilbage på tallerkenen, eller hvad man nu kan finde på.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Er glad for at læse at det ikke kun er hos os, at det foregår sådan. Vores store er 3,5 år, både min mand og jeg er pædagoger(dog ikke med den aldersgruppe), men når vi skal opdrage vores datter er det altså på samme måde som du beskriver det 😄 Omg…. På trods af søvnløse nætter de første to år, så synes jeg det aller sværeste er, hvordan man opdrager sit eget barn. 😅

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natalie

    Synes bestemt ikke at du er streng! Tværtimod, ender med at gøre Gustav en kæmpe tjeneste, ved at opsætte retningslinjer og “no bullshit”-zone. Børn handler på deres instinkter og impulser, og derfor skal voksne lære dem om selvkontrol og hvad der er rigtig og forkert, og når mor eller far siger “nej”/“kom her” etc. så mener de denondelyneme. Det kan på den lange bane godt betale sig, at tage nogle konflikter med sine børn – de bliver mere selvstændige og forstår at alt ikke er til forhandling/diskussion. Det er de voksnes opgave, at opdrage nogle børn andre mennesker kan holde ud af være sammen med – dermed sagt, nogle børn der rummer empati, tålmodighed og respekt.
    Men i sidste ende skal man naturligvis gøre det som føles rigtig! Men at være konsekvent, stille krav og have regler overfor sit barn er ikke strengt 😊 Det er de voksne der overordnet bestemmer ikke børnene.. 😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Jeg genkender alt, hvad du beskriver – som i ALT! Og jeg gentager på magisk vis meget af det igen her 2. gang😅 Dog har jeg erfaret at truslerne skal føre til direkte konsekvens – bare engang imellem – ellers stopper de ganske enkelt med at tro på det. Man kunne selvfølgelig også bare droppe truslerne, meeeen… 😂😜🙊🙈

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne Knudsen

    Alt du skriver der er Så genkendeligt !! Det rammer spot on 😳 Hvordan Fuck opdrager man sådan en lømmel på lidt over 2 år uden trusler, 1-2-3 og skrig og skrål hele tiden 😳😅🙈👌

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marianne

    Du er en super mama i mine øjne. Jeg var selv med to en på 3 og en på nul ( blev skilt to dage efter jeg fødte)
    Nå, men jeg har været på samme måde som dig. Altså de dage du beskriver her. De små prøver grænser af og for hver gang vi gir efter – så blir de ved. Idag er mine 17 og 20 år. Og de husker ikke jeg var skrap. De husker kun at jeg altid hjalp dem. Så intet er forkert. Grænser er vigtigt i min verden.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Pas på maven