Om burde og skulle og andre lorteråd

Hvorfor vader du rundt i en negativ kommentar?

Mads sagde noget til mig i går, som først fik mig til at blive lidt sur. Sådan lidt “bland dig udenom sur” – men han skal ikke blande sig udenom. Han er den, der forstår mig, vores liv og det jeg viser og fortæller på Instagram allerbedst, så hvis der er nogen, der skal kommentere på den – så er det ham.

Han spurgte mig, hvorfor jeg altid tog den ene negative kommentar, som jeg en gang imellem får, frem i lyset. Hvorfor skal jeg altid nævne den og forsvare mig? Hvorfor ikke bare skyde en hvid pind efter den og lad den sure kvinde være? Hvorfor skal jeg forsvare mig selv og mit liv i stedet for bare at lade den kommentar ligge? Mads brugte Jodel som eksempel. Det var en tråd med en MASSE søde kommentarer om mig – og så to negative kommentarer. Og dem vælger jeg at bringe op (fordi jeg synes de var sjove, men altså…).

For når jeg gør det, så kan det se ud som om, at jeg får mange uforstående beskeder fra kvinder. At jeg udsender signaler, som mange kvinder synes er trælse signaler, der er synd for mine børn. Og det er slet ikke rigtigt. Det jeg glemmer er, at alle jer der følger med ikke kan se “backend”. I kan ikke se de hundredvis af beskeder, jeg får som respons på den ene negative kommentar. Jeg deler jo ikke de beskeder! Beskederne fra kvinderne, der fortæller mig, at de føler de kan trække vejret, når de er inde på min Instagram profil. Dem der ville få angst, hvis de skulle være alene med deres børn og dem, der glæder sig til mandag. Jeg burde jo dele de historier også, så I ville få et retvisende billede af, hvad de fleste synes om mig og min familie – og det er heldigvis 98% rigtig dejlige ting.

Bare én kommentar går i maven

Jeg svarede Mads, at jeg har brug for de 100 beskeder af skulderklap til at opveje den ene besked, der har misforstået mig. Det kan virke som om, at jeg er enorm usikker – men det er jeg vel også. Jeg har kun 2,5 års erfaring som mor. Jeg er stadig forholdsvis uerfaren og usikker, og der skal ikke meget til at slå mig ud af kurs og gøre mig i tvivl om det er mig, der har misforstået det hele. Kender I ikke det, at man bare skal møde én person, ser siger du er tyk eller har en grim hud og så glemmer du fuldstændig, hvad alle andre har sagt til dig?

Og så handler det her om mit liv, mine børn og mig som mor. Det kan ikke blive mere personligt. Jeg lukker alle helt ind i familien – og det gør jeg, fordi jeg får en masse god energi fra de fleste af jer og dagligt får jeg beskeder af kvinder, der skriver, at jeg hjælper dem med at acceptere, stå ved og være ærlige om deres følelser. Men når man får lov til at kigge helt ind, hvor det bliver allermest personligt, så rammer det også hårdere. Som Mads sagde, så er det jo ikke en kommentar om, at mine bukser er grimme, at min opskrift var dårlig eller at min squat var forkert. Det handler om noget vigtigere end det. Men det er jo også først, når det er følsomt og ærligt, at det bliver relevant og nærværende og givende for både mig og jer.

Det er blevet et princip

Det er blevet vigtigt for mig, at man skal kunne grine af de hårde dage. At tage trodsalderen med et smil og lidt ironi – det er det eneste vi har på de hårdeste dage.

Det er blevet lidt et princip og det er blevet vigtigt for mig, at alle skal kunne være til og være mor, som de føler er bedst med de følelser, der nu engang hører til. Uanset om man synes det er hårdt eller ej, så skal der være plads. Det er nærmest blevet en umulig opgave at være mor de her dage. Man kan kun træde forkert – og henter man sit barn tidligt eller hjemmepasser dem, så er man “den type”, og hvis man ikke gør, så er man også “den type”.

Argumenterne bliver ekstreme

Når der til tider ryger en kritiserende besked i indboksen, der rammer mig, så er det, fordi den ofte ikke er åben og nysgerrig. Fra start af ønsker afsenderen at dømme mig og mit forhold til mine børn. Her er jeg, der har lagt over 1000 billeder op af mit liv – på både godt og ondt – og alligevel er de få beskeder jeg modtager ofte sort/hvide. De er enten eller – og pludselig bliver en hård lørdag eller en hård uge til ‘du hader at være sammen med dine børn altid’.

Og selvom jeg finder mig selv meget udramatisk, så provokerer jeg en håndfuld kvinder derude. Men de forstår ikke, at jeg skriver alt med et lille opgivende smil på læben og et fuldt hjerte. Og det er okay, hvis de nægter at læse mine opslag med samme mindset, som de er skrevet i. Så er det bare ikke mit liv, de skal følge med i.

Hvis alle var bange for, at andre ville tænke, om de mon kunne lide deres børn, hvis de var ærlige om deres hverdag, så ville vi allesammen tie. Så ville vi sikre os, at de signaler vi sender er de “rigtige” signaler. De signaler, som Instagram er kendt for. Signalerne om overskud, hygge og kærlighed – som OGSÅ fylder i hverdagen (og som folk, der har fulgt mig længe ved fylder meget både i mit liv og på Instagram) – ville dominere, fordi mødre ville være bange for, hvad andre mon tænkte om dem. Tænk, hvis det kun var dem, der synes det var hårdt? Er de så ikke gearet til at være mødre eller er de dårlige mødre?

Derfor er det blevet et princip. Bevares, et lille og (i min optik) ikke provokerende princip. For det kan jeg ikke tåle og mit liv og min familie er vigtigere end alle kampe på Instagram.

//S

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om burde og skulle og andre lorteråd