Øj, hvor har jeg glædet mig til at dele min oplevelse med jer. Jeg er selv sådan én, der labber fødselsberetninger i mig. Jeg elsker at tale om mine egne og høre om andres – både de gode og “dårlige” oplevelser fascinerer mig. Især første fødsel (som I kan læse om her) var en overvældende og voldsom oplevelse for mig, og jeg havde et stort behov for at tale om det efterfølgende for at bearbejde smerterne, indtrykkene og følelserne.

Min fødsel af Louie var meget anderledes end da jeg fødte Gustav. Ikke kun min krop agerede anderledes; omgivelserne og menneskene omkring mig gjorde det til en fantastisk oplevelse. I modsætning til Gustavs fødsel, så kan jeg næsten ikke sætte ord på, men jeg vil give det et skud. Og heldigvis har jeg de smukkeste billeder fra Jess, som siger meget mere end jeg kan skrive mig til. Så nu vil jeg hoppe ud i det. Enjoy <3

Sig mig – jeg troede, at det lavement var ude af kroppen?!

Jeg går i seng den 18. december efter en heftig dag, hvor vi har haft besøg af min jordemoder Heidi, der giver mig rebozo, giver mig en hindeløsning, masserer mig og sender mig ind i sengen med et lavement inden hun kører. Hun gør alt, hvad hun kan for at sætte mig i gang den dag – den 18/12-18 er trods alt en meget pæn fødselsdato 😉 I kan læse om min “igangsættelse” her og overveje om det er noget for jer. Jeg fødte nemlig 12 timer efter, at jeg skrev indlægget.

Om aftenen har jeg lidt ondt i maven og er træt i kroppen. Jeg siger faktisk til Mads, at han måske skal overveje at aflyse sine møder dagen efter, fordi det godt kunne blive i morgen. Om natten til d. 19. december kommer Gustav ind til os, som han plejer, og han sover meget uroligt. Fordi jeg har en mavefornemmelse af, at i dag er dagen, så rykker jeg ind i Gustavs børneseng for at være sikker på, at jeg får noget søvn.

Klokken 5 om morgenen vågner jeg, og skal heftigt på toilettet og har ondt i maven. Pis altså, jeg troede, at jeg havde været igennem mine tyndskids-toiletbesøg dagen før, da Heidi gav mig et lavement. Efter 20 minutter på tønden, hvor mine mavekneb kommer lidt i bølger, går det pludselig op for mig, at det her nok ikke er mavekneb, men veer?

Jeg går ind til Mads og siger, at jeg er ret sikker på, at det er i dag. Adrenalinen er begyndt at pumpe lidt og jeg kan i hvert fald ikke lægge mig ned og sove videre, som de kloge siger, at man skal! Mads, til gengæld, svarer: “OK, men det er vel fint nok, hvis jeg lige sover videre?”. Haha – åh, hvor er det bare anden gang, at vi er igennem det her! Jeg går i bad, hopper i noget behageligt tøj og lægger mig ind i stuen, hvor jeg lige så stille arbejder med mine veer.

Klar, parat… BLOGGERFØDSEL SÆT IGANG!

Mads kan alligevel ikke rigtig sove og kommer ud til mig ved 5.30 tiden. Jordemødrene har trods alt advaret, at det godt kunne gå stærkt denne gang, fordi den aktive fase i min første fødsel kun tog tre timers tid. Så jeg synes nu, det er meget rart, at han så småt begynder at pakke hospitalstasken og selv hopper i bad. Jeg griner lidt af det næste, der sker, fordi det lyder som et værre ståhej, men det var det heldigvis ikke. Jeg havde jo aftalt med jordemoder Heidi, at hun skulle være med til fødslen, hvis ikke hun var ude at flyve eller optaget på anden vis. Jeg havde lavet samme aftale med vores fotograf Jess og endelig skulle jeg have fat i min mor, der ville komme og passe på Gustav og aflevere ham i vuggestuen. Så imens jeg ringer til Heidi, og advarer, at det nok bliver i dag, så tager Mads sig af Jess og min mor. SÅ har vi fået hele fødselskaravanen på plads, min bloggerfødsel (som jeg jokende kalder den) er sat i gang og jeg kan igen synke ned i min koncentration.

Ved 6-tiden vågner Gustav og løber ud i stuen og råber mig i hovedet, “MOR SOVER. MOR OKAY?”. Det er faktisk lidt sjovt, fordi en af øvelserne i Meyermetoden er, at man skal forestille sig, at der er et lille barn til stede, så man kan komme ud af veen og slappe af i sin pause. Man tvinger sig selv til at smile og sige “alt er okay, mor har det fint”, så man kommer helt ned i gear og ikke lader adrenalinen løbe af sted med en. Når det er sagt, så rev han mig ud af min koncentration, og han var ligesom for stort en indtryk til, at jeg kunne overskue ham. Så fra klokken 6 til 8.30, der sidder jeg med dybe vejrtrækninger og er totalt afslappet inde i vores seng, mens min mor passer Gus og Mads pakker og nusser. Jeg har totalt styr på veerne, så da jeg ringer til fødegangen og de synes, at jeg skal komme derind, så synes jeg, at det måske lyder lidt tidligt. Men hellere tage de værste veer på hospitalet end i bilen (!), så klokken 8.30 hopper Mads og jeg ind i bilen og kører mod Nordsjællands Hospital, der ligger 25 minutter væk (der er trods alt lidt morgentrafik).

“Jeg er pisseligeglad med om de højtalere virker!”

Vi sidder i bilen med sædevarme, der går op til lænden. Halleluja, det er lækkert og jeg har nogle fine veer, der ikke er alt for slemme. Da vi kommer frem til hospitalet er der ingen parkeringspladser og Mads er nu (forståeligt nok) begyndt at stresse. Imellem mine veer gør jeg meget ud af, at vi skal have en dejlig stemning i bilen, fordi jeg er bange for at miste mit gode flow, koncentrationen og oxytocinen, der indtil videre har hjulpet mine veer godt på vej. Jeg har stadig så meget overskud, at jeg i mine pauser hjælper Mads med at spotte parkeringspladser – til sidst må vi dog tage en plads lige foran hospitalet, hvor man kun må holde i 3 timer. Det viser sig dog, at det kommer til at passe perfekt…

Da vi kommer ind er elevatoren for langsom, så jeg tager sgu trapperne med en enkelt ve eller to på vejen samt to tanter, der prøver at sige tillykke eller hvad ved jeg. Aldrig, aldrig tal til en kvinde, der tydeligvis har en ve! Vi kommer til fødegangen og kommer ind på fødestue 18. Hospitalets mindste fødestue… Der er åbenbart travlt, og ikke andre stuer ledige. Jeg griner lidt af, at vi skal være to jordemødre (Heidi må ikke tage imod – det skal være en jordemoder på vagt), Mads, mig og en fotograf på den her lille stue. Jeg synes lyset er skarpt og pludselig sætter Mads julemusik på. Jeg skraldgriner og udbryder, “JEG SKAL FANDME IKKE FØDE TIL JULEMUSIK!”. Min jordemor fra hospitalet, Maja, stikker pludselig hovedet ind og siger, at der lige er kommet end anden fødestue klar – en af deres sansestuer (yaaasssss). Om det var fordi, at jeg havde et helt entourage med af støtte, at jeg pludselig kunne skifte fødestue – det ved jeg ikke.

Da jeg kommer ind på sansestuen venter Jess, og Heidi kommer kort efter omkring 9.30. Nu er vi sgu klar til at føde! Jeg har skønne pauser og generelt er mine veer meget nemmere at håndtere end under Gus’ fødsel. Smerten sidder mere foran end i lænden, hvilket jeg bedre kan håndtere. Og så er jeg allerede 5 cm åben! Med Gustav var jeg 2 cm åben i timevis og følelsen af ingen fremgang var det værste. Mads sørger for, at jeg får lidt at spise i pauserne, for “du har jo ikke fået noget morgenmad, skat”. Tænk, at jeg fik mad indenbords midt under min fødsel – aldrig i livet om jeg skulle have mad, da jeg fødte Gus!

Mads vil så gerne have lydsystemet på stuen til at virke, så han bruger måske 20 minutter på at få skidtet til at virke. Vi griner begge to af, hvor typisk “mandeagtigt” det er at fokusere så meget på et ligegyldigt lydsystem, mens jeg tydeligvis er i gang med at føde. Til sidst må jeg bestemt sige til ham, at jeg er pisseligeglad med de højtalere, og at han meget gerne må presse lidt på mig. Derfra lægger han telefonen væk og jeg tror faktisk, at jeg under hver eneste ve enten havde Mads eller Heidi til at presse på mig. Især pres på lænden og mellem øjnene virkede så godt for mig – og det gav mig en følelse af ikke at være alene med smerterne. Selvom pres på forskellige punkter ikke tog smerten fra mig, så følte jeg mig ikke så ensom i vearbejdet. Det er egentlig pudsigt, at jeg nød at blive rørt så meget under denne fødsel (jeg blev faktisk helt afhængig) og under Gus’ fødsel helt skulle være alene.

 

Klokken 09.45 begynder veerne at tage til og jeg får lyd på veerne. Det hjælper mig med at slappe af. Jeg havde ikke besluttet mig for at trække vejret så dybt, så afslappet. Jeg brugte Smertefri Fødsels laboro sidste gang og det var rart at have “et håndværk”, så jeg følte, at jeg havde kontrol. Jeg havde heller ikke besluttet mig for, at jeg IKKE ville køre laboro-vejrtrækning. Jeg tror bare, at jeg lod min krop styre og fulgte med veerne. Set i bakspejlet var denne vejrtrækning, den dybe vejrtrækning ledsaget af en stønnen og brummen, meget bedre for mig. Jeg slappede langt bedre af og følte slet ikke den samme smerte, som da jeg kørte laboro. Jeg er også overbevist om, at fordi jeg var bedre til at slappe af, så havde baby meget nemmere ved at trænge ned – jeg arbejdede med og ikke mod fødslen.

Omkring klokken 10 spørger min jordemoder mig, om jeg har gjort mig nogle tanker om, i hvilken stilling jeg vil føde? Og om jeg vil i kar? Jeg bliver fuldstændig paf, fordi der under Gustavs fødsel var så travlt, at jeg ikke havde noget at skulle have sagt. Min meget erfarne og meget bestemte jordemoder dengang, Ursula, fortalte mig præcis, hvordan jeg skulle gøre. Smertefri Fødsel var noget pjat – og det var mine egne holdninger åbenbart også. Så jeg havde faktisk slet ikke gjort mig disse selvstændige tanker denne gang, og blev helt forvirret, da Maja spurgte. Jeg ved ikke hvem, men nogen tog en beslutning for mig om, at jeg skulle i kar. Jeg tror Heidi sagde, at det ofte virker smertelindrende. Imens karret blev fyldt op tog mine veer til, og selvom jeg stadig havde kontrol udadtil, så begyndte jeg at panikke inde i hovedet. Kan I genkende det? Panikke over, at smerten bliver værre og hvad nu, hvis man lige pludselig mister kontrollen? Den ene ve vælter pludselig ud i den anden, og da jeg endelig får en pause lader jeg tårerne trille. Det var fantastisk at give slip og snøfte et par gange. Jeg vil anbefale alle at tage sig en lille tudetur under fødslen. Jeg sagde ikke noget. Ingen sagde noget. Men alle forstod, at det begyndte at tage til. Heidi lavede nogle af sine Meyertryk (I kan læse mere om dem i hendes bog og læse om metoden her) på min krop; i pande, på kæben, skulder, arm, hånd, lyske, læg og fod. Mads havde øvet trykkene med Heidi dagen før og var et naturtalent til at støtte mig i processen, men Heidi har trods alt en anden erfaring, så hun kørte lige et par runder på mig inden Mads tog over igen og jeg endelig kunne komme ned i karret.

JEG KAN IKKE MÆRKE OM DET ER EN VE FOR DER SIDDER ET HOVED I KLEMME!

Klokken er 10.40, da jeg kommer i vandkar. Jeg har arbejdet med mine veer på stuen i cirka halvanden time og har flere gange spurgt efter et tæppe, fordi jeg fryser. Mine tæer er kolde og jeg længes efter varme. I kender helt sikkert godt følelsen af at komme i et dejligt varmt bad, når man går og småfryser lidt. Det.er.fantastisk. Mine veer holder sig nogle ekstra minutters pause i det varme vand inden det tager til. Jeg skal lige finde ud af, hvordan jeg håndterer veerne i karret, da de begynder igen. Først prøver jeg på knæene og vender mig herefter på siden, hvor jeg bedre kan være afslappet under veerne. Når jeg ser billederne, så er jeg simpelthen så imponeret over, at jeg stadig – selv 30 min før Louies ankomst – har fine pauser og smiler. Jeg er selvfølgelig meget koncentreret, men jeg er til stede på en helt anden måde end under Gustavs fødsel. Måske fordi jeg ikke er helt skæv på lattergas!

Jeg kan huske, at Heidi på et tidspunkt siger, at nu vil veerne snart ændre sig og føles anderledes (halløj baby, der drejer sig ned i bækkenet og hej presseveer), hvilket godt kan skabe angst hos nogle. Og det er okay – prøv at være i den angst. Mads og hende roser mig og fortæller mig, at jeg gør det godt, og at alt er helt normalt. På et tidspunkt tager hun mine hænder, mens de er under vandet og giver mig et hårdt pres under en ve. Det føltes simpelthen så godt – det fjernede ikke min ve, men det hjalp mig igennem dem uden opspænd og panik, og jeg følte mig støttet og hjulpet.

 

Klokken 11 kommer de. Presseveerne. Jeg bruger et par veer til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af dem – hvordan jeg skal håndtere dem. Følelsen er præcis som med Gustav. Følelsen af at ALT vil ud af mig – den ene og anden vej. Efter 10 minutter og et par presseveer er jeg ENORMT interesseret i at vide om jeg ikke snart må presse – og på de 10 minutter er jeg åbnet mig fra 8 cm til 10 cm. Og så presser jeg, som jeg aldrig har presset før. Efter to presseveer har jeg den skønne “burning ring of fire” – kan I huske den? Når hovedet er på vej ud og sidder fast og bare venter på næste presseve? Av for helvede! Maja spørger, om jeg har en ve, fordi så må jeg gerne presse? Jeg gisper, at jeg ikke ANER om jeg har en ve, fordi det gør så forbandet ondt at have et hoved på vej ud af skeden og det eneste jeg vil i hele verden er at presse som om det gjaldt mit liv! Pludselig siger Heidi og Maja, at jeg skal gispe – for nu kommer han altså. Jeg tog pressefasen på knæene, så ud kom han på nogle gisp, mens jeg tog imod ham og hev ham op af vandet og op i mine arme.

Så lettet. Så stolt. Så fuldstændig blæst bagover over mig selv og min præstation og den kærlighed og støtte, som jeg har oplevet på stuen.

Wow – jeg kan næsten ikke have i mig, hvor fantastisk en fødsel, jeg havde. Hvor priviligeret jeg er at have en mand, som er så naturlig en støtte under min fødsel. At have Heidi ved min side, som er så dygtig en jordemoder. Hvis en af jer en dag skal føde på Herlev og Heidi tilfældigvis har en vagt, så skal I føle jer meget, meget heldige. Så kompetent og beslutsom uden at styre fødslen, som jo selvfølgelig skal være min og Mads’.

Jeg vil ikke gå i dybden med Meyermetoden her, og jeg synes selv, I skal undersøge sagerne inden jeres fødsel. Som Heidi siger – det vigtigste er bare, at man har forberedt sig. Uanset hvordan, så vær klar og hav mod på det allerbedste og forbered dig på, at det måske kan gå anderledes. Men tro på det – du kan godt.

Vi gjorde det i hvert fald på 6 timer fra jeg sad med lidt ondt i maven på toilettet til han kom til verden klokken 11.15.

Kære Louie. Tak fordi du behandler mig så godt – både i det vandkar den 19. december og den dag i dag, hvor du trives og er rolig og smilende. Du er den bedste og vi elsker dig.

 

*Jeg har ikke betalt for hverken Jess’ eller Heidis hjælp. Jess ønskede sig billeder til sin portfolio, og da jeg var hendes første fødsel, gjorde hun det gratis mod at hun må bruge mine billeder til sin portfolio. Heidi manglede også billeder fra sit virke som jordemoder og hun har, mod sin hjælp til fødslen, også fået lov til at bruge nogle af billederne fra fødslen. Så det har været en win-win-win situation.