Træffer jeg de rigtige valg for Gustav?

Hvordan står parforholdet til med en 2-årig og nogle uger til termin?

“Kan du hente Gus i dag?”, “Hvis jeg skifter, så putter du ham!”, “Så der mad, vasker du hans hænder?”, “Jeg rydder af, så giver du ham et bad, okay?”, “Har du børstet hans tænder?”, “Vil du ikke lige lægge tøjet på plads”, “Stop, Gustav”, “Ae, ae”, “Mmmmm, det er rigtigt, Gustav”, “Sæt nu en ny pose i skraldespanden, når du har været ude med den”, “Var det hak i gulvet, der også i går?”.

Kan I genkende nogle af de her samtaler? Vi har dem. hver. dag. Nogle gange er de lidt mere dikterende end spørgende. Andre gange har en af os mere overskud, og vi gør det uden at forhandle eller spørge, hvad den anden laver imens. Det her indlæg blev jeg inspireret til at skrive, fordi vi i weekenden har haft besøg af jordemoder Heidi Meyer. Hun nævnte, hvor meget kærlighed og energi man giver videre ned i kroppen, når man er gravid. Hvor mange følelser, man ubevidst sender ned til den voksende baby – både de rare og de hårde følelser. Det gør, at mor har ekstra meget brug for omsorg og kærlighed – for alt hvad mor har, sender mor videre.

Det har jeg aldrig tænkt over. Og Mads svarede instinktivt “nårrrh” og aede mig på hovedet, fordi det kunne lyde som om, at jeg er en følelsesmæssig udsultet kvinde, der hungrer efter hans kærlighed. Det er ikke tilfældet 😉 Men det fik mig til at tænke på, hvor meget forholdet ændrer sig, når man får og har små børn. Og ja, der er da klart mindre fokus på parholdet, omsorgen og berøringen under 2. graviditet – næsten alt, hvad vi har, går til Gustav. Da jeg var gravid med Gus, skulle Mads mærke, ae og snakke til baby. Vi læste et kapitel i bogen “Du skal være far og har 40 uger til at fatte det” hver uge, så Mads kunne følge med i graviditeten. Måske vi talte så meget om baby dengang, fordi det var vigtigt at gøre os mentalt klar til det, som vi vidste (og alligevel ikke havde en anelse om) ville ramme os. Nu taler vi primært om lillebror for Gustavs skyld – for at preppe ham og gøre lillebror lidt mere virkelig.

Især derfor er det vigtigt for mig at vi sammen fødselsforbereder os. Ligesom min første fødsel, så ser vi (og især Mads) det som en holdindsats, hvor han skal spille en rolle – og det gør mig så glad, at han har den indstilling til fødslen. Det er desuden vigtigt for mig, at jeg mentalt forbereder mig på de forskellige scenarier – ikke to fødsler er ens (og gosh, hvor jeg håber, at min latensfase er kortere denne gang….).

Når man bare tager og tager og tager..

Tilbage til det dér med kæresteriet. Det er svært i en småbørnsfamilie med to fuldtidsjob. Eller i en småbørnsfamilie med ét fuldtidsjob og snart en nyfødt og en til tider stresset og barslende mor. Der er mange konstellationer, men min konklusion er, at opdrage et lille barn (eller børn) er fucking hårdt. Mine forældre taler meget åbent om, at da min storebror var lille, så vidste de slet ikke, hvordan de skulle håndtere ham. Min far fandt tit min mor grædende, når han kom hjem fra arbejde, fordi hun simpelthen ikke kunne give mere af sig selv til ham. Han var en… lad os sige krævende…. dreng. Det var ved at skride helt fra hinanden, så mine forældre gik dengang til børnepsykolog. De havde brug for en hjælpende hånd til at håndtere min bror og hinanden, hvordan de sammen kunne være et team og sætte nogle rammer i livet.

I dag er de begge pensionerede. De har lige spillet golf i en måned i Thailand. De rejser 5 gange om året. De har både fælles og egne interesser. De kysser og krammer (og bevares, diskuterer og ignorer også hinanden!) og jeg er glad for, at jeg har dem og deres forhold at se op til. Min pointe er, at det er helt okay at erkende, at små børn tager tid og kræfter. At det er pisse hårdt i en periode. Men nøgleordet er “i en periode“. Inden vi ser os om, så kan vi tage Gustav med i biografen. Så kan han selv gå i bad, tage tøj på, smøre madpakke og han kan selv tage med venner hjem og lege. Når jeg sidder her og skriver det, så virker det helt syret – og man føler jo, at der er en halv livstid til det. Og når vi engang når dertil, så siger alle de kloge, at vi kommer til at savne dengang han var lille.

Jeg savner at gå på dates med Mads. Jeg kan godt blive træt af, at vi i perioder tager og tager fra hinanden. Når begge er i minus overskud og energi, så forsøger man at få vejret ved at “tage” fra den anden. Kan I genkende det? Eksempelvis “Fint, jeg skal nok hente Gustav, men så skal du XXX”. Efter jeg er gået på barsel er mit mentale overskud steget markant. Jeg henter, bringer, handler, vasker tøj, tørrer, rydder op, bager. Det eneste, der bremser mig er den efterhånden lidt store mave, der gør det hårdt at løfte Gus ind i autostol, løbe efter ham på parkeringspladsen, holde ham fast når han skal have ble på. Anyways, jeg er en mor med stort M lige PT. Og det gider jeg ikke altid gøre på den lange bane, men lige nu trives vi egentlig ret godt med det som par. Jeg giver overskud til Mads, og så kan han bedre give overskud til mig, når jeg en dag (formentlig snart) står og mangler det overskud med en nyfødt på armen og en 2-årig. Og så nyder vi det i (forhåbentligt) et par uger endnu indtil nummer to tornado kommer og vi kan begynde forfra med at finde hinanden. Hvem gør hvad og hvornår?

Det lyder ikke særlig romantisk. Men jeg tror (correct me if I’m wrong), at det er de færreste parforhold med småbørn, der er romantiske. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har været sammen med Mads i 10 år før vi fik børn. Vi er blevet ældre og det er ikke fordi alle skal vente så længe (!!), men vi har haft 10 år til at tage på spændende rejser (uden charter), 10 år til at knalde, 10 år til at spise på lækre restauranter, 10 år til at sove længe om søndagen, 10 år til at være egoistiske og kun gøre det, som vi vil. Det lyder næsten dommedagsagtigt, når jeg skriver det – som om det hele er slut. SELVFØLGELIG er det ikke det. Det er bare okay at erkende, at man ikke kan gøre præcis, hvad man vil, når man vil, i et par år. Vi kan bedre ryste på hovedet af de hårde tider, når vi ved, at det ikke altid er sådan.

Weekenderne er nogle gange hårdere end hverdagen. Jeg kan se frem til “at få lov til” at handle. Så får jeg lige 40 minutter i Føtex, hvor jeg kun skal tage stilling til om mine tomater skal være økologiske eller ej. Mads har til gengæld et stort behov for liiiige at smutte i Jem og Fix i en time. Det er nemlig hans tid. Jeg håber ikke, at du sidder derude og tænker “hvor sørgeligt”, at vi forsøger at kommer lidt væk fra hinanden for at få tid alene. Men Gus er i en alder, hvor han skal have opmærksomhed hele tiden. Han vil tegne i 10 minutter, så vil han noget andet. Og vi skal altid være med, snakke med, lege med, opdrage, berolige, trøste. Det er fucking lækkert med 40 minutter i Føtex efter sådan en dag, hvor alt er på Gustavs præmisser.

En dybere relation

Og så vil jeg lige slutte af med, at Mads og jeg er blevet team. På godt og ondt. Vi kræver mere af hinanden, fordi vi er afhængige af hinanden på en anden måde, nu hvor vi har børn. Selvom vores daglige samtaler er blevet ret “børnetrivielle”, så har vi fået en dybere relation. Jeg tager det ikke for givet, at Mads og jeg deler Gustavs store og små øjeblikke og jeg ved, at det er noget af det hårdeste ved at være alene med sine børn. Vi kan sidde og mugge lidt i sofaen over et eller andet ligegyldigt og Gustav kan lave en fjollet dans, prutte eller sige noget sjovt, og så har vi glemt, hvad det nu var, der kom imellem os.

Jeg er ikke terapeut eller særlig klog på kærlighed og parforhold. Som alt andet i livet synes jeg bare det er vigtigt at tale højt om livet på godt og ondt. Og parforhold er trods alt (oftest) ret private. Man kan sidde til parmiddage og sige “ja ja, det er skønt. Det er så dejligt. Vi hygger” og tænke “Er det kun os, der synes det er pisse hårdt?!”. Oh well, hvis ikke du hører det fra dem omkring dig, så håber jeg, at du kan genkende noget af det fra min lille rant i dag 🙂

6 kommentarer

  • Anne

    Så fint skrevet. Det er pisse hårdt – og pisse fantastisk. Vi har en dreng på 23 måneder og en lille pige på 2,5 måneder, og ja, man er træt, og ja, man skal finde sig selv og hinanden i det kaos det kan være. Men det gør man. Hurtigere end man regner med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Så fint skrevet. Det er pisse hårdt – og pisse fantastisk. Vi har en dreng på 23 måneder og en lille pige på 2,5 måneder, og ja, man er træt, og ja, man skal finde sig selv og hinanden i det kaos det kan være. Men det gør man. Hurtigere end man regner med.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    TAK, for at sætte ord på lige netop det her! Jeg sider her i sofaen, gravid og træt, efter at have puttet vores knap 2 årlige. Jeg er sÅ træt for tiden, både fysisk og ikke mindst psykisk. Det er pisse hårdt at være forældre til små børn, og jeg skal virkelig huske mig selv på, at det kun er for en periode, og vi nok skal genvinde noget kærestetid og finde gnisten igen. For helt ærligt – en knap 2 årig, gravid i uge 29 med bækkensmerter og to fuldtidsjob, så er det altså ikke lige frem kærlighed, kys og nærvær der er i fokus. Men som du skriver, så er det kun for en periode, og heldigvis så giver forældreskabet en helt anden slags kærlighed, både til ens børn og til ens partner.
    Endnu engang tak for at italesætte emnet, og for at være så ærlig, både her på bloggen og på Instagram. Jeg nyder at følge med.

    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Charlotte

    TAK, for at sætte ord på lige netop det her! Jeg sider her i sofaen, gravid og træt, efter at have puttet vores knap 2 årlige. Jeg er sÅ træt for tiden, både fysisk og ikke mindst psykisk. Det er pisse hårdt at være forældre til små børn, og jeg skal virkelig huske mig selv på, at det kun er for en periode, og vi nok skal genvinde noget kærestetid og finde gnisten igen. For helt ærligt – en knap 2 årig, gravid i uge 29 med bækkensmerter og to fuldtidsjob, så er det altså ikke lige frem kærlighed, kys og nærvær der er i fokus. Men som du skriver, så er det kun for en periode, og heldigvis så giver forældreskabet en helt anden slags kærlighed, både til ens børn og til ens partner.
    Endnu engang tak for at italesætte emnet, og for at være så ærlig, både her på bloggen og på Instagram. Jeg nyder at følge med.

    Kh.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan så godt se os selv i det du skriver. Vi er bare på den anden side, hvor racet kører med 2 unger. Men man finder en rytme med tiden, og på den måde finder man overskuddet til at hjælpe hinanden. Hos os bruger jeg nok lidt ekstra af Ricks overskud om vinteren, for jeg er meget selv med ungerne resten af året. Men det fungerer, og det er jo det vigtigste ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg kan så godt se os selv i det du skriver. Vi er bare på den anden side, hvor racet kører med 2 unger. Men man finder en rytme med tiden, og på den måde finder man overskuddet til at hjælpe hinanden. Hos os bruger jeg nok lidt ekstra af Ricks overskud om vinteren, for jeg er meget selv med ungerne resten af året. Men det fungerer, og det er jo det vigtigste ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Træffer jeg de rigtige valg for Gustav?