Inspiration til madpakken

Træffer jeg de rigtige valg for Gustav?

Hvis I har fulgt med længe nok, så ved I også, at Gustav har lidt en personlighed. En “stor” personlighed, som den gamle vuggestue fortalte os. Han er ikke ligefrem doven eller stille. Han råber højt, tumler, vælter, krammer, kysser, snakker konstant. Han trives i centrum – og måske knap så meget uden for opmærksomhed.

Men efter vi er flyttet, synes jeg, at han er begyndt at opføre sig anderledes. Jeg kan ikke finde ud af, om det er miljøet omkring ham (læs: børnenes dynamik i vuggestuen), om vores opdragelse sejler eller om han bare er en 2-årig, der udvikler og er ved at finde sig selv.

Jeg kunne ikke sove i nat, fordi vi i mange dage nu har døjet med hans lidt mere… udadreagerende adfærd. Han har før slået, hvilket du kan læse om i dette blogindlæg, men det har været i forbindelse med leg. Vi har haft det sjovt og pludselig kan han ikke finde ud af, hvordan han stopper og så slår han og griner. Men de sidste par uger har han slået, hvis jeg har sagt nej. Og så har han et par gange løbet over og bidt (!) mig. Den første gang stod jeg og lavede mad, og han løb over og bed mig i.. lad os kalde det skinken, og jeg blev simpelthen så forskrækket, at jeg skubbede til ham og råbte. Han blev også forskrækket og det var SLET ikke den rigtig reaktion. Men hvad er den rigtige reaktion? Et stille og roligt, “stop, ae ae”?

Det kan også udvikle sig, når vi putter om aftenen og han skal sove. Så kan han ligge og ae mit ansigt og mit hår. Så begynder han at lade sine fingre løbe gennem mit hår og stille og roligt hiver han mere og mere til, så jeg til sidst må tage hans hånd og stille fortælle ham, at han skal stoppe, fordi det gør ondt, når man hiver i håret. Så griner han og nægter at give slip og prøver at bide i mine hænder, som holder hans, så han ikke hiver halvdelen af mit hår ud. Hvorfor udvikler en så rolig og kærlig situation sig til det? Han er vel så gammel, at han forstår et ‘stop’ og et ‘nej’? Det gode ved det her er, at han også er kærlig – og viser meget kærlig og fysisk adfærd. Nu fjerner jeg næsten per refleks mit hoved, hvis han kommer løbende, fordi jeg ikke ved om han vil kilde, kramme, slå eller bide.

Det forbandede bid

Han er blevet bidt i vuggestuen cirka en gang om ugen siden han startede. Jeg har ikke som sådan frygtet, at det gjorde ondt på ham, om han blev forskrækket eller ked af det. Han skal nok komme videre. Jeg har frygtet, at tendensen smittede af på ham, så han også ville begynde på det. Han er endnu ikke bidt nogen i vuggestuen og tør heller ikke helt bide til herhjemme – han griner næsten altid imens. Men det er en adfærd, som han ikke har vist før og jeg føler mig helt magtesløs. Jeg ved godt, at børn ikke bider, fordi de er dårligt opdragede, er aggressive eller andet, som voksne kan tillægge små børn. Men jeg bliver ked af det, når jeg ser, at hans omgivelser får ham til at opføre sig på en bestemt måde.

Og så er han begyndt at råbe og skrige. Jeg kan spørge ham om han har haft en god dag, og han råber “NEEEEJ”. Selvom han måske har haft en strålende dag. Jeg kan simpelthen ikke tyde ham mere og ved ikke, hvorfor han pludselig råber. Og hvis jeg fortæller ham, at han bare skal tale stille og roligt, fordi jeg står lige ved siden af – så begynder han at skrive eller råbe endnu mere. Det er næsten lige meget, hvad jeg gør, så griner han. Med mindre det har konsekvenser – at han fx. ikke må sidde i badet længere, fordi han bliver ved med at hamre legetøjet ind i væggen eller ikke må få mere at spise, fordi han bliver ved med at kaste med maden.

Men jeg bruger så meget tankekraft på at tænke over, hvordan jeg skal opdrage ham. Hvad er det ‘rigtige’ at gøre? Det er et emne, som jeg synes er svært at tale om og råd er nemme at kritisere. Jeg synes, der er en diskurs blandt mange forældre i vores samfund, der indikerer, at nærmest det meste opdragelse er respektløs over for barnet. At man bare skal give det anerkendelse, kærlighed og et bestemt nej, så skal han nok forstå det. Men skal Gustav ikke have nogle rammer?

Jeg er simpelthen på bar bund. Jeg håber ikke, at du vil dømme mig, når jeg siger, at jeg nogle gange giver ham en halv time ekstra i vuggestuen, selvom jeg har tiden til at hente ham tidligere. Jeg magter ikke at rende rundt med mit 8. måneder gravide korpus og tage legetøj fra ham, som han ridser ned i gulvet – vel at mærke efter jeg har fortalt ham, at man ikke må ridse legetøjet i gulvet – fordi det ridser….

Jeg peger ikke fingre af “de andre børn”, af vuggestuen eller af Gustav. Mere af mig selv – hvad kan og skal vi gøre for Gustav, så han forstår et nej og respekterer os. Måske er det her bare en naturlig del af en 2-årigs udvikling – men det ved man jo ikke som førstegangsforældre!

Jeg håber i øvrigt at vi kan snakke pænt til hinanden om børn og børneopdragelse. Jeg ville så nødig have debatteret mit liv, som omhandlede det rismælk, putterutiner eller andre brandfarlige emner!

32 kommentarer

  • Louise

    Stemmer i med at det er normalt for alderen (og jeg er også blevet lidt nervøs efter min søn bed mig i måsen den anden dag da jeg stod og lavede mad!). Min sundhedsplejerske sagde klogt at de er fuldstændigt impulsstyrede i den alder og ikke kan analysere konsekvenser endnu. Et kort og bestemt “nej, det vil jeg ikke have” og så vise hvad de gerne må i stedet. Fx “her må du tegne” eller “maden skal ind i munden”. Endda “du må slå på puden” hvis der er energi der bare skal ud. Det virker egentligt meget godt her, men selvfølgeligt er der konflikter og det skal der jo være. Man kan ikke blive sin egen person hvis man altid gør som der bliver sagt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Stemmer i med at det er normalt for alderen (og jeg er også blevet lidt nervøs efter min søn bed mig i måsen den anden dag da jeg stod og lavede mad!). Min sundhedsplejerske sagde klogt at de er fuldstændigt impulsstyrede i den alder og ikke kan analysere konsekvenser endnu. Et kort og bestemt “nej, det vil jeg ikke have” og så vise hvad de gerne må i stedet. Fx “her må du tegne” eller “maden skal ind i munden”. Endda “du må slå på puden” hvis der er energi der bare skal ud. Det virker egentligt meget godt her, men selvfølgeligt er der konflikter og det skal der jo være. Man kan ikke blive sin egen person hvis man altid gør som der bliver sagt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er vildt svært med det opdragelse og lige i den alder kan de jo ligne nogle små krudtugler der har regnet det hele ud… Tænkte på om hans ændrede adfærd til dels kan skyldes flytning/ny vuggestue/mor der har en sjov bold på maven? Ved det ikke, men bare en tanke.
    Jeg istemmer også vinklen fra “hjernesmarte børn”. Det er vildt svært, men oplever faktisk at det har en effekt (….de gange jeg formår at vende min sætning fra ‘ikke’ til det modsatte). Håber I finder en vej til færre konflikter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Det er vildt svært med det opdragelse og lige i den alder kan de jo ligne nogle små krudtugler der har regnet det hele ud… Tænkte på om hans ændrede adfærd til dels kan skyldes flytning/ny vuggestue/mor der har en sjov bold på maven? Ved det ikke, men bare en tanke.
    Jeg istemmer også vinklen fra “hjernesmarte børn”. Det er vildt svært, men oplever faktisk at det har en effekt (….de gange jeg formår at vende min sætning fra ‘ikke’ til det modsatte). Håber I finder en vej til færre konflikter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Min datter er et par måneder ældre end Gustav, og jeg synes, at det har fungeret rigtig godt for os at fjerne hende fra situationen, når hun ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Hvis hun kaster med noget, råber eller slår, flytter vi hende ved at bære hende lidt væk eller vende hende væk fra os og fortælle hende, at vi ikke har lyst til at lege videre, eller at hun ikke kan sidde med ved bordet (hvad situationen nu er) når hun opfører sig sådan. Oftest bliver hun ked af det, så trøster vi hende og så er vi videre.
    Og forresten, tak for din ærlighed! Det er så vigtigt at vi kan snakke åbent om alle aspekter af forældrelivet – også når det er mest træls ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tanja

    Min datter er et par måneder ældre end Gustav, og jeg synes, at det har fungeret rigtig godt for os at fjerne hende fra situationen, når hun ikke opfører sig hensigtsmæssigt. Hvis hun kaster med noget, råber eller slår, flytter vi hende ved at bære hende lidt væk eller vende hende væk fra os og fortælle hende, at vi ikke har lyst til at lege videre, eller at hun ikke kan sidde med ved bordet (hvad situationen nu er) når hun opfører sig sådan. Oftest bliver hun ked af det, så trøster vi hende og så er vi videre.
    Og forresten, tak for din ærlighed! Det er så vigtigt at vi kan snakke åbent om alle aspekter af forældrelivet – også når det er mest træls ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Vil lige give en lille anbefaling. Bøgerne ‘Hjernesmart pædagogik’ Og ‘Hjernesmarte børn’, har virkelig inspireret mig. Min søn er kun et lille år, men (allerede) nu forsøger jeg at være opmærksom på min kommunikation og tænke på fx ikke at sige for meget nej, da bøgerne bl.a. forklarer, hvorfor det faktisk ikke virker på børn.
    Ikke sagt, at det hele ændrer sig, men jeg tror på, at det gør meget, når man begynder at lægge mærke til, hvad man egenlig selv siger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Vil lige give en lille anbefaling. Bøgerne ‘Hjernesmart pædagogik’ Og ‘Hjernesmarte børn’, har virkelig inspireret mig. Min søn er kun et lille år, men (allerede) nu forsøger jeg at være opmærksom på min kommunikation og tænke på fx ikke at sige for meget nej, da bøgerne bl.a. forklarer, hvorfor det faktisk ikke virker på børn.
    Ikke sagt, at det hele ændrer sig, men jeg tror på, at det gør meget, når man begynder at lægge mærke til, hvad man egenlig selv siger

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Vores datter reagerede fuldstændig på samme måde, da vi flyttede til et nyt sted. Tror det er en blanding af hans alder og forandringen med at flytte. Vores datter, som nu er lidt over 2,5 år har været på samme måde i perioder og det var så hårdt, men det var værst da hun var omkring de to år. Og tro mig, jeg hat også haft søvnløse nætter pga. Og troet at alt muligt var galt, men tror bare det er en hård alder. Udover det er deres mellemhjerne ikke fuldt udviklet i den alder, hvilket resulterer i, at de er så impulssstyret og slet ikke forstår konsekvensen af deres handlinger, når det står på.
    Knus fra en mor med en lille divsmus engang imellem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Vores datter reagerede fuldstændig på samme måde, da vi flyttede til et nyt sted. Tror det er en blanding af hans alder og forandringen med at flytte. Vores datter, som nu er lidt over 2,5 år har været på samme måde i perioder og det var så hårdt, men det var værst da hun var omkring de to år. Og tro mig, jeg hat også haft søvnløse nætter pga. Og troet at alt muligt var galt, men tror bare det er en hård alder. Udover det er deres mellemhjerne ikke fuldt udviklet i den alder, hvilket resulterer i, at de er så impulssstyret og slet ikke forstår konsekvensen af deres handlinger, når det står på.
    Knus fra en mor med en lille divsmus engang imellem

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Min søn er på alder med Gustav, og reagerer meget lignende. Dog er det mest udtalt når hverdagen ikke er som den plejer eller jeg har været meget væk. Så måske er det bare en naturlig reaktion på flytning, ny vuggestue og snart ny lillebror, og at han bare lige skal finde sig til rette.
    Mht at fortælle hvad de ikke må, fik jeg i sin tid et råd fra min sundhedsplejerske, som gik på at man ikke skal fortælle små børn hvad de ikke må – da de ofte ikke hører ordet “ikke”. Fx “du må ikke gå ud på gaden” = din 2 årig går ud på gaden. Istedet skal man sige hvad de godt må gøre. Ved ikke om det råd har noget på sig, og det er for øvrigt megasvært at gøre i praksis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Johanne

    Min søn er på alder med Gustav, og reagerer meget lignende. Dog er det mest udtalt når hverdagen ikke er som den plejer eller jeg har været meget væk. Så måske er det bare en naturlig reaktion på flytning, ny vuggestue og snart ny lillebror, og at han bare lige skal finde sig til rette.
    Mht at fortælle hvad de ikke må, fik jeg i sin tid et råd fra min sundhedsplejerske, som gik på at man ikke skal fortælle små børn hvad de ikke må – da de ofte ikke hører ordet “ikke”. Fx “du må ikke gå ud på gaden” = din 2 årig går ud på gaden. Istedet skal man sige hvad de godt må gøre. Ved ikke om det råd har noget på sig, og det er for øvrigt megasvært at gøre i praksis.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Tusinde tak for at skrive dette indlæg, som virkelig beskriver tilstanden herhjemme de seneste måneder selvom hun ikke engang er to år endnu. Jeg har virkelig været bekymret for om vi gør det helt forkert og hvordan det mon skal gå når lillesøster snart kommer. Men jeg vil sige, at jeg har talt en del med en af pædagogerne i vuggestuen om det og han har været så god til at give mig nogle konkrete råd, som de også kører i vuggestuen. Det har hjulpet. Sammen med den info at det er HELT normalt og noget de alle skal igennem på et tidspunkt, fordi de nu forstår at de er deres egen person og nu skal placere sig selv i verdensbilledet og derfor tester hvor meget de kan bestemme. Så det er vigtigt at når man går ind i en situation så følg den helt til dørs, så man aldrig giver efter og de føler de endte med at bestemme over én. Men altså de fleste dage er der stadig konflikter, så det er ikke en vidunderkur, men han siger at efter nogle måneder hvor man er konsekvent, og fx flytter dem fysisk væk hvis ikke de har respekten for sproget, så vil perioden være overstået. Keg glæder mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Tusinde tak for at skrive dette indlæg, som virkelig beskriver tilstanden herhjemme de seneste måneder selvom hun ikke engang er to år endnu. Jeg har virkelig været bekymret for om vi gør det helt forkert og hvordan det mon skal gå når lillesøster snart kommer. Men jeg vil sige, at jeg har talt en del med en af pædagogerne i vuggestuen om det og han har været så god til at give mig nogle konkrete råd, som de også kører i vuggestuen. Det har hjulpet. Sammen med den info at det er HELT normalt og noget de alle skal igennem på et tidspunkt, fordi de nu forstår at de er deres egen person og nu skal placere sig selv i verdensbilledet og derfor tester hvor meget de kan bestemme. Så det er vigtigt at når man går ind i en situation så følg den helt til dørs, så man aldrig giver efter og de føler de endte med at bestemme over én. Men altså de fleste dage er der stadig konflikter, så det er ikke en vidunderkur, men han siger at efter nogle måneder hvor man er konsekvent, og fx flytter dem fysisk væk hvis ikke de har respekten for sproget, så vil perioden være overstået. Keg glæder mig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg har desværre ingen velmenende råd, men sætter bare enormt stor pris på at du er så ærlig og lukker os ind i dine tanker. Tak for det. Jeg er næsten-nybagt mor og er så spændt/nervøs for at skulle opdrage et lille menneske, men jeg hører bestemt til den del, der mener, man godt må opdrage børn og sætte grænser, men jeg forstår fandme godt, det må være svært. Jeg håber, du får nogle gode kommentarer og den søde Gustav bliver lidt mere blid ved sin mor og hendes smukke gravide krop! ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Amalie

    Jeg har desværre ingen velmenende råd, men sætter bare enormt stor pris på at du er så ærlig og lukker os ind i dine tanker. Tak for det. Jeg er næsten-nybagt mor og er så spændt/nervøs for at skulle opdrage et lille menneske, men jeg hører bestemt til den del, der mener, man godt må opdrage børn og sætte grænser, men jeg forstår fandme godt, det må være svært. Jeg håber, du får nogle gode kommentarer og den søde Gustav bliver lidt mere blid ved sin mor og hendes smukke gravide krop! ❣️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Dejligt at du deler dine tanker når man selv går med de samme tanker. Herhjemme har vi gjort brug af værelset som konsekvens, F.eks hvis hun har kastet med mad eller slået os, så fortæller vi hende at nu er det sidste chancen og hvis hun gør det igen kommer du på værelset , det virker herhjemme. Hun har været på værelset måske tre gange og døren står helt åben når hun bliver sat derind og vi går og fortæller at hun kan komme ud når hun kan sige undskyld og at man Ikke må slå. Hun bliver lidt ked af det men det varer max 20 sekunder og så siger hun undskyld og så er vi alle gode venner igen. og hun er ikke ked af at lege på
    værelset eller sove inde på værelset men vi famlede i blinde og sagde på en pæn måde, det må du ikke men det gik lige ind af det inde øre og ud af det andet. Værelset bliver kun brugt hvis det er en Meget slem dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Dejligt at du deler dine tanker når man selv går med de samme tanker. Herhjemme har vi gjort brug af værelset som konsekvens, F.eks hvis hun har kastet med mad eller slået os, så fortæller vi hende at nu er det sidste chancen og hvis hun gør det igen kommer du på værelset , det virker herhjemme. Hun har været på værelset måske tre gange og døren står helt åben når hun bliver sat derind og vi går og fortæller at hun kan komme ud når hun kan sige undskyld og at man Ikke må slå. Hun bliver lidt ked af det men det varer max 20 sekunder og så siger hun undskyld og så er vi alle gode venner igen. og hun er ikke ked af at lege på
    værelset eller sove inde på værelset men vi famlede i blinde og sagde på en pæn måde, det må du ikke men det gik lige ind af det inde øre og ud af det andet. Værelset bliver kun brugt hvis det er en Meget slem dag

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Hansen

    Hej Sofie ☺
    Jeg har ingen børn, og ingen større kendskab til børneopdragelse, så råd vil jeg ikke give mig i krig med, at slynge ud.
    Jeg vil egentlig bare skrive, at jeg har enormt meget respekt for din/jeres lille familie, og den måde du/I lukker os ind I den på, på godt og ondt. Jeg får helt ro i maven, når jeg ser dine opslag og fortællinger om ting der ikke går heeelt efter planen. Ikke fordi at det glæder mig på nogen måde, at jeres familie står i udfordringer- men fordi at det føles så oprigtigt og ærligt, det du fortæller, hvilket giver mig ro og en tro på, at verden – og vi der går på den, er okay, selvom at den og vi ikke er perfekte. Tak fordi at jeg må følge med i jeres univers

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille Hansen

    Hej Sofie ☺
    Jeg har ingen børn, og ingen større kendskab til børneopdragelse, så råd vil jeg ikke give mig i krig med, at slynge ud.
    Jeg vil egentlig bare skrive, at jeg har enormt meget respekt for din/jeres lille familie, og den måde du/I lukker os ind I den på, på godt og ondt. Jeg får helt ro i maven, når jeg ser dine opslag og fortællinger om ting der ikke går heeelt efter planen. Ikke fordi at det glæder mig på nogen måde, at jeres familie står i udfordringer- men fordi at det føles så oprigtigt og ærligt, det du fortæller, hvilket giver mig ro og en tro på, at verden – og vi der går på den, er okay, selvom at den og vi ikke er perfekte. Tak fordi at jeg må følge med i jeres univers

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Fase fase fase og DET er så pokkers nemt at skrive når man er igennem den og drengene nu er 7 og 8 år.. Vi startede også med at blive sure og efter jeg havde googlet løs, så jeg andre skrive det var helt almindeligt og nogen skrev endda jeg skulle elske mine børn endnu højere når de lavede ballade, hårdt much! Men det hjalp sgu.. Hende der sundhedsplejersken Helen et-eller-andet fortalte engang at man skulle huske at fortælle børnene hvad man gerne ville have og hvad man ikke ville have.. Da jeg prøvede det, følte jeg nærmest de havde boet hjemme ved hende, for de reagerede første gang, wuuuaaaat?!?!?! Men altså fase fase fase og de der bid, gør så mega nuller naller og det er ok at sige av for pokker.. Jeg læste om en der bed igen og pigen gjorde det ikke mere, men er stadig i tvivl om man må det? Nå, fase fase fase og held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ann

    Fase fase fase og DET er så pokkers nemt at skrive når man er igennem den og drengene nu er 7 og 8 år.. Vi startede også med at blive sure og efter jeg havde googlet løs, så jeg andre skrive det var helt almindeligt og nogen skrev endda jeg skulle elske mine børn endnu højere når de lavede ballade, hårdt much! Men det hjalp sgu.. Hende der sundhedsplejersken Helen et-eller-andet fortalte engang at man skulle huske at fortælle børnene hvad man gerne ville have og hvad man ikke ville have.. Da jeg prøvede det, følte jeg nærmest de havde boet hjemme ved hende, for de reagerede første gang, wuuuaaaat?!?!?! Men altså fase fase fase og de der bid, gør så mega nuller naller og det er ok at sige av for pokker.. Jeg læste om en der bed igen og pigen gjorde det ikke mere, men er stadig i tvivl om man må det? Nå, fase fase fase og held og lykke

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Jeg kunne have skrevet det oplæg om min egen 2-årige laban af en søn.. Jeg har sagt følgende sætninger til far: “seriøst fejler han noget i hoved”, “Er det normalt at jeg har lyst til at skaffe ham en plejefamilie i weekenden”, “hvorfor har man overhoved fået børn“… Min søn er yderst kærlig og omsorgsfuld. Han elsker kys og kram, men da han blev 2 år som djævlen frem i ham. Han hopper på en i sofaen selvom man siger nej. Rejser sig fra bordet når han vil. Slår ofte i leg. KasteE med ting, mad, you name it!! Han kan blive så hysterisk hvis han ikke får sin vilje og jeg aner virkelig heller ikke hvordan jeg skal takle det anderledes. Har prøvet med konsekvenser – hjælper ikke. Så følger lige lidt med i folks kommentarer på dit oplæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susan

    Jeg kunne have skrevet det oplæg om min egen 2-årige laban af en søn.. Jeg har sagt følgende sætninger til far: “seriøst fejler han noget i hoved”, “Er det normalt at jeg har lyst til at skaffe ham en plejefamilie i weekenden”, “hvorfor har man overhoved fået børn“… Min søn er yderst kærlig og omsorgsfuld. Han elsker kys og kram, men da han blev 2 år som djævlen frem i ham. Han hopper på en i sofaen selvom man siger nej. Rejser sig fra bordet når han vil. Slår ofte i leg. KasteE med ting, mad, you name it!! Han kan blive så hysterisk hvis han ikke får sin vilje og jeg aner virkelig heller ikke hvordan jeg skal takle det anderledes. Har prøvet med konsekvenser – hjælper ikke. Så følger lige lidt med i folks kommentarer på dit oplæg

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid S

    Hvor er det forbandet dejligt, at læse om dine tanker om børneopdragelse – noget som alle forældre går og spekulerer på, og som man aldrig ved er rigtigt eller ej! Jeg har en datter på ca. samme alder som Gustav, og vi har også haft en periode med bid og hænder der pludselig ‘aede’ meget hårdt. Jeg læste en lille bog af Sara Alfort “tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”, og her bliver der virkelig snakket om forældre- og opdragelsesdiskurser, som vi kan stikke langt op hvor solen ikke skinner. For det ER pisse svært ved de små, og nogle gange reagere de fordi de – som du selv skriver – bare ikke ved hvordan man skal stoppe en leg, eller hvis det er ‘leg’ at bide i vuggestuen, så er det svært ikke at forstå det også er sjovt hjemme. Jeg ved ikke, om det er noget I kan bruge, men vi har lært vores datter, at når det hele føles lidt voldsomt, så trækker vi vejret sammen helt ned i maven. Jeg synes, at det virker på hende, fordi hun nemlig også kan køre af sporet, uden at vide hvor bremsen er helt selv. Men gør dig selv den tjeneste, at læse den førnævnte bog – det er sgu meget rart engang imellem bare lige at se på skrift, hvad man går og tænker for sig selv. Hvor jeg håber, at det hele flasker sig for jer <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Astrid S

    Hvor er det forbandet dejligt, at læse om dine tanker om børneopdragelse – noget som alle forældre går og spekulerer på, og som man aldrig ved er rigtigt eller ej! Jeg har en datter på ca. samme alder som Gustav, og vi har også haft en periode med bid og hænder der pludselig ‘aede’ meget hårdt. Jeg læste en lille bog af Sara Alfort “tænk, hvis du ikke afgør dit barns fremtid”, og her bliver der virkelig snakket om forældre- og opdragelsesdiskurser, som vi kan stikke langt op hvor solen ikke skinner. For det ER pisse svært ved de små, og nogle gange reagere de fordi de – som du selv skriver – bare ikke ved hvordan man skal stoppe en leg, eller hvis det er ‘leg’ at bide i vuggestuen, så er det svært ikke at forstå det også er sjovt hjemme. Jeg ved ikke, om det er noget I kan bruge, men vi har lært vores datter, at når det hele føles lidt voldsomt, så trækker vi vejret sammen helt ned i maven. Jeg synes, at det virker på hende, fordi hun nemlig også kan køre af sporet, uden at vide hvor bremsen er helt selv. Men gør dig selv den tjeneste, at læse den førnævnte bog – det er sgu meget rart engang imellem bare lige at se på skrift, hvad man går og tænker for sig selv. Hvor jeg håber, at det hele flasker sig for jer <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vi havde samme udfordring hjemme hos os med en 2-årig. Jeg begyndte at læse bogen om hjernesmarte børn.. Den prøver at forklare hvad der sker i børnene, og hvordan vi som forældre kan forsøge at sige tingene så børnene forstår hvor vi vil hen.
    Den bog viste sig for os at være en livesaver!
    i bogen forklares at børn i den alder omkring de 2 år ikke forstår ordet ‘ikke’. Så i stedet for at sige – ‘du må ikke hoppe i sofaen’, du må ikke ridse gulvet‘ m.m. er det at vende den om til ‘i sofaen sidder du ned’, ‘leg foregår på gulvtæppet’ Eller hvad det kan være.. når du siger en sætning med ordet ikke, hører de det modsatte – altså at de gerne må hoppe i sofaen..
    derudover fortæller bogen også at det du sætter fokus på/lyser med lommelygten på, er den reaktion du vil opleve at se fra barnet endnu mere..
    det tager tid og vi øver os stadig herhjemme- og det er svært i en travl hverdag, men det har givet så meget mening for vores søn og os.. både hjemme og i børnehaven..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Vi havde samme udfordring hjemme hos os med en 2-årig. Jeg begyndte at læse bogen om hjernesmarte børn.. Den prøver at forklare hvad der sker i børnene, og hvordan vi som forældre kan forsøge at sige tingene så børnene forstår hvor vi vil hen.
    Den bog viste sig for os at være en livesaver!
    i bogen forklares at børn i den alder omkring de 2 år ikke forstår ordet ‘ikke’. Så i stedet for at sige – ‘du må ikke hoppe i sofaen’, du må ikke ridse gulvet‘ m.m. er det at vende den om til ‘i sofaen sidder du ned’, ‘leg foregår på gulvtæppet’ Eller hvad det kan være.. når du siger en sætning med ordet ikke, hører de det modsatte – altså at de gerne må hoppe i sofaen..
    derudover fortæller bogen også at det du sætter fokus på/lyser med lommelygten på, er den reaktion du vil opleve at se fra barnet endnu mere..
    det tager tid og vi øver os stadig herhjemme- og det er svært i en travl hverdag, men det har givet så meget mening for vores søn og os.. både hjemme og i børnehaven..

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Øv hvor lyder det hårdt!
    jeg elskede da du lavede anbefalinger til Mofibo, så nu tillader jeg mig lige (som medmor og Mofibo-elsker) at kaste en anbefaling din vej. Jeg har lyttet til ‘Hjernesmarte børn‘ to gange og jeg synes simpelthen hun kommer med mange gode ideer til hvordan man håndterer “det her må du ikke” situationer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Øv hvor lyder det hårdt!
    jeg elskede da du lavede anbefalinger til Mofibo, så nu tillader jeg mig lige (som medmor og Mofibo-elsker) at kaste en anbefaling din vej. Jeg har lyttet til ‘Hjernesmarte børn‘ to gange og jeg synes simpelthen hun kommer med mange gode ideer til hvordan man håndterer “det her må du ikke” situationer

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hej Sofie,
    Jeg synes han lyder som en helt almindelig 2 årig, så der er ikke noget at være bekymret for der! Jeg synes også, når jeg læser med her og på Instagram, at de ting i gør lyder rigtig fornuftige.
    For mig lyder det som om han reagerer på hvad der sker rundt om ham, en flytning, en ny vuggestue og en lille ny er store omvæltninger i sådan et lille menneskes liv. Jeg tror det bedste i kan gøre for ham er at være tydelige voksne. Han har brug for piloter der vejleder ham og viser ham at i stoler på hvad i selv gør

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hej Sofie,
    Jeg synes han lyder som en helt almindelig 2 årig, så der er ikke noget at være bekymret for der! Jeg synes også, når jeg læser med her og på Instagram, at de ting i gør lyder rigtig fornuftige.
    For mig lyder det som om han reagerer på hvad der sker rundt om ham, en flytning, en ny vuggestue og en lille ny er store omvæltninger i sådan et lille menneskes liv. Jeg tror det bedste i kan gøre for ham er at være tydelige voksne. Han har brug for piloter der vejleder ham og viser ham at i stoler på hvad i selv gør

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til madpakken