Det skal du huske, når du rejser med en 2-årig

Når det hele er lidt for meget

Jeg startede i sin tid bloggen for at kunne dele mine tanker om at være kvinde, gravid, nogens kæreste og mor. For at have et forum, hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og følelser, fordi jeg helt sikkert ikke er alene med dem – både de gode og de svære.

Og det er også derfor jeg skriver nu. De sidste måneder har været overvældende og også grunden til, at bloggen har været så stille og instagram lidt haltende. For når man ikke har overskud til sin hverdag ?i virkeligheden?, så bliver det først rigtig uoverskueligt, når man pludselig også skal holde en virkelighed ved lige online.

For det første har flytningen været hårdere end jeg troede, den ville. Ikke kun det praktiske, men også følelsen af ikke at være på plads. Og jeg føler mig ikke hjemme i huset endnu – vi er flyttet i noget, der er dobbelt så stort, så vi mangler møbler og lamper og farver og alt det, som gør et hus hyggeligt. Jeg husker ikke at have haft det sådan her de gange, hvor vi har flyttet lejlighed. Måske er der bare noget trygt og genkendeligt ved at bo i lejligheden i København. Det føles i hvert fald helt anderledes at flytte i hus i forstaden, hvor der pludselig ikke er 10 min på cykel til arbejde – men en time i myldretiden…

Midt i al flytningen har vi fået meget lidt søvn og har på skift taget nætter på sofaen. Gustav har nemlig brugt over to uger på at komme sig over jetlag og har sovet så dårligt om natten – og kan i øvrigt (stadig) kun falde i søvn, hvis vi ligger med ham (i cirka en time) indtil han er gone. Heldigvis er vi ovre det nu og selvom, at jeg har haft ondt i maven over, at han skulle starte i ny vuggestue denne uge, så har han klaret det som en champ. Hvis det hele er lidt svært for os med nye omgivelser, hvordan er det ikke for Gus? Det kommer til udtryk en gang imellem, hvor han skriger eller kaster med ting eller opfører sig helt ekstremt i forhold til, hvordan vi normalt kender ham. Men hey – han har de samme følelser som os, men en meget mindre krop og mindre erfaring at håndtere dem i, så det er måske ikke så mærkeligt, at han ikke ved, hvad han skal stille op med dem.

Man kan ikke gøre alle glade, siger de

Og så falder det hele sammen med en utrolig travl periode på arbejde. Denne weekend arbejde jeg 20 timer vel at mærke efter en uge, der lå over de normale 37 timer. Og med en gravid mave i 7. måned og en dreng på 2 år, der ikke har været helt sig selv. Et hus i flyttekasser og en mand, der i øvrigt heller ikke arbejder helt så lidt. Er det holdbart? Nej. Nej. Nej. Jeg skrev for nogle måneder siden et indlæg om karriere og børn – og at det godt kan lade sig gøre. Hvis du læser det her indlæg tænker du måske – men kan det VIRKELIG det? Det mener jeg stadig, for heldigvis er der ikke altid så travlt! Og når jeg har haft sådan en deadline og kommer ud på den anden side, så kan jeg altid tage en fridag eller to eller gå tidligere. Det skal gå begge veje. Men jeg kan kun beskrive mine uger med ét ord. Utilstrækkelighed. Og det er den værste følelse. Hvis jeg normalt følte mig sig utilstrækkelig i min hverdag, som jeg har gjort de sidste uger, så skulle der ske noget drastisk. For det er ikke holdbart for hverken mig, Mads, Gustav eller mit arbejde (eller mine stakkels forældre, der heldigvis bor lige ved siden af og har leveret mad og børnepasning for at hjælpe til).

Kender I de perioder, hvor man løber hurtigere end man kan, men uden at man føler, at man gør det godt nok uanset hvor man er? Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at hvis jeg ikke kunne se en ende på det, så ville jeg få stress. For det er jo grunden til, at folk får stress, ik? – ikke fordi man har travlt, eller arbejder meget, men fordi presset bliver for stort og man ikke kan følge med. I mandags var det Gustavs første dag i vuggestuen og jeg ville gerne være der for ham. Jeg havde ikke mulighed for at tage fri, så jeg ville arbejde hjemme. Men hans første dag stod åbenbart på 1,5 times besøg (inkl med mig) og så skulle han hjem igen. Og alle jer, der selv har små børn ved, at man ikke kan arbejde hjemme, hvis børnene er hjemme. Og så stod jeg der, og ville gerne være der for Gustav, men ville også gerne være online som lovet – og jeg endte med hverken at være mentalt til stede hos Gustav eller på arbejdet.

Jeg har sgu grædt inden sengetid, når der pludselig er kommet ro på. Når Gustav ligger og trækker vejret ved siden af og jeg ved, at jeg har et par timer til at give slip inden jeg står op til endnu en dag, der ikke går op med hente/bringe, indkøring, indkøb, nye rutiner, udpakning, tøjvask og madlavning. Der er flere, der har skrevet til mig, at jeg er sej. Det er absolut ikke sejt at ville være alle steder uden at være der 100 procent. Det er ikke sejt at vågne for at ?overleve? dagen. Men jeg synes det er sejt at erkende, at det ikke er holdbart og glæde sig over, at det ikke er permanent.

Ja, you catch my drift. Jeg har haft det som i en tornado med bind for øjnene. Fuldstændig kulret uden et overblik og med et håb om, at når tornadoen opløses, så lander vi allesammen på begge ben.

Og heldigvis da. Jeg kan kun skrive det her, fordi jeg er ved at være ude på den anden side. Min deadline er næste nået, Gus er gladere og har klaret sin første uge i vugger som en boss. Nu skal Mads og jeg bare dedikere lidt tid til hinanden. Vi har de seneste måneder trukket så meget på familien, der har passet og hentet Gus, at vi ikke føler, at vi kan tillade os at få ham passet, hvis ikke det er strengt nødvendigt. Men måske det er strengt nødvendigt at få ham passet til fordel for en biograftur eller en god middag, så vi kan komme ud over ?hvem gør hvad og hvornår? samtalerne, som har præget familien på det seneste.

Og så glæder jeg mig til weekenden, hvor vi alle tre er hjemme sammen for første gang siden vi flyttede. Intet arbejde, ingen rejser eller planer. Der har jeg tænkt mig at tage en dyb indånding og puste langsomt ud og tænke thank the lord, at der endnu er 2 måneder til lillebrors ankomst og lad mig nyde hvert sekund af vores tresomhed inden vi vælter ind i en ny, omend denne gang spændende og en velkommen, storm.

Næste indlæg

Det skal du huske, når du rejser med en 2-årig