Hjem Graviditet Når 1. trimester er svært

Når 1. trimester er svært

af hellosofie

Jeg har i et stykke tid ville skrive om mit 1. trimester i håbet om, at det ikke kun er mig, der har haft det… svært. Ikke kvalmen og trætheden og hvordan man føler det fysisk umuligt at komme igennem en arbejdsdag, men noget meget mere diffust. Nemlig det som hormonerne i 1. trimester gør ved mit (ellers meget stabile og glade) sind.

Det er en uforklarlig tristhed, som jeg har oplevet i begge graviditeter i første trimester. Jeg har aldrig oplevet det før eller siden, men det føles som en manglende glæde ved livet. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det decideret deprimeret, men jeg har haft svært ved at finde glæde ved noget som helst og følt mig nedtrykt uden at ane hvorfor.

Jeg oplevede det også i første graviditet, men der foregik så meget andet i livet, at jeg ikke tænkte, at det skyldtes graviditeten og hormonerne. Men her anden gang, hvor jeg generelt er et godt sted i livet og er glad, er følelserne i 1. trimester kommet igen. Det er svært at sætte ord på, når man er i det – men så ramte jeg 2. trimester og som dug for solen forsvandt min tristhed. Her ?på den anden side? er det tydeligt for mig, at det er de tidlige hormoner, der påvirker mig i 1. trimester.

Det er lidt skræmmende at føle sådan i en tid, hvor alle mener, at man bør være glad – og i bund og grund ER glad ved hele situationen. Men jeg har bare ikke kunne mærke den. Jeg har googlet, og ofte står der ting som, at man har nemmere til tårer og følelserne sidder uden på tøjet. At man måske pludselig reagerer kraftigt eller anderledes. Ikke at man kan føle sig dybt trist i maven uden grund. Det lyder mere som en fødselsdepression inden man overhovedet er kommet igennem 20% af sin graviditet!

Jeg skriver om det, fordi jeg håber, at der er andre, der har haft det sådan og måske gerne vil sætte ord på. Måske nogle, der sidder i 6. eller 7. uge og ikke kan finde ud af, hvorfor de ikke er glade, når de føler, at de burde. Det er især svært, hvis du ikke er klar over, at det er dine hormoner, der spiller dig et puds. Mads blev meget bekymret og jeg blev ked af det, fordi jeg ikke kunne forklare ham, hvad der var galt og hvad der foregik oven i mit hoved. Det var lidt hårdt, når jeg skulle fortælle folk, at jeg var gravid og deres reaktion slet ikke matchede min egen.

Måske påvirker det her mig så meget, fordi jeg generelt er en glad kvinde. Jeg bærer ikke nag, jeg hidser mig sjældent op og hvis folk skuffer mig, så trækker jeg på skuldrene og tænker, at de er et dårligt sted i deres liv. Jeg er vel det, man kan kalde lykkelig – jeg har endnu aldrig oplevet sorg (kun som 17-årig da jeg mistede min kat, meeen det tæller vel ikke rigtig), jeg har en skøn mand, snart to børn, et arbejde der stimulerer mig og veninder og forældre, der støtter mig. Jeg kan ikke bede om mere og hvis jeg ikke er tilfreds, så har jeg alle muligheder i verden for at ændre tingene i tilværelsen. Derfor påvirker det mig meget, når jeg pludselig ikke rigtig kan genkende mig selv og mit sind og de tanker, som dukker op i 1. trimester. Det lyder meget dramatisk – det er det ikke – men det føles voldsomt, når man aldrig har oplevet en tristhed før.

Min pointe med det her indlæg er blot at dele, at det sikkert er helt normalt. Selvom det føles unormalt at ved ked af det, når man sikkert er glad for at være gravid! Hvis du har det på samme måde, så hæng i. Jeg har først været i stand til at se, hvor påvirket jeg har været af de graviditetshormoner, da jeg kom i 2. trimester. Det skete, da jeg sad i bilen med Mads og pludselig følte, at set var helt okay. Jeg var glad igen! Absolut ingen ændring i livet – andet end at jeg lige havde ramt uge 14.

Jeg er glad for, at jeg har sat ord på noget, som for mig er så uhåndgribeligt. Så bliver det mindre skræmmende og farligt, skulle jeg (Holy Moly) opleve en 3. graviditet en dag.

Du vil måske også gerne læse

19 kommentarer

Cecilie 30. november -0001 - 0:00

Åh, hvor det rammer spot on.
Jeg er førstegangsgravid og har termin om få dage, og hvor kan jeg huske den tristhed og forvirring, over hvorfor jeg havde det sådan, når alt nu var godt, jeg oplevede de første måneder. Det værste var netop, at når andre reagerede med lykke på min graviditet, stod jeg helt uforstående og havde det bare slet ikke på samme måde. Det var så hårdt, og jeg begyndte virkelig at tvivle på, om jeg overhovedet havde taget den rigtige beslutning. At det var kombineret med månederne december, januar og februar + intens kvalme, madlede og en udmattelse, jeg aldrig har oplevet før, gjorde ikke tingene bedre.
Men pludselig en dag var jeg ikke trist mere (jeg tror faktisk, det var præcis i uge 14). Så ja, alle andre derude, som lige nu går igennem noget lignende: Hold ud – det bliver bedre lige om lidt!

Svar
Cecilie 30. november -0001 - 0:00

Åh, hvor det rammer spot on.
Jeg er førstegangsgravid og har termin om få dage, og hvor kan jeg huske den tristhed og forvirring, over hvorfor jeg havde det sådan, når alt nu var godt, jeg oplevede de første måneder. Det værste var netop, at når andre reagerede med lykke på min graviditet, stod jeg helt uforstående og havde det bare slet ikke på samme måde. Det var så hårdt, og jeg begyndte virkelig at tvivle på, om jeg overhovedet havde taget den rigtige beslutning. At det var kombineret med månederne december, januar og februar + intens kvalme, madlede og en udmattelse, jeg aldrig har oplevet før, gjorde ikke tingene bedre.
Men pludselig en dag var jeg ikke trist mere (jeg tror faktisk, det var præcis i uge 14). Så ja, alle andre derude, som lige nu går igennem noget lignende: Hold ud – det bliver bedre lige om lidt!

Svar
Stine 30. november -0001 - 0:00

Jeg synes 1. trimester er forfærdeligt, og det skal bare overleves. Efter to spontane aborter i træk, er den første tid bare fyldt med bekymringer, og det er så opslidende. Jeg er i uge 8, og tiden skal bare gå hurtigt nu…

Svar
Stine 30. november -0001 - 0:00

Jeg synes 1. trimester er forfærdeligt, og det skal bare overleves. Efter to spontane aborter i træk, er den første tid bare fyldt med bekymringer, og det er så opslidende. Jeg er i uge 8, og tiden skal bare gå hurtigt nu…

Svar
Katrine 30. november -0001 - 0:00

TAK fordi du sætter ord på. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde læst det, da jeg var i 1. trimester. Jeg var SÅ trist. Vi havde prøvet i næsten 2 år og lige inden fertilitetsbehandling sker miraklet. Derfor var det virkelig hårdt for mig (og min kæreste), da der gik længe, inden jeg kunne spejle hans og andres glæde.

Svar
Katrine 30. november -0001 - 0:00

TAK fordi du sætter ord på. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde læst det, da jeg var i 1. trimester. Jeg var SÅ trist. Vi havde prøvet i næsten 2 år og lige inden fertilitetsbehandling sker miraklet. Derfor var det virkelig hårdt for mig (og min kæreste), da der gik længe, inden jeg kunne spejle hans og andres glæde.

Svar
Anna 30. november -0001 - 0:00

Hvor er det bare dejligt at læse, at andre kan have det sådan! Specielt nogle der ser ud til at leve et så perfekt liv. Det betyder mere end man tror, for man kan virkelig gå rundt og føle sig alene og forkert med de følelser. Og det er virkelig ikke noget ret mange taler om. Jeg har haft en super nem graviditet i fysisk forstand, men min psyke har godt nok været på overarbejde. Var ikke så hårdt ramt i 1. trimester, mit var faktisk klart værst i 2., og her i 3. er det blevet lidt bedre igen, men kan stadig vågne op og have dage, hvor jeg føler alt er forkert. Det er virkelig hårdt at have det sådan, når man har glædet sig til at stifte familie længe. Når det er værst, skal jeg virkelig huske mig selv på, at jeg ved, at det her er noget jeg gerne vil og at det er hormonerne og min usikkerhed der taler, ikke mig. Jeg nærmer mig termin nu og jeg glæder mig virkelig – både til forhåbentlig at få mit humør igen, men mest til at møde min lille pige, som jeg trods alt, er sikker på er det hele værd <3 Tak for indlægget.

Svar
Anna 30. november -0001 - 0:00

Hvor er det bare dejligt at læse, at andre kan have det sådan! Specielt nogle der ser ud til at leve et så perfekt liv. Det betyder mere end man tror, for man kan virkelig gå rundt og føle sig alene og forkert med de følelser. Og det er virkelig ikke noget ret mange taler om. Jeg har haft en super nem graviditet i fysisk forstand, men min psyke har godt nok været på overarbejde. Var ikke så hårdt ramt i 1. trimester, mit var faktisk klart værst i 2., og her i 3. er det blevet lidt bedre igen, men kan stadig vågne op og have dage, hvor jeg føler alt er forkert. Det er virkelig hårdt at have det sådan, når man har glædet sig til at stifte familie længe. Når det er værst, skal jeg virkelig huske mig selv på, at jeg ved, at det her er noget jeg gerne vil og at det er hormonerne og min usikkerhed der taler, ikke mig. Jeg nærmer mig termin nu og jeg glæder mig virkelig – både til forhåbentlig at få mit humør igen, men mest til at møde min lille pige, som jeg trods alt, er sikker på er det hele værd <3 Tak for indlægget.

Svar
Malene 30. november -0001 - 0:00

Hej Sofie. Nu ved jeg godt det er længe siden du udgav det her indlæg, men jeg ville skrive at dit indlæg var præcist det jeg havde brug for, efter flere timers googling, der alle endte med diagnosen “fødselsdepression”, hvilket i sig selv er skræmmende nok, når jeg sidder med præcis de tanker du havde. Jeg er lige gået ind i 13.uge af min graviditet, og kan ikke kende mig selv og mit humør. Det esklarede i går, da jeg for vild på cykel (ny i kbh haha) og skældte ud på min kæreste i telefonen, selvom han bare sad derhjemme og prøvede at hjælpe gennem telefonen. Så dit indlæg har virkelig hjulpet mig, og forsikret mig i at det er ok at sidde med de her følelser, uden at man ender i en fødsels psykose inden jeg overhovedet har min baby i armene. Det er ikke sikkert du ser denne kommentar, men jeg ville egentlig bare sige TAK❤️

Svar
Malene 30. november -0001 - 0:00

Hej Sofie. Nu ved jeg godt det er længe siden du udgav det her indlæg, men jeg ville skrive at dit indlæg var præcist det jeg havde brug for, efter flere timers googling, der alle endte med diagnosen “fødselsdepression”, hvilket i sig selv er skræmmende nok, når jeg sidder med præcis de tanker du havde. Jeg er lige gået ind i 13.uge af min graviditet, og kan ikke kende mig selv og mit humør. Det esklarede i går, da jeg for vild på cykel (ny i kbh haha) og skældte ud på min kæreste i telefonen, selvom han bare sad derhjemme og prøvede at hjælpe gennem telefonen. Så dit indlæg har virkelig hjulpet mig, og forsikret mig i at det er ok at sidde med de her følelser, uden at man ender i en fødsels psykose inden jeg overhovedet har min baby i armene. Det er ikke sikkert du ser denne kommentar, men jeg ville egentlig bare sige TAK❤️

Svar
hellosofie 30. november -0001 - 0:00

Tak fordi du tager dig tid til at skrive denne kommentar – og jeg er glad for den dukkede op, da du søgte på emnet. For der er ikke særlig mange, der taler om de psykiske gener i 1. trimester. De bliver oftest nævnt efter fødslen. I graviditeten “burde” man kun lide af kvalme i følge bøgerne. Jeg er dog ret sikker på, at det er helt normalt, at forandringen og hormornerne kan gør én trist, forvirret, skræmt, ked af det – og selvfølgelig også glad. Men den følelse tager bare nogle gange lidt tid at skinne igennem, når hormornerne tager overhånd

Svar
hellosofie 30. november -0001 - 0:00

Tak fordi du tager dig tid til at skrive denne kommentar – og jeg er glad for den dukkede op, da du søgte på emnet. For der er ikke særlig mange, der taler om de psykiske gener i 1. trimester. De bliver oftest nævnt efter fødslen. I graviditeten “burde” man kun lide af kvalme i følge bøgerne. Jeg er dog ret sikker på, at det er helt normalt, at forandringen og hormornerne kan gør én trist, forvirret, skræmt, ked af det – og selvfølgelig også glad. Men den følelse tager bare nogle gange lidt tid at skinne igennem, når hormornerne tager overhånd

Svar
Camilla 17. marts 2020 - 20:57

Er i det lige nu – uge 10 og føler mig som en skald af mig selv. Orker ikke min mand og alt hvad han siger er irriterende og jeg er sur og nedtrykt hele tiden. Vi har allerede et barn på to og graviditeten er fuldt ud planlagt og alt burde være godt. Men har gravet mig selv ned i et hul de sidste uger. Tak for indlægget, det hjalp at læse at jeg ikke er ved at blive tosset 🙁

Svar
hellosofie 17. marts 2020 - 21:12

Det bliver godt igen snart ❤️

Svar
Anne 29. marts 2020 - 15:16

Jeg er selv i det. Har også et barn på 2 år. Føler mig trist, angst og ked af det oveni kvalme og træthed. Nyder ikke vores søn og min kæreste sørger for alt. F

Svar
Kristina 18. april 2020 - 21:11

Hvor er jeg glad for at læse, at jeg ikke er helt alene i det her. Jeg er gravid i 7. uge med barn nummer 2. Planlagt, men jeg er bare så trist og uden glæde over graviditeten. Jeg døjer også med forfærdelig kvalme og madlede, så tristheden rammer bare ekstra hårdt. Og ikke nok med det, så jeg har virkelig svært ved at nyde og rumme min datter på 2 år. Jeg er bare så hårdt ramt. Sådan havde jeg det dog ikke under sidste graviditet.

Svar
Sofie 19. april 2020 - 19:54

Tak for dit indlæg. Har Google rundt for at finde nogen der måske havde det som mig.
Jeg har læst alle indlæggende, men kan se min situation er lidt anderledes. Har en datter på 4 fra et tidligere forhold. Er nu i et nyt med en meget skøn mand, men vi har kun været sammen i 4 mdr og bum så blev jeg uplanlagt gravid. Er i 8. Uge og jeg har det så psykisk dårligt. Min kæreste vil gerne beholde, jeg er sådan i tvivl fordi jeg har det som du beskriver. Jeg føler mig nærmest deprimeret. Er normalt et meget sprudlende og glad menneske, men i denne tid er jeg forkvalmet og dybt trist. Tankerne suser rundt og jeg kan ikke fange nogen af tankerne. Jeg kan ikke mærke tilknytningen til barnet og jeg føler mig så skyldig og forkert. Samtidig går det udover mine følelser for min kæreste. Begynder at tvivle helt vildt på mine følelser for ham.
Er det Hormonerne der driller mig, er han den rette eller burde jeg få en abort. Det er mine konstante spørgsmål.
Hvad med jer? Tvivlede nogen af jer på at beholde og ændrede jeres følelser for jeres kæreste sig? Kom følelserne tilbage?

Svar
hellosofie 19. april 2020 - 20:48

Åh, sikke en hård tid for dig. Det kan ikke være nemt – fordi kun du kan tage beslutningen, der er rigtig for jer. Da jeg blev gravid med Louie (og Gustav) der blev jeg overrasket, men har været sammen med Mads i mange, mange år. Så jeg var aldrig i tvivl. Jeg var ked af, at jeg det første trimester slet ikke glædede mig eller var glad. Men det kom igen – som en sky, der glider væk fra solen ❤️

Svar
Rikke 5. maj 2020 - 13:19

Hej Sofie – Shit, hvor kan jeg bare genkende det, som du beskriver her!
Jeg fik konstateret en mild depression en måneds tid, før jeg blev gravid (uplanlagt), og her i starten af min graviditet (jeg er 7+5), er det som om, at depressionen er slemt forværret. Jeg tvivler til tider også virkelig meget på min kæreste og vores forhold, og vi har altså været lykkeligt sammen i 5 år, og før min depression var jeg SLET ikke i tvivl om, at han var den rigtige for mig. Så jeg tror virkelig i langt de fleste tilfælde, at det er depressionen/hormonerne som driller og påvirker psyken. Det samme siger min psykolog, som jeg ser hver 2. uge – en depression/hormoner gør, at man kan tvivle på ALT.
Det hjælper mig meget at snakke med min kæreste om det, sådan han kan berolige mig, og minde mig om, hvorfor vi elsker hinanden. Og så er jeg helt sikker på, at følelserne nok skal komme tilbage – men shit, hvor kan hormoner fucke ens tanker og følelser fuldstændig op!

Svar

Skriv en kommentar