10 nemme fastelavnsudklædninger til små børn

Nul kulhydrater og cardio

Inden hele min verden kom til at handle om Gustav (og Mads og lidt arbejde, bevares) havde jeg rigtig meget tid til at gå op i mig selv. I særdeleshed min krop. Det startede omkring 2011, hvor jeg var på udveksling i Singapore og bare var træt af nudler og olie og friture. Jeg havde et behov for at leve sundere og ville egentlig gerne af med lidt fedt, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg havde ikke den viden, som jeg havde i dag – så jeg startede, hvor mange andre starter – med en app, der kan tælle kalorier.

Det skal lige siges, at jeg måske vejede 51 kilo. Jeg var IKKE tyk. Ikke engang buttet. Jeg havde ikke meget muskelmasse på kroppen, men det er en anden snak. Men fordi jeg ikke havde forstand på, hvad kulhydrater, fedt og protein egentlig var og hvad jeg havde behov for, men kun have øje for kalorier, så endte jeg med at spise de madvarer, som min app sagde, at der ikke var mange kalorier i.

Jeg fortsatte med at tælle kalorier, da jeg kom hjem. Jeg studerede og havde masser af tid til at tænke over, hvad jeg proppede i munden. Det fyldte i mit hoved hele tiden: hvad var gode og dårlige madvarer, og hvor mange kalorier havde jeg, hvis jeg kom til at spise en bolle? Jeg kan huske, at jeg var så glad for, at der faktisk kun var 60 kalorier i en figenstang. Det var da et godt mellemmåltid! Den app blev en hobby og en kæmpe belastning. Og hvis jeg skulle ud at spise, så stressede jeg over, at jeg ikke kunne taste præcis ind, hvad jeg havde fået.

Mellem forelæsninger og figenstænger fik jeg spinnet, boksetrænet, steppet. Og så endte jeg på 47-48 kilo.

Jeg har egentlig aldrig været rigtig utilfreds med min krop. Og jeg har heller aldrig brugt den app for at tabe mig en masse. Når jeg kiggede mig i spejlet kunne jeg godt se, at min krop var fin. Jeg bliver bare revet med og når jeg går ind i noget, så gør jeg det 100%. Mine veninder begyndte at tale om, hvor besat jeg var blevet med min mad og træning, og hvor meget jeg havde tabt mig. Min veninde, som jeg boede sammen med på det tidspunkt, satte sig ned og talte med mig om det. Det gjorde mig meget ked af det. Mest fordi jeg vidste, at det var noget alle pigerne havde snakket om bag min ryg. Jeg kan jo godt se nu, at de gjorde det af kærlighed og omsorg. Dengang var jeg frustreret over, at de ikke havde samme dedikation som mig og ikke kunne forstå mig. Jeg boede ikke sammen med Mads dengang, så han så ikke den side så meget. Jeg slappede af i hans nærvær og spiste normalt – også slik og kager (hvis det kunne tastes ind!). Så jeg tror ikke han så det som et problem – især fordi han stolede på mig og efter mange år sammen ved han, at jeg nogle gange nørder nogle ting og trækker det lidt langt. Dengang var jeg helt sikkert besat af mad, og man kan vel godt kalde det en spiseforstyrrelse.

Jeg kan ikke tåle gluten-fasen

Åh, jeg ved at mange har været igennem denne fase. Min startede, fordi jeg altid har haft irriteret tyktarm. Jeg har endda fået lavet den skønne, skønne undersøgelse, hvor de kunne konstatere, at der ikke var noget som helst – hvorfor man får diagnosen irriteret tyktarm. Symptomerne er forskellige, men for mig betyder det (stadig den dag i dag, selvom det er blevet bedre), at jeg typisk besøger toilettet max. 3 gange om ugen. Når det er helt skidt (høh), så kan der gå over en uge. Jeg kan naturligt nok ikke være i mig selv. Jeg føler mig ulækker, oppustet og jeg er træt. Jeg havde det langt oftere dengang end jeg har det i dag. Især da jeg stoppede på p-piller (som jeg har været på siden jeg var 14 år) blev det bedre.

Anyways, jeg skød skylden på gluten. Så havde jeg en undskyldning over for omverdenen for, hvorfor jeg ikke spiste gluten. Jeg begyndte at leve efter LCHF (Low Carb High Fat), som primært består af fedt og protein. Jeg fik kun ganske få kulhydrater i form af rodfrugter og grøntsager. I denne periode fik jeg virkelig styr på, hvad de forskellige madvarer indeholdte. Jeg stoppede med at taste min mad ind på app’en og prøvede at mærke efter i kroppen, hvornår jeg var mæt. Det jeg ikke vidste dengang var, at jeg var så besat af mad, at jeg fuldstændig havde mistet fornemmelsen for sult og mæthed, fordi mad konstant var i mit hoved. Der var så mange madvarer, der var forbudt, at min hverdag i høj grad bestod af at finde ud af, hvad jeg godt måtte spise. Jeg stoppede en dag, da jeg bare havde lyst til et æble, men overvejede om jeg skulle spise noget med smør, peanutbutter eller kokosolie, fordi jeg ikke havde fået nok fedt den dag. Igen var jeg styret af noget jeg burde og ikke af, hvad min mave og hjerte fortalte mig. På den lyse side har LCHF lært mig, at fedt ikke er dårligt for mig. Tværtimod. Jeg går efter de gode og ærlige produkter den dag i dag og det har jeg taget med mig fra LCHF.

En anden grund til at jeg stoppede var fordi, at jeg begyndte at styrketræne i den periode (2013-ish), og jeg syntes ikke, der skete noget med min krop. Jeg ville være ligesom de flotte bikinipiger på instagram med tydelige muskler og vaskebræt. Nu havde jeg lige lært lidt om kost, men jeg vidste jo ikke en fløjtende om kost i forhold til træning og de mål, som man har sat sig der.

På dette tidspunkt vejer jeg ca. 50 kilo. Det er min normalvægt og har været det i mange år. Det var først da jeg fandt ud af, hvordan jeg skulle kombinere mad og træning, at jeg fik flere kilo på kroppen.

Styrketrænings-fasen

Endelig kommer vi til fitbysophy fasen! Haha – åh, hvilken tid det var at stå i FW og tage selfies i spejlet til instagram, mens jeg squattede 25 kilo med pude til nakken. Nå ja, alle skal jo starte et sted.

I den FW jeg trænede i mødte jeg Philip, som senere hen blev min personlige træner. Han hjalp mig meget i den fase. Med at forstå, hvor meget mad man egentlig skal have, at jeg sagtens kunne squatte mere end 25 kilo. Jeg begyndte at tage på, og jeg ser faktisk tilbage på den tid med gode minder. Jeg trænede alt fra crossfit til styrketræning i fitteren til TRX og jeg elskede at træne.

I starten af perioden var mit hoved måske ikke helt med. Jeg fulgte mange bikinipiger på instagram og pludselig skulle jeg bare have tydelige blodårer og store biceps. Der gik nogle måneder, hvor jeg var ked af, at uanset hvor meget jeg trænede, så lignede jeg ikke bikinipigerne på instagram. Igen krævede det lidt research fra min side for at finde ud af, hvad det egentlig kræver for at stå på en scene og ligne en hakket plade chokolade halvt på vej i graven (no offense til dem, der har været der – altså ikke i graven, men på scenen. Jeg anerkender, at det er hårdt arbejde. Bare ikke at det er pænt). I bund og grund havde jeg ikke den lyst til at leve af torsk og ris uden salt – og så vidste jeg, at min psyke ikke helt var stærk nok endnu til at kunne klare sådan et forløb uden at blive helt og aldeles spiseforstyrret.

Jeg begyndte at spise kulhydrater, fordi jeg nu havde lært, at de var nødvendige for at give energi til min lille krop – især med al den træning. Og hvor blev jeg glad igen – og ligeså min mave. Jeg var absolut ikke glutenallergiker.

Mit vendepunkt i denne rejse fra madforskrækkelse til en kæmpe lyst til al slags mad og træning var, da jeg forstod (efter mange år!), at målet med at træne for mig ikke er at opnå en bestemt slags krop. Det er at få en krop, der er stærk, så den kan klare livets strabadser og holde i lang tid. Det betyder også, at træning er blevet sjovt for mig, fordi det bunder i lyst og ikke en afstraffelse af min krop, fordi den skal se anderledes ud. Jeg siger ikke, at det ikke er sundt at have sig et mål om at træne for at tabe sig. Stor respekt for dem, der har sat sig det mål. Men husk nu ikke at se mad som noget, der skal forbrændes. Mad er kærlighed til din mave og til dit sind og er med til, at du kan give den fuld gas til træning, så du kan blive stærk i livet.

I dag aner ieg ikke, hvad jeg vejer. Nogle måneder mere end andre, men jeg ved, at mad kun fylder i mit hoved, når jeg er sulten – altså rigtig sulten (eller sliksulten, bevares!!). Det ligger ikke og summer konstant og jeg føler ikke behov for at straffe mig selv med træning eller mindre mad, hvis jeg spiser noget med mange kalorier eller sukker i. Og hvilken lettelse.

Især efter jeg har født har min krop ændret sig og aldrig har jeg hvilet så meget i mig selv. Brysterne hænger lidt mere og luften er ligesom gået ud af dem. Lidt ligesom min numse og mine lår. Men apropos at kroppe er bygget til at bære dig gennem livet – tænk engang, hvad den har kunne bære på og levere! KÆMPE respekt og aldrig et ondt ord om den krop igen.

Gustav har også bragt med sig et andet fokus. Jeg bliver ikke lykkelig af at ramme 1500 kalorier på en dag eller nå fem træninger på en uge eller have six-pack. Lykke finder jeg et helt andet sted end i, hvordan min krop ser ud. Hvis man bare liiige vil tabe 3 kilo, så er det nok ikke de 3 kilo mindre, som ville gøre dig lykkelig. Så var det sikkert også liiige appelsinhuden og også liiige den lidt for store numse. Jeg tror ikke, at man nogensinde bliver tilfreds før man har gkort op med sig selv, at man nu engang ser sådan ud, og hvis man træner for at blive et sundt og stærkt menneske, så gør man sit bedste.

Jeg glæder mig til, at jeg igen har overskud til træning og masser af grøntsager. Lige nu står den mest på Gustav-venlig mad og Netflix – og sådan er det. Jeg er glad for, at jeg er nået til et sted i mit liv, hvor jeg har det okay med at leve af flødeboller uden at panikke over, hvilke konsekvenser det har. Det går nok, og i næste uge spiser jeg sikkert ikke nogen. Jeg er glad for, at jeg har været igennem alle mine faser af madforskrækkelse, for det har givet mig stor viden om mad og næring i dag!

Jeg håber bare, at alle der gennemgår samme forløb kommer hele og sunde ud på den anden side. Det har været en lang proces for mig – én I blandt har fulgt med i på instagram.

Som den kære Hella ville sige. Glimmer på og op på kaminhylden – vær stolt af din krop. Du gør dit bedste og det gør den også. Den er sgu god nok.

8 kommentarer

  • Tak for et mega godt indlæg. Mere er der vist ikke at sige til dét!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tak for et mega godt indlæg. Mere er der vist ikke at sige til dét!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Åha, jeg km nikke genkendende til det med i perioder at have gået lidt for meget op i mad (og vægt for mit vedkommende), selvom jeg reelt set aldrig har haft noget at være utilfreds med… Jeg bøvler btw også med mine tarme, og har gjort det så længe jeg kan huske. Lægen siger også irritabel tyktarm. Hvis ikke du allerede har givet det et skud, så kan jeg varmt anbefale Husk (jeg køber den variant med citronsmag). Et glas vand med 3-4 teskefulde i, en gang om dagen, så har jeg slet ikke problemer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karen

    Åha, jeg km nikke genkendende til det med i perioder at have gået lidt for meget op i mad (og vægt for mit vedkommende), selvom jeg reelt set aldrig har haft noget at være utilfreds med… Jeg bøvler btw også med mine tarme, og har gjort det så længe jeg kan huske. Lægen siger også irritabel tyktarm. Hvis ikke du allerede har givet det et skud, så kan jeg varmt anbefale Husk (jeg køber den variant med citronsmag). Et glas vand med 3-4 teskefulde i, en gang om dagen, så har jeg slet ikke problemer.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Sikke et godt indlæg! Det gør slet ikke noget at det var en lille roman (novelle?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Sikke et godt indlæg! Det gør slet ikke noget at det var en lille roman (novelle?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Skønt indlæg. Jeg har også gået for meget op i det inden jeg fik min datter. Det har taget et års tid at acceptere at jeg nu ‘kun’ (i mit hovede) træner 2-3 gange om ugen og at det er helt fint. Og præcis som du skriver, at jeg nu træner for at få en sund og stærk krop og ikke squatbutt og sixpack. Inden jeg blev gravid var jeg nærmer besat af at få tage på og tage på fordi jeg som dig, har tendens til at blive for tynd. Idag er mit fokus som sagt en sund og stærk krop og at jeg sørger bare at masser af sund mad. En god blanding af fedt, kulhydrat og protein til hver måltid. Jeg har aldrig haft det bedre

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia

    Skønt indlæg. Jeg har også gået for meget op i det inden jeg fik min datter. Det har taget et års tid at acceptere at jeg nu ‘kun’ (i mit hovede) træner 2-3 gange om ugen og at det er helt fint. Og præcis som du skriver, at jeg nu træner for at få en sund og stærk krop og ikke squatbutt og sixpack. Inden jeg blev gravid var jeg nærmer besat af at få tage på og tage på fordi jeg som dig, har tendens til at blive for tynd. Idag er mit fokus som sagt en sund og stærk krop og at jeg sørger bare at masser af sund mad. En god blanding af fedt, kulhydrat og protein til hver måltid. Jeg har aldrig haft det bedre

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

10 nemme fastelavnsudklædninger til små børn