Ingen ønskeliste fra mig i år...

Hvad har jeg lært i 2017?

Året er ved at rinde ud og det giver anledning til tanker om, hvor hurtigt et år egentlig går. Og så alligevel. Det føles som flere år siden, at Mads og jeg kun var to og kun havde hinanden.

Men vi er vokset med opgaven. Hver uge lærer vi noget nyt om at være forældre og om Gustav. I overskrifter tager jeg det her med mig fra 2017:

Jeg er træt af at se på deller
Jeg ved godt det her er ?ih så politisk ukorrekt?, men 2017 er året, hvor der er kommet et kæmpe fokus på at være uperfekt på de sociale medier. Det er jo et meget rart modstykke til de tynde og perfekte modeller, men behøver vi gå i den anden grøft? Behøver vi være nøgne hele tiden og vise vores dobbelthage, som vi tvinger frem for at vise, hvor normale vi er? Måske er det fordi, at 2017 også var året, hvor jeg ikke kunne være mere ligeglad med om mine bryster er blevet asymmetriske og min numse er forsvundet. Min krop skal bare fungere og den skal hjælpe mig gennem livet – lad os nu tale om noget andet end deller og numser. Det her er et meget vigtigt emne for mange, der kæmper med body-issues – det er jeg sikker på. Jeg kan bare konkludere, at jeg generelt ikke interesserer mig for hverken bikini-kroppe eller overvægtige kvinder med appelsinhud. Det er livet indeni, som er værd at følge.

Gustav er ikke lavet af glas
Jeg kan mærke, at månederne hærder mig som mor. Hvis Gustav bliver ved med at kravle op på en stol, og jeg bliver ved med at sige, at det gør av at falde ned og sige nej og hjælper ham ned – og han griner og kravler op igen – ja, så må drengen sgu falde ned. Det gør lidt avs, og så lærer han af det. Han kravler i hvert fald ikke ukontrolleret op på sin stol længere.

Det blev også året, hvor jeg har fundet ud af, at alt kommer til sin tid. Gustav afviste selv brystet, da han var 9 måneder. Havde han ikke afvist det, så havde jeg sikkert stadig ammet i dag indtil han ikke gad mere. Han sover (nogenlunde) igennem nu og får heller ikke længere flaske, fordi han pludselig hellere ville sove. Alt kommer til sin tid.

Nogle dage vil han kun spise pasta. Og han vil aldrig spise grøntsager, der ikke er kogt – får han nu nok? Har Gustav svage knogler, når jeg nu kun husker d-dråber et par gange om ugen? Får han huller, fordi jeg ikke magter tandbørstningskampen? Hvorfor laver han kun en lorteble hver 2-3 dag? Hold nu kæft, der går mange, små og ikke særlige vigtige bekymringer gennem hovedet på mig. Men 2017 blev året, hvor jeg blev bedre til at sige pyt. Der er dage (ofte flere af dem om ugen), hvor Gustav får grød både morgen og aften. Hvor han ikke får børstet tænder og hvor hele eftermiddagen er foregået foran fjernsynet. So be it. Jeg krydser alt hvad jeg har og tænker, at børn har været igennem værre ting og alligevel er kommet godt ud på den anden side.

Jeg kan fortælle jer, at ?pyt? er rigtig rart at sige i livet en gang imellem.

Farvel København

Jeg har nu boet med Mads på Vesterbro i 6 år. Og før det boede jeg på Nørrebro med en veninde. Og hvor har jeg været glad for at bo i København på barsel, hvor man kan gå i sin egen lille boble og samtidig være omringet af liv og andre mennesker, som i modsætning til dig har sovet og været i bad og tænkt en meningsfuld tanke i løbet af dagen. Men nu er det ved at være tid til at komme ud af vores 2-værelses lejlighed. Jeg har brug for, at Gustav sover på sit eget værelse og så skal jeg kunne se mine vægge igen, der lige nu er dækket af legetøj, møbler og tøj. Vi kigger på hus i Hørsholm nord for København. Der er vi begge vokset op og flere af vores venner har købt hus allerede. Men det betyder også, at jeg skal flytte fra mine veninder. Dem uden børn. Dem, der mødes spontant til vin og stadig magter at tage høje hæle på. Dem, der minder mig om hvor skønt det også er ikke at have børn. Men mit liv er et andet sted, der kræver mere plads og jeg kan ikke få alt i livet altid.

Hvad håber jeg 2018 bringer?

Jeg håber på mere Mads-Sofie tid. Gustav sover bedre om natten nu, så han er nemmere at låne ud om aftenen, så vi kan få et helt døgn fri! Gustav har bragt en masse skønt med sig, men fandme ikke romantik. Og det vil jeg ha? mere af. Og så vil jeg træne. Ikke for det fysiske, men for velværet og fordi, det betyder, at jeg sætter tid af kun til mig og det skal der også være plads til – håber jeg.

Jeg er i hvert fald klar til 2018, der bare kan komme an ?

10 kommentarer

  • Anne

    Tak for en skøn blog Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anne

    Tak for en skøn blog Sofie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Hvor er jeg dog enig i nr 1, og endelig er der nogen, der siger det højt! Synes du er skide smuk og sej, og gør et fedt stykke arbejde med bloggen og instagram hvor jeg også følger med. Godt nytår!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Hvor er jeg dog enig i nr 1, og endelig er der nogen, der siger det højt! Synes du er skide smuk og sej, og gør et fedt stykke arbejde med bloggen og instagram hvor jeg også følger med. Godt nytår!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Åh hvor er jeg bare enig i nr. 1! Det er jeg altså også træt af, at se på

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Åh hvor er jeg bare enig i nr. 1! Det er jeg altså også træt af, at se på

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke dog en sød kommentar. Tak! Du fik endda ikke hele indlægget med, da den ikke havde gemt. Men tak fordi du læser med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sikke dog en sød kommentar. Tak! Du fik endda ikke hele indlægget med, da den ikke havde gemt. Men tak fordi du læser med!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra Gyldendahl

    Kære Sofie. Du er så ualmindelig perfekt

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sandra Gyldendahl

    Kære Sofie. Du er så ualmindelig perfekt

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ingen ønskeliste fra mig i år...