Inspiration til gaver

Pissetræls perfektionisme

Jeg lider af det, som alle ynder at smide i deres CV for tiden – perfektionisme. Og ja, det kan i en familie med en 1-årig godt føles som en sygdom.

Sidste uge arbejdede jeg over 60 timer. I denne uge er det godt over 40. Fordi Mads lige er startet nyt arbejde, så skal jeg slå computeren op når Gustav er lagt også – og det er jeg glad for, at jeg ikke skal hver uge 😉 Jeg får egentlig energi af mit arbejde. Men når man pludselig er ude på den anden side, så kan det mærkes, hvor presset man egentlig bliver, når det hele skal være perfekt. Mit arbejde er én ting – det hører ligesom med til jobbet, at tingene skal være i orden. Men når man samtidig ikke vil lade det gå ud over oprydning, tøjvask, søvn, madlavning, sin mand eller sit barn, så rammer det mig, hvor hårdt og dumt det er at forsøge at opretholde alt – hele tiden.

Jeg har aldrig lidt af stress – og ligesom alle andre, der bliver ramt af stress, så føler jeg, at jeg godt kan sige fra før det bliver for meget. Men pludselig er man gået omkuld med hjertebanken og flimmer for øjnene.

Det er ikke dér jeg er, men min pointe er, at det hele starter med perfektionisme og stræben efter at være det hele for alle. Nogle af dem, som det går ud over, er mine veninder. Jeg har kun set én veninde siden vores bryllup i slutningen af september. Mads’ og mit kærlighedsliv bliver også nedprioriteret lidt, når det hele går lidt stærkt.

Vi er også i en tid, hvor der er massiv modstand mod den ideelle kvindekrop. Tykke Ida og alle mulige andre fylder instagram og fjernsynet med deres deller i et opgør mod samfundets forventninger og normer. Halleluja – et opgør mod perfektionismen. Når det så er sagt, så forstår jeg ikke, hvorfor det kun er tykke kvinder, der bliver hyldet. Og det er desuden gået hen og blevet en sport at være uperfekt på de sociale medier. Jeg håber at ramme en tone, der er midt imellem. Nogle dage er jeg ret pæn med makeup og flot tøj – andre dage not so much. Begge sider skal deles uden at undskylde nogle af siderne. Heldigvis stræber jeg ikke længere efter en bestemt krop, som jeg engang gjorde. Det fyldte også meget af mit mentale råderum. Så kom Gustav og overtog den plads – heldigvis.

Når jeg kommer hjem fra arbejde, så begynder jeg straks at tænke aftensmad. Kan Gustav godt få havregrød til aftensmad, når han fik det til morgenmad? Får han får lidt grøntsager? Jeg tager opvasken fra i morges. Jeg tømmer vaskemaskinen og sætter en ny over – alt imens jeg holder Gustav beskæftiget og checker min telefon. Dét at skulle holde styr på trådene herhjemme fylder nærmest lige så meget, som jobbet gør, når jeg er på arbejde. Nu siger jeg ikke, at Mads ikke hjælper eller holder styr på ting – jeg siger bare, at det fylder meget i mit hoved.

Når Gustav er blevet lagt og opvasken er taget og tørretumbleren sat i gang, så er det første tidspunkt på dagen, hvor jeg ikke skal være noget for andre. Hvor jeg bare har mulighed for at gøre lige præcis dét, jeg gerne vil. Det bliver ofte ikke til mere end Netflix eller ASOS. Men ofte går jeg lidt senere i seng end jeg ville, fordi ellers er det morgen igen og min Sofie-tid er først at klokken 19.30 igen.

Nu lyder det hele meget leverpostej og kedeligt. Og det ER livet med en 1-årig til tider. Hvis du sidder derude og er uenig, så vil jeg gerne have din hemmelighed. Vi prøver at få det meste ud af vores weekender. En tur i zoo, huskiggeri, legeplads. Oftest med fokus på Gustav, fordi han måske ikke får samme opmærksomhed i hverdagene i vuggestuen.

På Instagram er jeg begyndt at følge smukke piger, der rejser end masse eller har flot tøj, smukt hår og spiser en masse croissanter og drikker latte en tirsdag klokken 11 – og de er IKKE på barsel. Shit, hvad LAVER de på sådan en dag? Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det mod mig selv – altså følger dem. Måske fordi jeg gerne vil drømme lidt og spice mit feed op mellem babyer og træning.

Mit indlæg har ikke en pointe, andet end at italesætte et liv og nogle følelser, som et instagram billede ikke kan opsummere. Fordi det fyldte i mit hoved i dag, og det slog meget, hvor god jeg vil være hele tiden i alt hvad jeg gør – og at det slider. Og at jeg håber, at der er andre, der læser det her indlæg og tænker, at de kan genkende sig selv.

Og så er det mit håb at sige det højt, så jeg er bevidst om det og husker at kigge på min søn midt i aftensmaden og oprydningen og kysse ham på hans lille opstoppernæse. Give Mads en kramme og et stort kys. Og smile, fordi jeg gjorde det pissegodt på arbejde. Og klappe mig selv – og alle andre mødre og fædre (og mænd og kvinder uden børn) på skulderen, fordi vi gør det bedste vi kan. At huske at leve i nuet og værdsætte alt det jeg har og allerede har opnået

14 kommentarer

  • Virkelig et indlæg jeg havde brug for at læse. Jeg synes det er umådeligt svært at leve i en verden, hvor det hele tiden handler om at skulle vise sig fra sin bedste side. Der er ingen tvivl om, at jeg da også selv prøver at gøre det hele tiden, for hvem har lyst til at like mit morgenhår, når jeg sidder og spiser min kedelige chokoladebolle om morgenen? – Og så igen, hvor “populært” er dette morgenhår, renderne og så meget andet fra ens dårlige side ellers ikke lige blevet? Jeg synes altid, det er svært at passe ind, for når først man prøver, kan hele situationen hurtigt vende, og hvad der før var in er ikke in mere…. Men altså når det kommer til stykket, lærer vi så nogensinde at lade vær’ med at bekymre os om disse ting?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig et indlæg jeg havde brug for at læse. Jeg synes det er umådeligt svært at leve i en verden, hvor det hele tiden handler om at skulle vise sig fra sin bedste side. Der er ingen tvivl om, at jeg da også selv prøver at gøre det hele tiden, for hvem har lyst til at like mit morgenhår, når jeg sidder og spiser min kedelige chokoladebolle om morgenen? – Og så igen, hvor “populært” er dette morgenhår, renderne og så meget andet fra ens dårlige side ellers ikke lige blevet? Jeg synes altid, det er svært at passe ind, for når først man prøver, kan hele situationen hurtigt vende, og hvad der før var in er ikke in mere…. Men altså når det kommer til stykket, lærer vi så nogensinde at lade vær’ med at bekymre os om disse ting?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hørt! Jeg sidder her midt imellem aftensmadstallerkener og legetøj, imens min 1-årige lige er gået omkuld inde i tremmesengen. Og har egentlig dårlig samvittighed over ikke straks at gå igang med at rydde op, selvom det er første gang, jeg sidder ned for mig selv i dag. Har i sidste uge bestilt en ferie sammen med min kæreste – bare for at gøre et eller andet midt i al leverpostejen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Hørt! Jeg sidder her midt imellem aftensmadstallerkener og legetøj, imens min 1-årige lige er gået omkuld inde i tremmesengen. Og har egentlig dårlig samvittighed over ikke straks at gå igang med at rydde op, selvom det er første gang, jeg sidder ned for mig selv i dag. Har i sidste uge bestilt en ferie sammen med min kæreste – bare for at gøre et eller andet midt i al leverpostejen

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MorT2

    lige en sidste ting. Jeg har også brug for at den tid jeg har med mine børn i hverdagen ikke kun er, nu skal i spise, sid stille, nej ikke slå, vi skal børste tænder osv osv, men at man har bare lidt til at sætte sig ned og læse en bog sammen, gå en tur uden at jeg kræver noget praktisk af dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MorT2

    lige en sidste ting. Jeg har også brug for at den tid jeg har med mine børn i hverdagen ikke kun er, nu skal i spise, sid stille, nej ikke slå, vi skal børste tænder osv osv, men at man har bare lidt til at sætte sig ned og læse en bog sammen, gå en tur uden at jeg kræver noget praktisk af dem.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MorT2

    Du er bestemt ikke alene. Men jeg synes du lidt hård mod dig selv, for det er ikke kun dig der stiller de krav. Det er samfundet, Sundhedsstyrelsen som hentyder til at man skal sørge for varieret mad, man skal lære gode spise vanner til sit barn, lave mad sammen, spise sammen, osv osv. (Hvilket er vigtigt) Institutionerne er presset, så alle kæmper med at deres børn får de korteste dage, samtidig skal man helst arbejde lige så meget som før. Man skal huske motion, det er usundt at lade være, og man skal passe på sit forhold så man ikke bliver skilt. Samtidig skal vi få mange børn til trods for at arbejdslivet ikke er gearet til børnefamilier. Som jeg ser det, er det en umulig opgave, Jeg har valgt at jeg skal have en deltidsstilling. Det er ikke let i den akedemiker verden som jeg arbejder i, sådan er det i mange brancher. Men efter vores andet barn blev født er vores hamsterhjul gået mere amok. Omkring mig falder folk som fluer af stress og par bliver skilt. Jeg kan godt forstå det. Det er en umulig opgave. Så nu har jeg sagt op, og krydser finger for at der er nogen som vil ansætte mig på 30 timer. For jeg elsker at arbejde, men lige nu, imens mine børn er små, er er der bare også noget andet som har brug for min energi.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • MorT2

    Du er bestemt ikke alene. Men jeg synes du lidt hård mod dig selv, for det er ikke kun dig der stiller de krav. Det er samfundet, Sundhedsstyrelsen som hentyder til at man skal sørge for varieret mad, man skal lære gode spise vanner til sit barn, lave mad sammen, spise sammen, osv osv. (Hvilket er vigtigt) Institutionerne er presset, så alle kæmper med at deres børn får de korteste dage, samtidig skal man helst arbejde lige så meget som før. Man skal huske motion, det er usundt at lade være, og man skal passe på sit forhold så man ikke bliver skilt. Samtidig skal vi få mange børn til trods for at arbejdslivet ikke er gearet til børnefamilier. Som jeg ser det, er det en umulig opgave, Jeg har valgt at jeg skal have en deltidsstilling. Det er ikke let i den akedemiker verden som jeg arbejder i, sådan er det i mange brancher. Men efter vores andet barn blev født er vores hamsterhjul gået mere amok. Omkring mig falder folk som fluer af stress og par bliver skilt. Jeg kan godt forstå det. Det er en umulig opgave. Så nu har jeg sagt op, og krydser finger for at der er nogen som vil ansætte mig på 30 timer. For jeg elsker at arbejde, men lige nu, imens mine børn er små, er er der bare også noget andet som har brug for min energi.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære Sofie, jeg er en af dem som har fulgt dig længe og gør det med glæde. Jeg vil starte med at sige AT DU ER SÅ SEJ ☺️ Det næste jeg vil sige er, at du er BESTEMT IKKE alene. Dette kunne lige så godt være skrevet af mig. Jeg har også fantastisk job, mand og skøn datter, men synes aldrig jeg er der nok for nogen af dem. Jeg er i proces med at lære at sige PYT

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Kære Sofie, jeg er en af dem som har fulgt dig længe og gør det med glæde. Jeg vil starte med at sige AT DU ER SÅ SEJ ☺️ Det næste jeg vil sige er, at du er BESTEMT IKKE alene. Dette kunne lige så godt være skrevet af mig. Jeg har også fantastisk job, mand og skøn datter, men synes aldrig jeg er der nok for nogen af dem. Jeg er i proces med at lære at sige PYT

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Åh hvor jeg kender det. Puha livet er et andet med et 1 årigt barn! High 5 til alle forældre! Men jeg tænker på.. jeg har konstant dårlig samvittighed overfor min søn, over at han er i en institution med ringe normeringer så mange timer dagligt. Av det gør ondt at pædagogerne får alle de gode timer. Hvordan tackler du det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cille

    Åh hvor jeg kender det. Puha livet er et andet med et 1 årigt barn! High 5 til alle forældre! Men jeg tænker på.. jeg har konstant dårlig samvittighed overfor min søn, over at han er i en institution med ringe normeringer så mange timer dagligt. Av det gør ondt at pædagogerne får alle de gode timer. Hvordan tackler du det?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Sofie, du er ikke alene og du kan tro jeg kan genkende det du skriver i indlægget. Tak fordi du sætter ord på det. Det er opslidende at skulle leve op til egne – til tider urealistiske – forventninger til sig selv og at læse dit indlæg sætter nogle tanker igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Sofie, du er ikke alene og du kan tro jeg kan genkende det du skriver i indlægget. Tak fordi du sætter ord på det. Det er opslidende at skulle leve op til egne – til tider urealistiske – forventninger til sig selv og at læse dit indlæg sætter nogle tanker igang.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Inspiration til gaver