Derfor deler jeg mit liv på instagram

Da Mads gik på knæ

I dag er det præcis to år siden, at Mads friede til mig. Og hold da fast, hvor er der sket meget i vores liv på de to år.

Der er mange, der har spurgt om jeg havde gættet, at han ville fri. Det kom som en total overraskelse, men vi havde dengang været sammen i 8 år, så jeg vidste jo, at det (forhåbentligt) ville ske på et tidspunkt.

Det skete så på en ferie til Spanien i Estepona, som ligger lidt uden for Malaga. Mads havde taget ringen med på ferien, men havde ikke i forvejen valgt en bestemt dag – så han var en presset mand indtil han endelig fandt det helt rigtige tidspunkt. Det vender jeg tilbage til 🙂

For inden vi overhovedet kom ud af landet, blev Mads stoppet i security, da hans taske lige skulle kigges igennem. Jeg stod lidt væk og fattede intet, men Mads har senere fortalt mig, hvordan han febrilsk prøvede at hviske til manden, at der altså lå en forlovelsesring i tasken, som han ikke måtte tage op (!). Den søde manden blev selv helt ‘øh-bøh’ og skyndte sig at pakke det hele ned, hvorefter han højt og tydeligt sagde til Mads, at det måtte han undskylde – og TILLYKKE! …. Mads stress-svedte og tænkte, at jeg garanteret havde regnet det hele ud nu. Men jeg hørte heldigvis ingenting – heller ikke mandens ellers velmenende lykønskning.

Mine forældre var allerede dernede. De vidste, at Mads ville fri, da han havde spurgt min far om lov inden. Så de stod i gangen eller vimsede lidt rundt om os, hver gang vi kom hjem efter at have været alene. Jeg tænkte ikke videre over det, men det var jo selvfølgelig fordi min mor var ved at gå ud af sit gode skind af spænding (!). I stedet måtte Mads bag min ryg mime “mission aborted, mission aborted”, hver gang vi kom hjem (uden ring på fingeren).

Set i bakspejlet var det da egentlig også lidt mærkeligt, at mine forældre stod og vinkede fra lejlighedens altan, da Mads spurgte om jeg ville gå en aftentur på stranden 😀 Slap dog af, tænkte jeg. Vi er hjemme om 5 minutter.

Og det var vi også, for stranden viste sig ikke at være særlig fin – og det var jeg desuden heller ikke. Jeg var hoppet i joggingtøjet og havde hætten helt nede i panden fordi jeg frøs. Mads har senere fortalt, at han valgte ikke at gøre det dér, fordi jeg sikkert gerne ville ligne andet end en træt bjørn, når han friede. Betænksomt 😀

Men så kom dagen.

Vi strejfede rundt i Estepona bymidte, som er en meget charmerende by. Først langs promenaden, hvor flere mennesker gik tur, nogle var på vej på stranden og børn legede. Den gamle bymidte er fyldt med små gader med helt hvide huse. Hver gade har en farve blomster. “Vores” gade var selvfølgelig pink.

Først satte vi os på en bænk lidt væk og nød solen. Men pludselig satte en dame sig lige ved siden af – med en yoghurt i den ene hånd og en hund i den anden. Mads rejste sig med “jeg synes her lugter af skrald, lad os finde et andet sted”. Jeg studsede over, hvor sart han var og der lugtede da ikke af skrald? Den stakkels mand ville simpelthen bare finde stedet – og det skulle være uden en yoghurtspisende tilskuer!

Så vi gik rundt om hjørnet og fandt denne romantiske gade.

Her satte vi os på et trin i en døråbning, hvor solen skinnede på os. Der var siesta, så som I kan se på billedet, var der ikke et øje på gaderne. Jeg er jo instagrammer to the bone, så jeg tænkte, at jeg ville tage et selfie med Mads her i solen. Og det var her, at Mads tog ringen frem. Jeg fik først øje på ringen gennem mobilen, og fik taget et billede idet jeg kigger på den.

Herefter rejste han sig op, hev mig med op og gik ned på knæ. Så sagde han en masse meget søde ord, som vi har sammen for altid. Og sandheden er, at jeg var så meget i et “sker det her virkelig”-state of mind, at jeg i dag ikke kan huske så meget af, hvad han sagde! Jeg hev ham hurtigt op og stå. Det er så sært at være så formelle sammen, når man er alt andet end det normalt. Men jeg er glad for, at han gjorde det old-school – og jeg er SÅ glad for, at han valgte et sted, hvor vi kun var os.

Vi krammede. Jeg sagde ja, ja ja. Jeg græd og vi grinte og talte om vores drømme og håb for fremtiden. Det var det mest intime øjeblik, og det var så fint og helt perfekt.

Og så er ringen, som er fra Halberstadt, crazy smuk og præcis, som jeg selv ville have valgt den.

Hjemme i lejligheden kunne mine forældre endelig ønske os tillykke. Champagnen blev poppet og vi fejrede med lækker middag og en masse vin.

Siden er der allerede blevet arrangeret ét bryllup, som nu er blevet skudt til den 30. september 2017, fordi vi skulle have lille (store) Gustav. Det er dog et lidt andet slags bryllup denne gang end første gang, vi planlagde det. Men mere om det en anden gang.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor deler jeg mit liv på instagram